Få monstre i KØS’ monstersuppe, men flere fine smagsprøver

KØS inviterer på monstersuppe. I gryden er der ni kuratorer, der har udpeget en mindre gruppe kunstneres bud på nye kunstprojekter i offentlige rum. Måske ikke den mest velvalgte titel, men udstillingen byder på flere fine smagsprøver og nye, interessante initiativer.

KØS Museum for kunst i det offentlige rum inviterer på monstersuppe. Ja, det hedder udstillingen: MONSTERSUPPE (med blokbogstaver).

For mig åbner titlen for synet af en stor, sort gryde over et ildsted med alskens spruttende ingredienser. Eller som de reagerede i min familie, da jeg omtalte udstillingen: ”Det lyder som noget fra Eventyrtid (en animationsserie) eller Ramasjang (en tv-kanal for børn).”

Undertitlen er mere opklarende: Et sammenrend af kunstprojekter i offentlige rum. Men ”sammenrend”? Jeg går ud fra, at de vil understrege, at udstillingen indeholder mange forskelligartede værker, der er tilfældigt sammenbragt.

Med denne titellæsning i bagagen tager jeg afsted mod Køge med forventning om en tætpakket gruppeudstilling med et anstrøg af noget skørt og sjovt og effektfuldt, måske bulder og brag.

Men det er noget lidt andet, jeg får serveret.

Kokkene og ingredienserne

MONSTERSUPPE har et eksperimenterende fundament. KØS har nemlig inviteret hele ni eksterne kuratorer, som de har opfordret til at udpege et eller to kunstprojekter, der kan give, som museet formulerer det, ”en pejling af”, hvordan samtidskunsten opererer i ”offentlige rum” i dag.

Der er en klar pointe i, at KØS ikke anvender det gængse begreb ”det offentlige rum”, som typisk refererer til byrummet. I denne udstilling er der fokus på et udvidet perspektiv – offentlige rum – og det indbefatter landskaber, digitale sfærer og et kommercielt spillested.

Kuratorerne er så vidt jeg ved alle baseret i Danmark, og det samme gælder hovedparten af de inviterede kunstnere. Det er blevet til i alt 12 kunstprojekter af primært unge eller yngre kunstnere, inklusive et par duoer, en trio og et kunstnerkollektiv.

En klar suppe

En kuratorisk blæksprutte, som den der er på spil i MONSTERSUPPE, kunne sagtens have skabt et værre rod. Eller et boblende sammenkog. Men udstillingen er meget overskuelig. De ni kuratorer udlægger hver især ”deres” kunstprojekt i det formidlingshæfte, man får tilbudt ved billetsalget. Og tag endelig imod det. Der er meget lidt information undervejs. Opbygningen af udstillingen følger derudover et klart grundprincip om et værk eller værkensemble per rum, hvilket dog medvirker, at enkelte af rummene fremstår unødigt tomme.

Kun Jens Settergrens tavleværker om bakterier, eller monstre, som han kalder dem, og som har givet navn til udstillingen, bryder med opbygningens hovedprincip og er placeret rundt omkring på museet, i overgangsarealer mellem de øvrige værker, og, ganske virksomt: klods op ad hygiejne hotspots, såsom på toiletterne og ved elevatorknapper.

Antitraditionalisme

Kunstprojekterne i MONSTERSUPPE byder på alternativer til hævdvundne traditioner for kunst i det offentlige rum og viderefører hermed praksisformer, der har vundet indpas i samtidskunsten igennem de seneste årtier. Som modstykke til officielt initierede projekter og skulpturelle objekter af permanent og gerne udsmykkende art, er det her især det handlingsorienterede, der er omdrejningspunktet.

Udstillingen huser således kun en enkelt skulpturgruppe, der fremstår som autonom enhed, nemlig Esben Weile Kjærs kulørte, desillusionerede Diddl-figurer i kæmpe størrelser: That awkward time between birth and death (2021). De er så til gengæld antiklassiske både hvad angår materiale, farver og formgivning og er udført til en privat kunstsamlers offentligt tilgængelige park.

Der er også andre skulpturelle objekter i udstillingen, eller skitser hertil, såsom Aia Sofia Coverley Turans forstørrede metalfugl i værket How the birds used to sing (2020) og Nina Beiers ikke-realiserede bronzeskulpturer af okser med indstøbte magneter: The Burden (2019). Men også her er det handlende aspekt centralt. Turan indføjede sin oprindelige, mindre metalfugl i et træ ved en sø ved at bore fuglens spinkle næb ind i træstammen, og magneterne i Nina Beiers okser er tænkt som åbne invitationer til interaktion.

Handlinger i verden

Det handlingsprægede i form af publikumsinddragelse indgår både i føromtalte kunstprojekt af Nina Beier og til dels i bidraget fra det svenske kunstnerkollektiv coyote, og det er en decideret forudsætning for Mathias Riis Andersen og Malthe Stadsgaard værker fra 2020, BITCH og Default Cube, der inviterer gæsterne på KØS ind i en digital og delvist offentlig sfære via en gamer-computer og et spil på internettet.

Frem for noget har hovedparten af kunstprojekterne i MONSTERSUPPE afsæt i performance eller interventioner, som er udført i Danmark og især rundt om i verden. Det er en udstilling med et udpræget internationalt udsyn. Til eksempel har den danske duo Sara Kramer og Vibe Overgaard skabt et performance- og videoværk i samarbejde med et kunstnerkollektiv baseret i Hong Kong.

Billeddokumentation

Som udslag af det handlingsorienterede er mange af kunstprojekterne kendetegnet ved midlertidighed, forgængelighed og immaterialitet og et flertal af udstillingsgenstandene har følgelig et præg af dokumentation – ikke mindst i form af fotografier og videoer.

Heriblandt kan fremhæves det store farvefotografi af den afghanske kunstner Kubra Khademis performance på en motorvej i Pakistan: The Moist Realities (2013). Hun har bredt et tæppe ud, installeret sig med hjemlige genstande og sidder faretruende tæt på biler og motorcykler, der viger udenom hende. Khademi udviser en kraftfuld kombination af sårbarhed og styrke, og hendes uvante tilstedeværelse får den trafikale hverdagssituation til at virke skræmmende og unaturlig.

Værkensembler

Mange af kunstprojekterne præsenteres via flere medier, herunder genstande anvendt i forbindelse med handlingerne, nyskabte objekter eller genskabelser. Det gælder blandt andet Miriam Kongstads Soft City (2016), der består af tre grynede mobilfotografier af hendes land art-lignende projekt i Mojaveørkenen udenfor Los Angeles, som ledsages af et lydværk med indtalte dagsbogsnotater.

Der gøres også brug af flere medier i Helbredelsen af Mette Nisgaard Larsen og Marie-Louise Vittrup Andersen, der er en del af udstillingsplatformen Til Vægs. Helbredelsen var oprindeligt titlen på en kunstparade og en såkaldt fjernhealing, som Til Vægs arrangerede på ydre Nørrebro i København i 2020 med det formål at få et lokalt boligområde fjernet fra regeringens ghettoliste. Denne på en gang alvorsfulde og humoristiske aktion repræsenteres ved hjælp af genstande fra paraden: flyers og mønstrede bannere på lange tværgående rafter, der minder om katolske processioner. Dertil vises en fin videooptagelse af paraden, der dog efterlader spørgsmål om, hvad der egentligt foregik. Men jeg blev fanget ind, min nysgerrighed blev vagt.

Del- og efterværker

Enkelte af præsentationerne har en snert af del- eller efterværker, der ikke lever helt i egen ret, og udstillingen som helhed er langt fra et sansebombardement, som det man for eksempel mødte i den netop afsluttede Afgang 2021 i Kunsthal Charlottenborg, der som vanligt fremviste spritny samtidskunst af årets dimittender fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.

Men del- og efterværker kan sagtens have kunstnerisk egenværdi, også i sanselig forstand. Dette oplevede jeg da også i MONSTERSUPPE, blandt andet i forbindelse med Anna Weber Henriksen land art-baserede værk og Philip I Schneider & Hans Rosenströms lydinstallation.

Sites/nonsites

Anna Weber Henriksens Højdedraget (2020) kredser om en intervention i parkområdet ved Gammelgaard, som Henriksen foretog sidste år. En kobberplade er grundstamme i værkensemblet. På to videoprojektioner ser og hører man kunstneren skrabe – og skabe – en sti i parklandskabet med kobberpladen, som hun har monteret på et skaft. Og indrammet på væggene hænger topografiske optegnelser, selvsamme ridsede plade og tryk af denne. Spor, på spor, på spor. Det er udtryksmættet og fremkalder blandt andet refleksioner om vores til tider krampagtige videnskabelighed og modsætningsfyldte tilgang til naturen.

Alle led i værket synes væsentlige. Lidt på linje med den kunstneriske investering i såvel site som nonsite, som den amerikanske land art-kunstner Robert Smithson (1938-1973) udfoldede i sit hovedværk Spiral Jetty (1970). Altså et værkensemble, der var forudsat af sitet (de stedsspecifikke interventioner og det fysiske land art-værk), men hvor Smithsons nonsites (især et essay, fotografier og en film) komplementerede sitet med stærkt mytologiserende og sanselige kvaliteter, som dannede grundlag for kunstudstillinger – deriblandt den uforglemmelige Retrospective * Works 1955-1973 på Arken i 2000.

Desuden er det sigende, at MONSTERSUPPE udstiller hele tre kunstprojekter, der er beslægtet med land art (Højdedraget, How the birds used to sing og Soft City) og alle tre tilgår de naturen og landskaberne betydeligt mere nænsomt end Robert Smithson og andre af Land art-kunstens pionerer. Det vidner om en kunst, der er i sync med sin samtid og som søger farbare veje i vores omfattende miljø- og klimaproblemer. Meget lovende.

Lyden af ensomhed

Lydinstallationen The Nature of Isolation and Loneliness (2020) af den danske performanceduo Philip I Schneider og den finske lydinstallationskunstner Hans Rosenström er ubetinget et fuldgyldigt værk, selvom der er tale om en videreudvikling af en performance, der fandt sted på spillestedet VEGA i november sidste år. Men det er netop en videreudvikling, man oplever. Et (næsten) afsondret lokale, skamler i en rundkreds, lys-mørke og lyd fra omgivende, væghængte højtalere. Lyden især: stemmerne, ord om ensomhed, korsang. I starten forstyrres jeg lidt af lyde udefra (hæle der klaprer hen over gulvet, døre, der lukkes i, dunken og susen fra cafeen nedenunder), men efterhånden overdøves det heldigvis og jeg bliver fuldstændigt omsluttet – og meget berørt. Det er et fremragende værk.

Den samlede menu

MONSTERSUPPE lever for mig at se ikke helt op til sin titel. Det med monstersuppen og sammenrendet. Dertil er der efter min mening lidt for få værker, og, nå ja, måske for lidt ramasjang.

Udstillingens medfølgende hæfte indeholder mange nyttige informationer, men jeg savnede lidt kontekst i forhold til nogle af kunstprojekterne, om hvordan de er blevet modtaget derude, udenfor kunstverden. Hvordan reagerede folk på Kubra Khademi? Blev de vrede, bekymrede på hendes vegne? Hvilket værk vandt den konkurrence, som Nina Beiers skitse indgik i og med hvilke begrundelser? Blot for at nævne to eksempler. Det, synes jeg, er relevante spørgsmål, når det drejer sig om kunst, der opererer i, gør noget ved eller er tiltænkt vores fælles rum og folks hverdagsrum.

Helt overordnet er jeg dog meget positivt stemt overfor den eksperimenterende tilgang, som KØS lægger for dagen med denne udstilling. Der er flere stærke kunstprojekter i udstillingen, og man får nogle fine smagsprøver på, hvad der kan være i vente ude i de sociale rum, hvor vi (kan) mødes på kryds og tværs, påvirker hinanden og kan skabe forandringer.