Forårsudstillingen OVERGANGEN

Kulturcenter Gammelgaard i Herlev viser med forårsudstillingen OVERGANGEN, en række toneangivende, danske samtidskunstnere, der først og fremmest har det til fælles, at de ikke er ryttere på den store maleribølge, hvis kommercielle gennemslagskraft præger den danske kunstscene så massivt i disse dage. OVERGANGEN viser derimod eksempler på samtidskunstens mange andre mediale udtryksformer, som fotografi, skulptur, installation, collage, video, performance samt audio- og tekstværker, der på alle måder spiller en stærk pendant til maleriet. De 12 udstillende kunstnere er Seimi Nørregaard, Jakob Hunosøe, Louise Holmgren, Ebbe Stub Wittrup, Rasmus Riemann, Jens Brink, Jeannette Ehlers, Rikke Benborg, Vladimir Tomic, Søren Jensen, Anne Marie Ploug og Ursula Andkjær Olsen.

Med udgangspunkt i udstillingens titel OVERGANGEN giver kunstnerne hver især et bud på, hvad fænomenet ‘overgang’ er og kan være. Disse overgange refererer både til en af kunsthistoriens yndlingsdialektikker – forholdet mellem natur og kultur – men i lige så høj grad også de fysiske overgange mellem inde og ude, privat og offentlig sfære. OVERGANGEN foregår i grænselandet mellem to definerede steder/begivenheder samt i passagen mellem det forgangne og imødegåelsen af det fremtidige. På forskellige visuelle måder synliggør udstillingen den upåagtede zone i nuet, som overgangen kan siges at repræsentere. Kunstværkerne befinder sig således i et overgangsfelt mellem arkitektur og skulptur, mellem Gammelgaard og den omkringliggende have, og i det udefinerbare spil mellem menneskets ydre/offentlige og indre/private identitet.

I Gammelgaards hovedbygning markerer der første rum sig med en flot ophængning af Louise Holmgren og Jakob Hunosøes fotografier. Holmgrens værker fra serien Solo Lonely, 2006 er akkompagneret af to mindre tekstværker, der er skrevet direkte på væggen og fremstår som poetiske brudstykker af en samtale eller en tankerække, som kunne foregå i øjeblikket eller i en drøm. Solo Lonely-serien er i øvrigt inspireret af en personlig drøm kunstneren har haft, hvis lynch-agtige handling, farver, tid og rum både manifesterer sig i fotografierne, men også i et lille printet digt, man frit kan tage med sig.

Udfoldende sig i Gammelgaards store have, har teaterscenografen, digteren og performancekunstneren Seimi Nørregaard, der for nylig var aktuel med den fantastiske værkinstallation Væggene har Ører på Overgaden – Institut for Samtidskunst i København, lavet en stedsspecifik og særlig interaktiv installation kaldet Ledetråde. Værket er sammensat af to forskellige dele: En fysisk installation bestående af lange tråde i forskellige farver, der som et andet spindelvæv løber gennem hele haven, på kryds og tværs og ud i de omkringliggende buske og krat. Den anden del består af 5 forskellige lydspor – ét til hver farve tråd. Værket begynder ved havens terrasse. Her får man udleveret en Mp3-afspiller, med de forskellige lydspor. Man går så gennem en Narnia-agtig dørkonstruktion og vælger en farve, hvorefter man følger lydsporets finurlige instrukser. Som på en audiovisuel skattejagt, fører Nørregaards poetiske og legende stemme i øret én hen over græsset, ind under træerne og ud i alle afkroge af haven, hvor forskellige underfundige installationer er gemt af vejen; nedgravede møbler, en stigmatiseret seng i skovbrynet og et flerfarvet drivhus med udsigt til den trafikerede Klausdalsbrovej. Mens man aktivt bevæger sig rundt i haven, lever man sig mere og mere ind i Nørregaards eventyrlige univers og føler næsten man atter er barn igen. Dengang man lavede hemmelige huler i haven, hvor man gemte sig fra de voksne og byggede sin helt egen fantasiverden op. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil stå ubegejstret tilbage efter interaktion med Nørregaards Ledetråde, som da også stjal alles opmærksomhed på ferniseringsdagen.

Gammelgaards sidebygning ”Laden” er henlagt i mørke og dedikeret tre af udstillingens videoværker. Rikke Benborgs Untitled (for all the times I´ve used my sexuality to get something I want) 2007 er et Hitchcock-inspireret drama kørende i loop, hvor store, sorte skrigende krager holder en ung kvinde som gidsel i et klaustrofobisk rum. Overfor er Jeannette Ehlers visuelt fascinerende værk Ventilate (part one) 2007, der i sin form spiller på musikvideoens sanselige sammensmeltning af billede og lyd. Ehlers danser sensuelt foran en bogreol, men hun rytmisk river alle bøgerne ned fra reolen, men man ser kun Ehlers krop glimtvis. Kroppen er animeret væk, så man kun ser de bevægende konturer af kroppen, der fremstår som en virrende kviksølvagtig masse.
Sidst men ikke mindst vises Vladimir Tomic’s hjerteskærende video Echo, 2005. Tomic’s værker tager ofte udgangspunkt i hans personlige historie og identitet som flygtning fra Balkankrigen, som også Echo er en fortælling om. Echo er både en dokumentarisk rejse tilbage til Sarajevo, hvor Tomic bevæger sig i skyggen på Balkankrigens efterlevn, men også en melankolsk og følelsesladet erindringsrejse, der portrætterer minderne om en forsvundet bror. Videoens musikalske soundtrack og Tomic’s sørgmodigt, fortællende stemme, understøtter værkets meget emotionelle stemning, der gør det umuligt at gå uberørt derfra.