Forundring, kunstnerisk forskning og transdisciplinaritet – som de kalder det i Esbjerg

Esbjerg Kunstmuseum har vundet Udstillingsprisen Vision 2017 og får dermed tre millioner kroner til at realisere et tretrins-projekt, der sætter publikum i forbindelse med eksistensens grundvilkår, kunsten i forbindelse med de tunge videnskaber og vil bane vej for en ny måde at lave udstillinger og i sidste ende museer på. Velkommen i wunderkammeret!

”Det ligger i ordet. Wunderkammer. Det handler om at få folk til at undre sig. Og så er det jo et greb, der går tilbage til et velafprøvet forundringsformat fra 16oo-tallet. Vi fokuserer som museum på hvilke udstillingsformater, der skal til for at gå direkte i sanseapparatet på publikum, og i det her tilfælde er formatet skabt for netop at skabe nysgerrighed. Og her ligger selve grundlaget: at få publikum til åbne sig for vor tids kunst på en interessant måde. Det er vores nysgerrighed, der har givet os viden om verden og vor eksistens, og det er i al sin enkelhed det, det her handler om,” forklarer Inge Merete Kjeldgaard, museumsdirektør ved Esbjerg Kunstmuseum, der netop har vundet Udstillingsprisen Vision 2017 med projektet Wunderkammer.

Et wunderkammer i tre versioner
Udstillingsprojektet deler sig i tre faser, der også har en særlig videnskabelig tilgang som sit udgangspunkt:

Første Wunderkammer bliver skabt af Christiane Finsen, inspektør for Esbjerg Kunstmuseum, og Inge Merete Kjeldgaard, direktør for Esbjerg Kunstmuseum, i samarbejde med Tomas Bohr, professor ved Institut for Fysik og Center for Fluid Dynamik, DTU. Gennem laboratorieopstillinger og visualiseringer af videnskabelige forsøg vil de sammen organisere udvalgte værker efter kaosteoriens og fluid dynamikkens principper. Udstillingen åbner i 2018.

Med anden Wunderkammer-udstilling lader Esbjerg Kunstmuseum en kunstners søgende og udfordrende tilgang til verden præge præsentationen af værkerne. Det er planen at tage udgangspunkt i den amerikanske kunstner Mark Dions projekt fra Venedig-biennalen 2015, The Wonder Workshop, der netop udforsker wunderkammerets muligheder. Tanken er, at kunstneren både skal inddrage egne og andres værker – heriblandt værker fra Esbjerg Kunstmuseums samling. Udstillingen åbner i 2019.

Tredje Wunderkammer-udstilling bliver organiseret i samarbejde med professor, biolog og DNA-forsker Eske Willerslev og lektor Martin Sikora, begge fra Naturhistorisk Museum og Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet. Tanken er at konstruere et wunderkammer, der forener livets urtilstande med den moderne kunst og sender publikum ud på en forundringsfuld lystvandring. Udstillingen åbner i 2020.

Krydsbefrugtning i et tredje rum
”I wunderkammeret bliver kunsten sat i forbindelse med genstande og fænomener, som slet ikke har noget med kunsten at gøre. Vi har i mange år forsøgt at gøre op med lige netop den tanke, at kunsten er et afskåret reservat og har fokuseret på at skabe forbindelser til de fænomener, vi alle er omgivet af i vores verden og hverdagsliv,” pointerer museumsinspektør Christiane Finsen og suppleres af Kjeldgaard:

”Ja, den her tilgang kommer ikke ud af den blå luft. Vi har lige afsluttet et længere projekt under titlen Kunst i Kontekst (2007-2014), hvor det netop var pointen at bringe kunsten i forbindelse med områder, vi alle sammen har et forhold til uden nødvendigvis at have en ekspertviden. Vi har fx alle et forhold til naturen, det åndelige og så videre. Projektet fungerede i vores øjne rigtig godt, og det er med positive erfaringer blandt andet herfra, at wunderkammer-projektet er udviklet,” forklarer Inge Merete Kjeldgaard.

Kunst i kontekst forløb sådan her:
An sigt, 2007-2008 (kurateret af Per Bak Jensen og lektor i teologi Povl Götke)

The Map is not the Territory, 2008-2009
(kurateret af Claus Carstensen og professor i semiotik Per Aage Brandt)

Livstegn, 2011-2012
(kurateret af Morten Skriver og professor i biosemiotik Jesper Hoffmeyer)

What am I doing here?, 2013-2014
(kurateret af Nina Saunders og professor i eksistenspsykologi Ernesto Spinelli)

”Koblingen til videnskaben handler ikke om, at vi vil udstille forskningsresultater fra en specifik videnskab, men om at anvende nogle principper og metoder fra videnskaben. Derfor er det heller ikke en tværdisciplin men en transdisciplin, vi arbejder med – et tredje rum, der ved at trække på en række fagligheder skaber et nyt rum med en ny logik og nye potentielle erkendelser,” understreger Kjeldgaard.

Kunst som videnskab
Esbjerg Kunstmuseum har en lang tradition set i en dansk kontekst for at integrere udstilling, forskning og formidling.

”Det vil sige, at vi ikke kobler formidlingen på til sidst for at forklare, hvad vi har gjort, men arbejder hele tiden på at indlejre formidlingen i måden, vi tænker udstilling og værker på. Vi vil gerne anerkende kompleksiteten i kunsten og kunstoplevelsen, og det mener vi, at de komplekse teorier fra fysikken og biologien kan være med til at underbygge i det her projekt. Det er jo to faglige områder, der har at gøre med vores liv og eksistens, og samtidig de energier og lovmæssigheder, der er omkring os,” siger Christiane Finsen.

Sidestillingen af kunsten med ’tunge’ videnskaber som fysikken og biologien er en del af en programerklæring, indrømmer direktøren:

”Det har været en pointe for os i lang tid, at kunstens forskning bør sidestilles med en hvilken som helst anden videnskab. Det er en kæphest for at sige det helt ærligt. Og her kombinerer vi forskerens studérkammer, kunstnerens atelier og museets udsigelsesmedium, nemlig udstillingen. Wunderkammeret peger som greb mod den pludselige og uforudsigelige indsigt og i dette tilfælde gælder dette sådan set alle de involverede parter som mødes i dette transdisciplinære laboratorium.”

Eksistensen som fælles erkendelse
Der ligger en generel antagelse i projektet om, at den komplekse erfaring i kunsten kan finde en klangbund på tværs af Thomas Bohrs forskning i fluid dynamik, i Mark Dions måde at arbejde på som kunstner og i Eske Willerslev og Martin Sikoras DNA-studier.

”Det handler om at komme tilbage til kernen af, hvad eksistensen er og rummer. Og vi vil – for at sige det flot – gerne nå ind til kernen af, hvad kunstoplevelsen rummer. Som udgangspunkt har vi ladet os fascinere af de fortællinger som disse videnskaber repræsenterer og tænkt, at dette måtte da være det bedste udgangspunkt for et samarbejde,” fortæller Christiane Finsen, der rigtig gerne vil nå ud over de dårlige eksempler på temaudstillinger, hvor hvert værk udelukkende udvælges for dets illustrative kvaliteter.

”Vi vil nå ned i substansen, i syntesen, og det er jeg ret sikker på kan lade sig gøre med den faglige substans, der allerede er involveret i projektet,” pointerer Inge Merete Kjeldgaard.

En ny type museum som mål
Og det behøver ikke betyde, at udstillingerne bliver svært tilgængelige – tværtimod:

”Vi vil altid gerne åbne udstillingen for så mange som muligt, men kunstmuseerne har været rigtig gode til at give folk et indtryk af, at man skal vide en masse for at gå på kunstmuseum, og derfor er det meget let at føle sig dum i mødet med kunstinstitutionen. Vi kunne godt tænke os at ramme nogle andre forudsætninger for en god kunstoplevelse,” forklarer Christiane Finsen, imens direktøren nikker bekræftende.

”Ja, vi anerkender jo, at det vigtigste, man man har med på en kunstudstilling, er sig selv. Det er den erfaring og bagage, vi skal aktivere her i museet. Men man må også gerne fare lidt vild. Det er jo gerne i vildfarelser, at man opdager noget nyt, og det er den uforsigelighed og energi, vi gerne skulle generer ved at sætte disse fagligheder sammen. Det ved vi af erfaring kan have gode resultater for alle involverede.”

Udstillingsprisen har dog en større betydning for direktøren, der som antydet har arbejdet på den her måde i mange år.

”Vi håber jo på at kunne bygge et nyt kunstmuseum i nær fremtid. Og når jeg siger nyt, så er det nyt på den måde, at det er en type kunstmuseum, man ikke har set før. Den her pris er en yderst belejlig anerkendelse af den målsætning og det, vi har lavet her på museet siden slutningen af 1990’erne. Den her udstilling er kort sagt ikke et éngangsknald – det er faktisk sådan, vi arbejder. Derfor er vi også ellevilde af begejstring over det her. Det kommer virkelig til at betyde noget,” konkluderer Inge Merete Kjeldgaard.