Fra gennemsnits-mennesker til hvide bjørne

Stemningen er afslappet, mens folk kommer dryssende og lister sig ind på pladserne i rum46 under aftenens første performance. Ubemærket går det ikke hen, for i det lille lokale i Studsgade kan man følge med i alt, hvad der sker, og ens egen tilstedeværelse er nærmest ligeså markant, som den optrædende kunstners.

Og det er netop det, som gør performancegenren interessant for arrangørerne. Den menneskelige tilstedeværelse og en anden form for opmærksomhed, end den man oplever på en kunstudstilling.

 

”Performancen er en en-til-en oplevelse af det, kunsteneren har skabt,” fortæller billedkunstner Ragnhild May, som studerer på det Jyske Kunstakademi og er en del af styregruppen bag PERFORMANCErum. ”Som kunstner er de virkelig interessant, at kunne iagttage publikum og få direkte reaktioner på ens værk.”

 

PERFORMANCErum er en selvstændig satellit under rum46, som vil skabe en platform for performancekunst i Århus. ”Man oplever tit performances til eksempelvis ferniseringer, men her manglede et konkret rum for performance”, fortæller billedkunstner claus ejner, som er en del af styregruppen og selv stiller op med performances til arrangementerne. ”Det, der er interessant, er at skabe et rum – en platform – så værkerne ikke står og flagrer. Det er en måde at skabe samling på”.

Den hvide bjørn dukker op til overfladen
Folkene bag PERFORMANCErum, som, udover claus ejner og Ragnhild May, består af billedkunstnerne Ida Retz Wessberg og Søren Krag, vil bruge lokalet til at eksperimentere med deres værker og hele performancegenrens form. Samtidig henter de også inspiration udefra, ved at invitere eksterne performere til arrangementerne.

 
Aftenens gæst er Ulla Hvejsel, som opfører sin performance Menneskeret, hvide bjørne, og spørgsmålet om hvordan man egentlig staver til Dostoyevskij. I 1863 skrev Fyodor Dostoyevskij, i sine Vinternoter om sommerens indtryk, at man uhjælpeligt vil få en hvid bjørn på hjernen, hvis man forsøger netop ikke at tænke på den. I et spil mellem det ydre og det indre, lykkes det Hvejsel at få bjørnen ud af hovedet ved ganske enkelt at tage den på.

 

Balancerende på en stak hvide bøger, tager hun en sprittusch frem og tegner en snude på sin næse og bjørnekløer på sine negle. ”Jeg er en overfladisk bjørn med en overfladisk snude og en overfladisk viden, der, siden 2009, har modbevist Dostojevskij ved at komme ud af hovedet og op til virkeligheden,” fortæller hun.

Performancen smager af foredrag, mens Hvejsel læser op fra tunge, hvide bøger med ’forbjørnede’ juriske titler, som Brølere i retten, Forskel på bjørne og Lovens mange bøvlede bogstaver.

 

Der tales om den almene menneskelige enighed kontra det indre kulturelle brøl – et indre brøl, som ifølge Dostojevskij for eksempel skaber en uundgåelig forskel mellem russere og vesterlændinge.

 

Det gennemsnitlige menneske
Midt i det politiske tema står claus ejner med sit performanceshow Jeg er et gennemsnitsmenneske og hiver os ind i et mere hverdagsligt, men eksistentielt rum. Showet er en samling af flere performances, som tematiserer og problematiserer, hvad det vil sige at være et gennemsnitsmenneske – både i konkret og mere abstrakt forstand.

Indledningsvist afklæder claus ejner sig sit tøj, så han står i underbukser og strømper, hvorefter han iklæder sig det igen. Tøjet består af bl.a. en sweatshirt og bukser med ‘knappetissehulsgylp’ – beklædningsgenstande, som henholdsvis kræver underskud og overskud at tage af og på; dermed er claus ejner et gennemsnitsmenneske.

 

 

Udover ord og fysisk tilstedeværelse gør claus ejner også brug af video og tegninger, hvilket understreger hans interesse for kombinationen af forskellige medier, som performancegenren muliggør.

Ligesom i hans tegninger ligger der i hans performance en humoristisk og nærmest naiv kommentar til vores omgivelser. En simpel måde at kommunikere en kompliceret verden – ligesom den overfladiske hvide bjørn gør det.

 

 

Kunst fra øst
Aftenen afsluttes med historietimen ved Henrik Broch-Lips, som perspektiverer til en mere dyster og direkte måde at gå til den komplicerede verden på. Med et blik på den kulturelle, om end ikke længere fysiske, mur mellem øst og vest, indledes temaet ‘Ideologikritik, overidentificering og totalitær performance som kunstnerisk avantgardestrategi’.

 

Her fremlægger han et historisk perspektiv, som blandt andet kommer ind på Oleg Kuliks performance som en lænket hund i 1996, men især lægger sit fokus på den performative musikgruppe Laibach og det multimediale avantgardekollektiv NSK.

Kunst fra øst, som udfordrer den vestlige modernismes selvudnævnte universelle gyldighed, gennem en ekstrem karikeret og approprieret fremtoning, der mimer den vestlige verdens stereotype billede af østeuropæeren.

Udtrykket er gennemført fascistisk og totalitært – og man kan kun lade tvivlen komme kunstnerne til gode og håbe på, at der er tale om subversiv, systemundergravende performancekunst.