Gallerirevy København sep 2017: Fra det mindste til det største

Japansk besøg i Marie Kirkegaard Gallery, Poul Pedersen fortolker fortsat tilværelsen ved hjælp sit visuelle alfabet, mens Kirsten Ortweds mageløse skulpturer i mangefarvet onyx synes at svæve på gulvet.

Et miniatureunivers
I nærværende gallerirevy vil vi starte med Marie Kirkegaard Gallery, som viser en udsøgt udstilling med titlen Phenotype (= individers morfologi, dvs. deres fysiske fremtoning, opførsel med videre). Her ses værker af dansk-japaneren Silas Inoue (f. 1981) og japanske Hiroshi Shinno (f. 1979). Begge kunstnere er optaget af naturen og deler bekymringen for menneskehedens nedbrydning af den.

Sidstnævnte viser forunderlige værker i miniatureskala i netsuke-traditionen. Shinno har skabt to fint ciselerede skulpturer i kunstigt harpiks og messing, bemalet med akryl. Skulpturerne er bedårende hybrider mellem blomster, sommerfugle og biller. H.C. Andersen ville have elsket dem! Man skal gnide øjnene for at spotte dem i herbariet på bordet. På væggen hænger desuden Shinnos Flora Danica-lignende fantasiblomster i miniatureformat – de er alle blevet antropomorficeret – dvs. fået en særlig personlighed. I et mørkmalet rum hænger også hans frygtindgydende, selvlysende skulptur som et røntgenbillede af en kæmpemæssig fisks – eller måske en drages? – rygrad.

Silas Inoues blyantstegninger af vrede, indestængte ulve er også gruopvækkende. De synes forgæves at sprænge sig ud af mahognirammerne. Naturens vildskab holdes her i ave af kulturens fængsel. Værker som Brødrene Grimm ville have elsket. På gulve og vægge ”vokser” desuden Inoues vilde skulpturer, der er skabt af nedbrydelige materialer som mug, sukker og madolie. De henviser på én gang til undergang, død og nye begyndelser…

Silas Inoue og Hiroshi Shinno: Phenotype. Marie Kirkegaard Gallery. Til 30. september.

Bogstavlege
Poul Pedersen (f. 1933) bor og arbejder i Paris. I sin kunst dyrker han bogstavet både som et visuelt symbol og som tegn. Det har igennem mange årtier resulteret i disse stramt komponerede, konkrete malerier bestående af lige dele signal, tegn, betydning, tekstur, farve, form og struktur. Poul Pedersen får en produktiv undren i gang i betragteren. Som når han på et lærred maler ordet (M)ord – det er angiveligt det sidste maleri, hvor han kan male runde bogstaver, eftersom han med alderen er begyndt at ryste på hånden. Derfor er ordbilledet et mord på alfabetet.

Udstillingen er med enkelte undtagelser et potpourri af ældre værker – herunder en trykt leporello (desværre udsolgt) med hans famøse stjålne alfabet. For mange år siden begyndte Poul Pedersen at stjæle bogstaver fra museernes billeder. Han maler bogstavbilleder af dem med samme typografi eller håndskrift og fører dem tilbage til digtekunsten for herved at genskabe en balance mellem de to kunstarter.

Udstillingen rummer også kvindeportrætter bestående af farvede felter – og bogstaver. Poul Pedersens bogstavbilleder rummer generelt geometriske mønstre med livlige farver og viser, hvor vital den legende kunstner stadig er – 84 år gammel.

Poul Pedersen: POLARmalerier MM. Galleri Specta. Til 23. september

Svævende, fnuglette og centnertunge skulpturer
I Galleri Susanne Ottesen mødes man for tiden af et frapperende syn: Billedhuggeren Kirsten Ortwed (f. 1948) har skabt ti skulpturer, der synes at være landet fra en anden planet. Igennem årtier har Ortwed med lige dele konsekvens og nysgerrighed udforsket og udviklet skulpturens formsprog og materialemuligheder og dens relation til det omgivende rum. Hendes nye udstilling Turning Time – at vende tiden – føjer nyt til denne bestræbelse: Den består dels af en lille suite af skulpturer i alskens materialer – fra snore til aluminium og frotté. De er anbragt på en hylde og ligner modeller til nye skulpturer.

Hovedattraktionen er skulpturerne, som er udhugget af kæmpestore onyx-blokke for derefter at blive finhugget til disse blødt modulerede, organiske former, inspireret af hendes monument i Norge fra sidste år med motiv af en meteorit, som faldt ned i Moss i 2006.

Skulpturerne synes at svæve som fnuglette stofstykker, der lige har ramt gulvet, selv om de vejer mellem 80 og 120 kg. Den anvendte onyx har flere forskellige farver. Den røde stammer fra Tyrkiet, den grønne fra Iran og den sorte fra Mexico. Onyx, som bedst kendes som en smykkesten, har disse fantastisk svungne striber, bestående af vekslende lag af mikrokrystallinsk kvarts. De anvendes for første gang i et så stort format. Ortwed har optegnet blå grid i fugerne mellem galleriets elegante fliser i funkisstil. De rette linjer spiller op til de sokkelløse skulpturers plastiske former. Det er negative former, der vrider sig indad, og som spejler universets krumninger.

Det er et inciterende, nyt formsprog, som her går hånd i hånd med et stærkt koncept. Onyx er dannet over hundredetusinder af år og hentes op fra jordens indre, mens meteoritter som den, der faldt ned i Moss, refererer til den store, ydre natur, kosmos.

Kirsten Ortwed: Turning Time. Galleri Susanne Ottesen. Til 7. oktober