Giften vi indånder

Lauren Greenfields udstilling Generation Wealth på Louisiana skildrer på fantastisk og foruroligende vis 25 års moralsk skred i en global, ultra-kapitalistisk verden. Her er status ikke længere for de arbejdsomme, men et spørgsmål om at forbruge og investere alt – selv sin krop – i en kultur, hvor det kun er pengene, der taler.

Money talks, siger man. Eller som Gordon Gekkos (Michael Douglas i Oliver Stones’ film Wall Street fra 1987) formulerede det i et årti, hvor markedskræfterne for alvor var ved at overtage verdens gang:

“The point is, ladies and gentleman, that greed, for lack of a better word, is good. Greed is right, greed works. Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit. Greed, in all of its forms; greed for life, for money, for love, knowledge has marked the upward surge of mankind.”

Dette er i korte træk fortællingen bag Generation Wealth, der er skildret i hundrede af fotos og interviews, en håndfuld videoværker og lige så mange bogudgivelser af Lauren Greenfield (født 1966) over de sidste 25 år, der beskriver forvandlingen af den amerikanske drøm fra et spørgsmål om at producere og bidrage til et spørgsmål om at forbruge og sætte sig selv først – og særligt at denne opstigning til berømmelse kan købes.

Generationsfortælling

Udstillingen på Louisiana er således også en endelig samlet generationsfortælling, samtidig med at det er en tematisk, retrospektiv udstilling af en af billedkunstens vigtigste dokumentarister. En markant kunstner, som har haft en dobbelt tilgang – som både fashion-fotograf for diverse glitrede magasiner og som kritisk granskende kunstfotograf. Hvad hun dokumenterede med den ene hånd, blev til kritisk materiale i den anden. Meget illustrativt optræder en 12 årig Kim Kardashian i kunstnerens serie fra L.A. (Fast Forward, 1992) om unges ekstreme forhold til penge og sociale markører, imens reality-serien Keeping up with The Kardashians, 27 år senere indtjener i omegnen af 800 millioner kroner årligt.

Materialet fra de 25 år (1992-2017) er samlet i både en dokumentar fra 2018 med samme titel (vises i Louisianas biograf tirsdage og søndage, ligger på DR (Den superrige generation) og kan streames på Filmstriben) og altså denne udstilling.

Fake it till you make it

Flere projekter indgår i udstillingens materiale, og vi møder børn, der kæmper for accept i en ekstrem pengekultur (Fast Forward), mødre der vil være evigt unge (New Aging), Hollywoods celebrity-kultur (The Cult of Celebrity), kvinder der sælger sin krop i klubkulturens og pornoens kyniske forbrug for at opnå uafhængighed (Sexual Capital), russere og kinesere der har viet deres liv til at adoptere en tom vestlig mainstreamkultur (New Oligarchy / Bling Dynasty), Wall Street-spekulanter der er (var) villige til at tilsidesætte alt (The Legacy of Gordon Gekko), islændinge der red på årtiernes mest ekstreme dollar-bobbel og faldt (The Fall), børnestjerner der sælges med sexindustriens indpakning (Princess Brand) og en række andre fortællinger fra kulturens fake it till you make it-manifestationer.

En grundlæggende dollar-blændet kultur, der tilsidesætter helt basale, humane behov og begrænsninger for at ‘lykkedes’. Men vi møder også dem, der kæmper imod disse kultur-repræsentationer i udstillingen. Fx en række kunstnere, aktivister og en gruppe brystkræft-ramte kvinder, der kæmper en indædt kamp mod populærkulturens køns-stereotyper.

Dokumentar som udstilling

Det er den helt store årsagssammenhæng og kultur-driver, der afsøges fra kunstnerens side. I dokumentaren er kunstnerens egen involvering i sin egen kultur også en del af granskningen, hvor udstillingen i højere grad retter blikket ud af.

Et spørgsmål, der naturligt dukker op, er, om udstillingen overhovedet tilføjer noget til filmen Generation Wealth – udover øget bevågenhed og en kunstinstitutionel cementering af dette projekts helt ekstreme relevans. I filmen er det enorme materiale strammere udvalgt, men til gengæld får man personernes personlighed under huden via Greenfields eksemplariske menneskelige indføling. Når det er sagt, så er det en visuel kraftpræstation, der udfolder sig på Louisianas vægge, og som ikke bliver mindre effektfuld af at blive pumpet op i store formater og projektioner.

Massekulturens vold

De skæbner, der skildres i udstillingens billeder er både objekter og subjekter. De er både produktet og individet fanget i et mere eller mindre erkendt spil, hvor alle idéer om autentisk identitet og kultur langsomt tømmes for substans ved mammonens uudtømmelige alter.

Som en sociolog i dokumentaren påpeger: “Det indtryk, man giver verden, fornægter ens egen virkelighed. Jeg betragter massekultur, især tv, som en form for vold. For døgnet rundt vises en opdigtet livsstil, som vi bildes ind, vi kan få. Det nærer en følelse af utilstrækkelighed.”

Den vold er der både mennesker, der grundlæggende erkender, og andre der aldrig kommer til at forstå blandt Greenfield’s kilder. Det er så absolut de vidner, der forstår deres vildfarelse, der giver Generation Wealth et lille skær af håb for den kommende generation. Det håb formidles effektivt i dokumentaren, hvor hun møder flere af hendes involverede skæbner 25 år senere.

Greenfields metode ligger i feltet inden for cultural studies, der satte nye dagsordener i 90’erne inden for særligt den amerikanske og britiske kulturkritik og den tids øgede kunstneriske fokus på spørgsmål om race, ulighed og markedskræfternes og mediernes evne til at skabe og vedligeholde et marked, kulturen, identiteten og stereotyperne. Det er et stykke hardcore visuel antropologi, der møder os.

“Når man dokumenterer populærkulturen, er det næsten som luften, vi indånder. Den findes overalt. Så det er svært at se klart. I mit arbejde studerer jeg ofte det ekstreme for at kunne se det almindelige,” forklarer Greenfield i dokumentaren, og uddyber i forbindelse med udstillingen på Louisiana:
“Jeg tror ikke, at det, mine billeder skildrer, kan marginaliseres, især ikke i en tid med Donald Trump. Uanset hvor meget vi har lyst til at sige: det her er ikke os, så holder billederne et spejl op foran os.”

Et spejl, der i dag skildrer en ultra-dekadence, en global virkelighed, konstant italesat gennem bl.a. mainstream og sociale medier, der trods sine surreelle logikker og menneskelige fornedrelse har legitimeret, at en af kapitalismens mest kyniske aktører kan indtage præsidentposten i verdens mest magtfulde nation.

På dagen for udstillingens åbning, sagde Trump yderst (u)passende nej tak til at besøge Danmark, fordi et køb af Grønland blev affejet af den danske Statsminister Mette Frederiksen. Yes, absurditeterne er til at føle på. Lige her, lige nu. Og det er sådanne surrelle virkeligheder, som Generation Wealth er fuld af, hvilket gør Generation Wealth til et af de vigtigste generationsstudier lige nu.