Giganternes fald
Med totalinstallationen Giganterne stiller Søren Martinsen kritiske spørgsmål til udviklingen i Sorø og til den omgivende natur. Ud over sine magtfulde naturalistiske landskabsmalerier, der koloristisk set er på syre, viser han videoer og skulptur. Det er både en giga-god og giga-vigtig udstilling.
Med totalinstallationen Giganterne stiller Søren Martinsen kritiske spørgsmål til udviklingen i Sorø og til den omgivende natur. Ud over sine magtfulde naturalistiske landskabsmalerier, der koloristisk set er på syre, viser han videoer og skulptur. Det er både en giga-god og giga-vigtig udstilling.
Med totalinstallationen Giganterne stiller Søren Martinsen kritiske spørgsmål til udviklingen i Sorø og til den omgivende natur. Ud over sine magtfulde naturalistiske landskabsmalerier, der koloristisk set er på syre, viser han videoer og skulptur. Det er både en giga-god og giga-vigtig udstilling.
Søren Martinsens (f. 1966) udstilling Giganterne indgår som den femte i Sorø Kunstmuseums udstillingsrække, hvor samtidskunstnere inviteres til at skabe værker i dialog med Sorø by eller opland. I 2014 viste man Tue Greenforts udstilling Butterland. Kunst, økologi og andre skalaer. Her tog han afsæt i den naturhistoriske samling på Sorø Akademi.
I 2015 tog Mette Winckelmann med udstillingen Tråde på tværs fat i museets omfattende samling af konkret kunst. I 2016 zoomede A Kassen med udstillingen Exterior ind på Sorø bys indretning af det offentlige rum, mens Sophia Kalkau med udstillingen Line of Circles sidste sommer tog afsæt i de to cirkelrunde vinduer i udstillingsrummets loft. Disse særudstillinger har alle fundet sted i kunstmuseets nye tilbygning på niveauet under jorden.
En bys transformation
Her kan man pt. opleve Søren Martinsens både seværdige og væsentlige udstilling, der omfatter otte monumentale landskabsmalerier med motiver fra den natur, som omkranser Sorø – en natur, som han dagligt krydser igennem og har på nethinden, da han bor i den nærtliggende by Glumsø og har atelier i Næstved. Desuden viser han en hængeskulptur samt to videoværker.
Her undersøger han den transformation, som Sorø har undergået fra central amtsby med nogle af Danmarks største kulturinstitutioner – Sorø Akademi og Kloster – til marginaliseret provinsby, der i dag er omkranset af industribygninger.
I sandhed en fortælling om, hvordan politikerne har udsultet provinsen siden anden halvdel af det 20. århundrede ved konstant at fratage den dens institutioner i centraliseringens og effektiviseringens navn. Udsultningen af provinsen – undskyld mig, men det er en af mine kritiske kæpheste – er en af de værste politiske massakrer i nyere danmarkshistorie.
Hvor provinsen før i tiden var et særdeles attraktivt sted at slå sig ned, især for børnefamilier, er den i dag mange steder blevet en udørk med faldende huspriser, færre institutioner og færre arbejdspladser end tidligere.
Provinsen har ellers så mange værdier – bedre plads, mere ro og nærhed, mindre kriminalitet og mere natur – men hvem vil bo langt fra de store byer, når den offentlige transport er dyr og dårlig, hvis den da overhovedet eksisterer, når der ikke er nogen daginstitutioner og skoler, ej heller noget velfungerende fibernet, intet apotek eller lægehus, intet bibliotek, ingen Brugs, uendelig lang vej til det nærmeste hospital etc.?
Nu tror politikerne så, at de med deres signalpolitiske manøvrer, der i øvrigt generer en større skare af embedsfolk, kan fixe fadæsen ved at udflytte nogle få institutioner fra København til provinsen. Det er og bliver dog kun et plaster på et styrtblødende sår.
Tab af betydning
Hele denne problematik løber som en understrøm gennem Søren Martinsens totalinstallation, for han kender om nogen til forholdene i provinsen. I sine to videoværker adresserer han problemet direkte. Her handler det om tømningen af provinsen i industrialiseringens navn, idet et stort antal industribygninger i dag slår ring om den ærværdige gamle by Sorø, hvor kirken og akademiet var Danmarks pryd i fordums tid. Det vender vi tilbage til om lidt.
Det er en fejende flot udstilling, der dog ville have vundet ved at blive vist på overetagen, for man føler sig lidt forvist i disse mørke, nedre regioner af den ellers markante og originale tilbygning, som er tegnet af Lene Tranberg.
Magtfulde malerier
Skønt de otte maleriers motiver refererer direkte til Sorø-egnen, kunne de lige så godt stamme fra andre egne af Danmark. De ser ud, som var de malet på syre, så stærke er farverne, og så stiliserede er naturens egne former – ligesom det perspektiviske rum er mærkelig fladt og popkunstagtigt.
Gengivelserne af værkerne i kataloger og plakater får dem til at ligne de rene postkort, men IRL og tæt på er de stofrige, og Søren Martinsens ‘penselskrift’ i de undertiden tykke lag af olie- og akrylmaling træder klart frem. Lad det være sagt med det samme: Martinsen er en virkelig god maler.
Motiverne har han hentet i sin hverdag, når han kører sine børn til skole og fragter sig selv på arbejde. Han har fotograferet landskaberne og malet efter fotografierne – det er nok også en af grundene til, at de umiddelbart virker så fotorealistiske.
Det er det danske kulturlandskab, for vi har som bekendt ingen oprindelig natur tilbage i Danmark. Alt har været udsat for menneskenes rationelle indgreb. Koloristisk er Martinsen også en mester, der spænder farverne kontrastmæssigt op mod hinanden – især grønt og blåt.
I maleriet Landskab med høballer (2018) er perspektivet vildt fladt og inddelt i horisontale ‘bånd’. Den cylinderformede høballe, som er i forgrunden, synes næsten at trille ud af maleriet. I baggrunden anes nogle helt syrede, blå træer, der kunne være ‘sat’ af en symbolistisk maler.
Hvert eneste græsstrå i forgrunden er imidlertid minutiøst malet. Jeg gætter på, at Søren Martinsen har elsket dette lidt nørdede arbejde på lærredet.
Spejlet ellesump
Til gengæld har han henlagt Sorøs store monumentale bygninger i et mystisk blågråt tågeslør (Dissolve, 2018), som for at give dem en lidt spøgelsesagtig fremtoning – som var de indhyllet i et erindrings-‘filter’.
Og et enkelt blå-sort nattebillede – fremragende og skarpt sanset (Nocturne, 2012) – er det også blevet til, ligesom han i udstillingens efter min mening allerbedste maleri Flommen (2018) holder sig til en ret kølig palet.
Billedet er en replik til Sorø Kunstmuseums guldaldermaleri Japetus Steenstrup og Frants Jacobsen på ekskursion på Flommen, som Hans Georg Harder malede i 1840-45. Dette engområde uden for Sorø er i dag fredet. Her er der en ellesump, hvor røde elmetræer vokser og slår rod i det mærkeligt sorte mosevand. Dette sublimt malede motiv med træstammer, grene og lange, tynde stængler med blomster er hovedsageligt spejlet i vandoverfladen.
Elegi om Sorøs fortid
Installationen – eller hængeskulpturen Uden titel – Humlebi (2018) – har Søren Martinsen skabt i hvidmalet træ. Den viser i stiliseret form de industribygninger, som i de senere år er skudt op uden for Sorøs centrum. Disse firkantede, ansigtsløse og brutalistiske bygningskroppe hænger hulter til bulter som en slags kommentar til den rationelle grimhed, der præger meget moderne byggeri – og da især industriarkitekturen.
Hængeskulpturen går i direkte dialog med titelværket – to-kanals videoværket Giganterne (2018) – hvor Søren Martinsen viser den gamle Sorø bys store, ærværdige institutioner kontra den moderne industrielle bys rædsler. Her har han ladet bygningerne tale selv.
Vi hører henholdsvis en ældre kvinde, som taler et kultiveret og lidt antikveret dansk og en ung mands vitale og energifyldte stemme, der er ladet med fremtidsoptimisme. En meget smuk og tankevækkende og også morsom video – der former sig som en elegi om Sorøs tabte storhed.
Udstillingen bæres igennem af Martinsens skarpe og vægtige kunstværker. Men derudover leverer han et stærkt kritisk indspark til den førte provins-politik, sådan som kun en sand æstetiker kan levere den: ved at svare verden igen med værker. Samtidig markerer udstillingen Sorø Kunstmuseums 75 års jubilæum.