Giv publikum AI-kunsten med hjem

Et værk på Louisianas aktuelle udstilling udstiller det generative ved AI, og det får Emil Skovlykke Carlsen til at fundere over genrens potentiale. Hvilket samtidig kan få os til at reflektere over, hvad der får os til at klassificere AI-kunstens output som alt andet end kunst.

Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

I Louisianas aktuelle udstilling Det uerstattelige menneske indgår en robotarm, der skriver manifester. Værkets navn er Manifest af robotlab fra 2008. Det foregår på den måde, at den mekaniske orange arm med en præcision og nænsomhed, der virker mærkelig uproportionel med dens størrelse og tekniske hårdhed, med kuglepen skriver på et stykke hvidt papir fra en rulle.

Robotarmen skriver AI-genererede manifester på papiret, som derefter rives af og falder til jorden. Her kan publikum samle dem op og tage dem med hjem. Da jeg var på udstillingen, havde jeg ikke tålmodighed til at vente på, at der faldt et stykke papir ned – for selvfølgelig ville jeg gerne have et ark med hjem. Men ligesom de middelalderlige skrivere var lang tid om at skrive bare én manuskriptside, var også robotarmen en tålmodig håndværker.

Med beskrivelsen af den oplevelse er vi inde på den dobbelthed, som ligger i værket, og som peger på nogle centrale elementer ved AI-produceret kunst: Man kan på den ene side argumentere for, at det maskinen laver, er manuskripter, håndskrifter, jvf. det langsomme arbejdstempo, det unikke ved hvert enkelt side (både i forhold til dets fysikalitet og dets indhold); men på den anden side kan man lige så vel påpege, at manifesterne, netop fordi de produceres i én strid strøm, potentielt til evig tid, mister det præg af håndværk og tænkearbejde, som karakteriserer det menneskelige arbejde, og at de forskellige afrevne manifester, uanset at de er forskellige i indhold og er “håndskrevne”, alligevel ikke er unikke (hvad den computerlignende skrifttype – og der er netop tale om en skrifttype, noget mekanisk – også er med til at fastslå).

Grunden til at vi står i denne dobbelthed, mener jeg, er, fordi værket udstiller det generative ved AI, og dermed også den opløsning af det originales grænser, sådan at det falder sammen med kopien. Hvor det før trykkekunstens opfindelse ikke var muligt at lave to kopier af ‘samme’ tekst (hvorfor komparative læsninger f.eks. først opstod efter trykpressens opfindelse, jvf. McLuhans The Gutenberg Galaxy), kunne man argumentere for, at det i AI-kunst ikke er muligt at lave to forskellige tekster. Al AI-generet kunst har det med at flyde sammen. Det mister sin enhed, uanset at det, målt på menneskelige præmisser, burde tælle som unikt.

Vi kunne forsøge at teoretisere os frem til, hvorfra denne kopieret-hed eller mangel på originalitet kommer. Måske er det fordi vi dømmer AI’ens generative egenskaber som proces og ikke som produkt? Med en efterhånden forældet kunstteori kunne vi sige, at et værk må være skabt af en eller anden skaberkraft, ikke af noget mekanisk, hvis det skal være et værk. Det mekanisk fremstillede er i bedste fald håndværk, fordi der ikke ligger nogen skabende bevidsthed bag. Vi kan derfor måske værdsætte dét at sætte AI’en op, idet algoritmen, der producerer manifester, er en kunstnerisk proces, ligesom dét at udtænke konceptet er det. Robotlabs manifest er da også et værk, men de manifester, den producerer, har vi sværere ved at kategorisere som værker.

Men lad teoretiseringen ligge. Hvad jeg ønsker at pege på med beskrivelsen af denne generative skrivemaskine, er nogle af de muligheder, som der ligger i kurateringen af AI-kunst. For med tabet af det unikke og det originale falder også museets grundlag bort: Nemlig museet som noget, der indeholder noget særligt. For det er netop ikke noget særligt at få en manuskriptside i hånden, som der kan laves tusindvis af ‘uoriginale’ generative udgaver af. Eller at se et afsnit af den uendelige AI-genererede sitcom Nothing, Forever, som man lige så godt kunne gøre derhjemme.

Med dette brud på museets grundlag bliver det muligt at give publikum kunsten med hjem. Manifest gør det allerede. Jeg vil mene, at konceptet kan udbredes endnu mere. Hvorfor ikke printe personlige programmer ud til hver enkelt gæst ud fra en lille samtale med en chatbot? Eller lade gæsternes bevægelser afspejle sig i et kunstværk, der kan printes? Eller lade det være en skulptur, der printes på en 3D-printer, som en heldig gæst kan tage med hjem? Eller måske endda placere i udstillingen, sådan at publikum inddrages i kurateringen af de ‘unikke kopier’?

Fremstillingen af AI-kunst på museer ville på den måde maksimere sit potentiale. Nemlig ved eksponering af AI’ens spændvidde – og samtidige begrænsning netop i kraft af denne bredde.

Og vi som publikummer kan tage et ‘unikt værk’ med hjem, som vi kan bruge til at reflektere over, hvad vi egentlig mener, vi laver, når vi laver kunst, idet AI’ens generative egenskaber netop er det, der får os til at klassificere dens outputs som alt andet end kunst.