Hil den mørke løvinde, Zanele Muholi

Den sydafrikanske fotograf Zanele Muholi spænder vidt i udstilling på Gl. Strand. Her er både iscenesatte selvportrætter, der spiller kritisk på visuelle koder for sort identitet, og dokumentariske serier fra queer- og transmiljøer. Stærke vidnesbyrd for, hvordan et særligt engagement på tværs af liv og arbejde kan animere et kunstnerisk oeuvre uden at afskrive det ligeså væsentlige aktivistiske aspekt i kunstnerens virke.

Gl. Strands solo-udstilling med den sydafrikanske fotograf og visuelle aktivist Zanele Muholi (f. 1972) indledes med et budskab, skrevet på væggen: ”Min mission er at skrive en ny sort queer og trans visuel historie om Sydafrika, så verden får kendskab til vores modstand og eksistens i en tid, hvor hadforbrydelser i og uden for Sydafrika er på sit højeste”.

Men hvordan gør man det?

Muholi (som benytter pronominerne de/dem) anvender flere forskellige greb, og Gl. Strands omfattende præsentation af deres arbejde over tre etager viser både variationen og tyngden i de enkelte greb.

Der er flere dokumentariske serier. For eksempel en portrætserie af personer i Muholis omgangskreds, som er nået op på mere end 500 portrætter, og som er skabt med det specifikke mål at sikre den historiske repræsentation af personer, som ellers bliver overset.

Der er også en serie af iscenesatte fotografier, hvor Muholi selv står model i motiver, der spiller på kulturelle koder for sort identitet, men også trækker på Muholis personlige familiebånd og kritisk kommenterer på Sydafrikas historie og den fortsatte diskriminering af sorte.

Krop og forbrydelse

Udstillingen er opbygget kronologisk og starter med en serie af Muholis tidligste fotografier, Only half the picture (2002-2006).

Det er fotografier, som tematisk omkredser livet som queer sydafrikaner, og som akkompagneres af filmen Enraged by a picture, hvor Muholi responderer på den stærke respons, de fik på serien. En respons, de ikke var forberedt på.

Motiverne zoomer ind på udsnit af kroppe, nogle let pornografiske, andre snarere optaget af ens relation til kroppen, om det så er behåring, menstruationsblod eller indsnøringen af brysterne med gazebind for at fremstå med en maskulin positur. Ingen af motiverne er voldsomme, snarere underspillede i deres intimitet, men de er alligevel stærkt effektfulde.

Blandt værkerne i Only half the picture er der fotografier af ofre for hadforbrydelser, og det er blandt andet de billeder, som skabte en stærk reaktion hos publikum. En kvinde interviewet i Muholis film udtrykker det for eksempel som et dobbelt overgreb, at kvinden, der for kort tid siden er blevet voldtaget, indfanges fotografisk i et udsnit, der zoomer ind på hendes skød.

Visuel aktivisme

Det er en generel styrke ved udstillingen, at fotografierne akkompagneres af tekst og film, som uddyber og udfolder fotografiernes baggrund og kontekst.

Ikke fordi fotografierne ikke kan tale for sig selv, men fordi de også taler ud fra en særlig situation, som kan fordybe vores indblik i Muholis bevæggrunde, såvel som i de forhold, de belyser.

Muholi anser sig ikke primært som kunstner, men derimod som en visuel aktivist, der synliggør og nuancerer vores forestilling om mennesker, som på grund af deres udseende eller identitet ellers typisk bliver mødt af fordomme eller forbliver usete som individer.

Muholis engagement i sort queer og trans visuel historie viser sig på mange forskellige måder: en serie af fotografier dokumenterer bryllupper blandt lesbiske; en anden deltagere i Miss Gay Beauty-konkurrencer.

Dertil er de med i kollektivet inkanyiso, der betyder lys på isiZulu, som er Muholis modersmål, hvor de lærer andre at filme og dokumentere gruppens arbejde med queer aktivisme.

Udstillingen viser et udsnit af gruppens visuelle arkiv over demonstrationer og andre væsentlige begivenheder.

Somnyama Ngonyama

Gl. Stands største udstillingssal på tredje etage samler Muholis serie af iscenesatte portrætter med fællestitlen Somnyama Ngonyama (som på dansk betyder ’Hil den mørke løvinde’).

Her spiller Muholi på visuelle koder for sort identitet, som forstærkes, forvrænges og ironiseres, samtidig med at de kommenterer på apartheid og diskriminering af sorte. Motiverne er båret af sort-hvide kontraster, som en slags koloristisk kommentar til fortidens firkantede kategorisering af individer.

Deres hud er gjort mørkere, og hårets kunstfærdige frisurer inddrager alskens hverdagsobjekter som en stol, en lampe, forskellige tæpper, blyanter, klemmer og sågar en støvsugerslange. På billederne fremstår Muholi som en hybrid: halvt menneske, halvt stilleben; halvt subjekt, halvt objekt, hvor deres stærke blik ofte skærer igennem iscenesættelsens kunstfærdige pacificering og insisterer på at være mere og andet end et objekt.

De genstande, som indgår i portrætterne trækker på referencer til apartheids brutale systemer, som blyanten der afgjorde, hvilken race man tilhørte – alt efter om den sad fast i håret eller trillede ud – eller gummihjul omkring halsen, som blev brugt ved henrettelser.

Andre motiver udgør en hyldest til deres mor, der arbejdede som hushjælp; en typisk form for lavtlønnet arbejde, som mange sorte kvinder blev henvist til.

Fra Instagram til kunstudstilling

På Gl. Strand er Somnyama Ngonyama installeret i individuelle rammer med enkelte billeder forstørret op til væggens hele højde. Dertil kan man se endnu flere variationer fra serien i en løbende lysbillede-projektion, en strategi der anvendes for flere andre serier i udstillingen.

Motiverne er således ikke tiltænkt et specifikt fotografisk format. Faktisk er de iscenesatte portrætter også motiver, som Muholi løbende poster på sin Instagram-konto, fordi det rent etisk er enklere at anvende motiver med de selv frem for af andre.

I alle deres øvrige projekter er portrætter og motiver taget i samarbejde med de portrætterede. De er deltagere og ikke objekter for deres arbejde.

Muholis arbejde spænder over en bred vifte af æstetiske udtryk, selv om de alle grundlæggende er rundet af det samme fælles ærinde om ”at skrive en ny sort queer og trans visuel historie om Sydafrika”.

Æstetisk er der stor forskel på de vanvittigt smukke iscenesatte portrætter, der legende og kritisk spidder vores kulturelle forestillinger, mens Muholi møder os ansigt til ansigt, og de mere dokumentariske og underspillede glimt ind i lesbiske kvinders liv.

Begge er dog stærke vidnesbyrd om, hvordan et særligt engagement på tværs af liv og arbejde kan animere, hvad jeg med Gl. Strand sagtens tør kalde et kunstnerisk oeuvre uden på den måde at afskrive det ligeså væsentlige aktivistiske aspekt i Muholis virke.