Himlen over København

Hannah Toticki har invaderet den øverste etage på Copenhagen Contemporary med sit lager af skytsenglevinger, glinsende kroner og små mennesker i big bags, der skal dæmme op for arbejdspres og et uoverskueligt følelsesliv. Midt i al tristessen er det faktisk ret sjovt, livsbekræftende og ømt.

Et godt stykke inde i Hannah Totickis (f. 1984) udstilling Gudernes Lager på Copenhagen Contemporary ligger fire mapper på et bord. De ser ikke ud af ret meget, men materialet i dem er stort og rørende.

Indholdet er en del af det researchmateriale, der er gået forud for Hannah Totickis samling af skytsengle, som hænger og knejser i jernophæng, tæt installeret som tøjstativer i en fin forretning, og er stærkt besnærende at gå og ose imellem.

Det er alene vingerne til skytsenglene, der er bearbejdet her, med hvert sit løjerlige, menneskelige udtryk. De skal værne mod arbejdsslid og skrøbelighed, er stofligt tiltrækkende og smukt udført i alskens former og klare farvetoner, der passer som fod i hose til det helt rosa-malede trægulv i salen.

Når jeg læser deres titler og ser, hvordan Hannah Totickis fortolkning i vingerne læner sig vittigt og følsomt op ad dem, sprutgriner jeg let og er helt med; Til skytsengle for de socialt akavede, Til skytsengle for intelligent brug af automatiserede beslutningsprocesser, Til skytsengle for følsomme mennesker på et vanvittigt arbejdsmarked og Til skytsengle for mennesker, der ikke kan nå deres liv, lyder titlerne blandt andet.

Yes, dem kunne jeg godt bruge et par stykker af og sms’er straks fotos af sted til en veninde, der netop har betroet mig sine arbejdslivsfrustrationer.

Men det er alligevel indholdet i mapperne, der får mit hjerte til at hoppe. Da jeg får sat mig ordentligt ned og begynder at læse, er det svært at forlade dem igen.

I chartekker er stakkevis af vidneudsagn, tanker, tekster og tegninger fra mennesker, som har medvirket i de workshops, Hannah Toticki satte i sving på højskoler og i en læsegruppe på et bibliotek blandt andet, inden hun begyndte at forme sine vinger. I alt 300 vidnesbyrd fra mennesker, som blev bedt om at beskrive skytsengle, de har i forvejen eller ville ønske, de havde.

Arkiv over samfundstilstanden anno 2023

Jeg bliver rørt over samarbejdet. Det er hjerteskærende at være vidne til de private fortællinger, der giver mig et praj om samfundstilstanden anno 2023. Alt det, vi går og kæmper med eller er optaget af, er samlet i det komprimerede arkiv: frygt, sorg, smerte, ensomhed, omsorg, ængstelse, vildskab og vovemod.

Et ungt menneske skriver om en skytsengel mod sin alt for tidlige kræftsygdom, der endte ud i ensomhed, en anden om sin far, der er psykisk sårbar, en tredje beder om en skytsengel til alle flygtninge og immigranter, der forsøger at integrere sig i nye samfund, en fjerde om en engel til at beskytte ensomme ældre mennesker på plejehjem.

”Min skytsengel kommer, når mine gennemsigtige lidelser træder frem. Udseende: en kappe, gennemsigtig, eksempelvis af plastik,” står der et sted.

Den synes jeg at kunne genkende blandt Hannah Totickis sammenrend af vinger og kommer til at tænke på Wim Wenders’ 1980’er filmklassiker Himlen over Berlin, hvor engle flyver over byen og lytter til menneskers tanker og hjælper dem til trøst.

Frisat

I de prosaiske plastikchartekker får jeg som en bedre skytsengel mulighed for at lytte til samtidens bekymringer, og Hannah Toticki breder sine beskyttende vinger ud – i alt fald over det slid, arbejdslivet har sat i os.

For i sin udstilling, der er inddelt i tre zoner, belejret af hvert sit lager af englevinger, keramikkroppe i big bags og keramikkroner, peger hun på, at vores arbejdsliv er vores nye identitetskappe, opstået i et tomrum efter, at det moderne samfund i vestlig filosofisk tradition har besluttet, at Gud er død.

Den tro, vi tidligere lænede vores identitet op ad, er for mange mennesker pist forsvundet og på godt og ondt erstattet af vores arbejdsidentitet, må vi forstå (godt hjulpet på vej af Mette Frederiksens ønske om, at vi skal arbejde endnu mere, som hun formulerede det på Socialdemokratiets kongres dette efterår, og som Hannah Toticki mindede os om på udstillingens åbningsdag).

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad mennesker uden et arbejdsliv eller en arbejdsevne så må identificere sig med. På den positive side måske noget aldeles befriende og meget mere medmenneskeligt nært! De keramikversioner af menneskekroppe, der ligger nøgne i nogle big bags i udstillingens første zone, kan være et billede på nogle frisatte sjæle, der tager en pause fra det jordiske arbejdsliv.

I 15 store hvide poser med håndtag, dém man blandt andet bruger til byggeaffald, ligger fint forarbejdede små jadegrønne nøgne menneskelignende kroppe og fiser den af, drømmende. Hvil kalder hun dem for. ”Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive og af jorden skal du igen opstå”, siger præsten i den protestantiske kirke til vores begravelser. I vægteksten peger udstillingen på, at drømmene gennem historien er blevet opfattet som en forbindelse mellem det menneskelige og det guddommelige, og at præster og præstinder i de antikke religioner fortolkede menneskers drømme.

Men hvis Gud er død, hvem skal så tolke de her små grønne menneskers drømme? Umiddelbart ser de ud til at trives. Jeg får en følelse af, at jeg sniger mig ind på livet af dem og belurer private øjeblikke, hvor der ikke længere er nogen religion eller arbejdsliv, der har sat en ramme for det, der går gennem deres sjæle og kroppe. Og dog, for poserne er til at flytte rundt på, med kraner for eksempel, der tager fat i tunge big bags belæsset med jord eller byggeaffald. Som i et nyskabt The Truman Show ligger de her uvidende i hver deres intimsfære, trimmet for grøn vækst, og er alligevel styret af nogle større (arbejdsmarkeds)kræfter.

Uregerlig

I tredje zone gælder det Hannah Totickis kroner – installeret på høje, smalle hvidpolerede borde, der på afstand får dem til at ligne mesterværker i en kagekonkurrence.

De umage kroner i alskens afskygninger er udført i keramik og overhældt en glinsende farvemættet glasur, der får det til at hvine i min søde tand. Her er det igen sjovt at sammenholde tekster og værker.

Historisk er kronen båret som et symbol på regenters magt med direkte forbindelse til det guddommelige, men i Hannah Totickis verden er det gået helt galt. Kongerne, der ønsker at være Regent over sex appeal, … indbakken, … personal space, …længsel og stressede morgener synes at have tabt kampen. Hannah Toticki har fat i det hjørne af vores liv, som det er komplet umuligt at få kontrol over, og som giver de værste neurotikere, perfektionister og kontrolfreaks et dagligt sammenbrud.

Hannah Toticki har taget vores arbejdsliv og -pres under sine vinger i sine fysiske værker og performances, siden hun dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016. Her peger hun gennem sin underspillede, smågakkede humor på, at stress, udmattelse og søvnproblemer ikke er private anliggender, men kollektive lidelser genereret af et kapitalistisk system på global plan. Hun har udstillet både nationalt og internationalt med soloudstillinger på blandt andet EMST i Athen i 2023 og MOCAD Museum of Contemporary Art Detroit i 2021.

Nu har hun fået sin første soloudstilling hertillands, og det i Copenhagen Contemporarys godt 1.000 kvadratmeter store rum øverst oppe i den enorme kunsthal. Netop den sal har generelt den udfordring, at den kan minde om en sportshal. Skønt hele Copenhagen Contemporary er gedigent og smukt renoveret, kan det rundbuede loftrum med de filtlignende, lyddæmpende vægge og det lyse trægulv godt sende mig afsted mod en messehal i provinsen et sted.

Det er Hannah Toticki kommet elegant udenom. De tre lag i udstillingen, inddelt i hvert sit rum, skaber intimitet, ømhed og små glædesudbrud på trods af de åbne vidder og stramt opbyggede konceptuelle rammer. Hendes farver, stoflighed og blanke glasurer besnærer mig. Jeg får lyst til at tage en grådig bid af hendes kroner, påføre mig englevinger og tage en lur i en af hendes jordposer.

Navnlig fordi hendes idéer til forløsning af de ret så deprime emner, punkterer dommedagstankegangen. Det er som om, hver zone og hvert værk giver mig en varm, forløsende krammer.

Og ser jeg mig omkring, tror jeg, de andre publikummer har det lige sådan. Ved indgangen hænger en gigantisk strikket skytsengel med nogle løsthængende flapper, som både unge og gamle publikummer strikker flittigt videre på. Nye farver og mønstre tager form og vidner om et myreflittigt publikum, der har lyst til at lade sig involvere.

Sådan virker det også henne ved skytsengle-mapperne, hvor nogle mennesker sidder og skriver nye ønsker for skytsengle ned på papirer og kommer dem i chartekker.

Jeg går hen og lurer på en spansk kvindes seddel, da hun er gået. ”A guardian angel without borders” står der med rund formskrift og et hjerte som punktum.