Hjertets digitale banken i Berlin

Menneskelige følelser og maskiner er blevet filtret sammen, og for mange af os er de nye teknologier blevet et dagligt drug. Også i år kunne man blive opdateret på vores vilde online-liv på de to festivaler transmediale og CTM i Berlin. Også i år fik vi færten af teknologiske verdener, vi måske vil forstå i morgen.

Her tales om alt det, som flimrer, bimler og skaber viral panik. Om dengang, hvor telefoner var koblet til væggen, og om nu, hvor Spotify er i stand til at fortælle dig, hvis du er trist.

Siden 1988 har transmediale, som bærer undertitlen ‘festival for art and digital culture’, samlet kunstnere, performere og tænkere for at udveksle ideer og udforske nye udviklinger indenfor elektroniske medier og kunst.

Følelser og empati i digital kultur

Haus der Kulturen der Welt emmer af aktivitet. Transmediale er et stort mashup af formater, et slags levende laboratorium for tænkning; studiecirkler, foredrag, debatter, filmvisninger og performances. Årets festival har ikke noget tema, men undersøger et – kærligt sagt – broget felt: Følelser og empati i digital kultur. Hvad bevæger os i dag?

Jeg spejder efter udstillingen, som plejer at være et omdrejningspunkt for transmediale – i 2018 var scoopet et kunstprojekt af transgender-aktivisten Chelsea Mannings – men i år er der ikke nogen udstilling i HKW, så vi kan se, hvordan vores algoritmiske online-liv ser ud. Man må til Spektrum for at se mini-udstillingen Creating Empathy. Her kan man bl.a. opleve Michael Angs City Refl3ctor, et bærbart apparat, som afhjælper, at vi – med vores øjne konstant rettet mod mobilen — ofte ikke ser de mennesker, vi passerer på vores vej, ved at blande vores spejlbillede med et andet menneskes. Derved deles identiteten for et øjeblik, og intimitet opstår i det offentlige rum.

For mere kunst må man besøge søsterfestivalen CTM (egentlig Club Transmediale), en 10 dage-lang lydlig maraton, som er vokset ud af transmediale. Festivalen fejrer 20 år med temaet Persistence og spørger, hvordan vi tænker kollektivitet og subkulturer, og hvordan man kan ryste identiteter og yde modstand til appropriation og kommercialisering.

Ikke megen Fack-ju

Udstillingen Persisting Realities på det tidligere hospital Bethanien viser værker af 18 kunstnere. I den fransk-guyanesisk-danske videokunstner Tabita Rezaires værk Seneb (2016) guider en gudindelignende skikkelse os ind i en verden af afrikanske spirituelle teknologier og lover os sundhed, visdom og meget andet.

I Oratório/Oratory (2019) undersøger brasilianske Vivian Caccuri forbindelsen mellem baslyden og ritualet/kulten: en række spinkle kirkelys bæver og er i fare for at blive pustet ud, hver gang højttalerne afgiver lyd. I sit videoværk The Plant (2018) viser tyrkisk-tyske Ali M. Demirel et post-apokalyptisk portræt af Detroit. Kameraet panorerer hen over faldefærdige murbrokker. Er der liv her?

Der er ikke megen Fack-ju-attitude i Bethanien. Mere tyste, healende kræfter.

På glatis med DJ

Anderledes på Berghain, som også i år runger af dystopisk noise, asiatiske acid-dronninger og distortede vokaler. I en af de rå betonhaller kan man endda løbe på skøjter til live-DJ’ing. I live-performancen The Mantis, skabt af kunstneren og kuratoren Nik Nowak, lydkunstneren Kode9 og rapperen Infinite Livez, drøner elektronisk doom-poesi ud af en fire meter høj tank-lignende lydskulptur, mens storskærme viser billeder af begivenheder forud for de to Tysklandes genforening.

Data-drugs

Vi befinder os langt fra Berlinerbjørnens varme favn. En lethjertet melankoli hersker i HKW’s vingelignende bygning fra 1957, et symbol på frihed i det koldkrigshærgede Europa.  

For mange af os er de nye teknologier blevet et dagligt drug. Menneskelige følelser og teknologi er på få årtier blevet filtret sammen.

Og sammenfiltringerne er det stof, som kunstnere i de kommende år vil bruge som råmateriale.

Talks om hvordan man forstyrrer sig selv

Så hvad tales der om? Der er talks om, hvordan man ‘forstyrrer’ sig selv. Om kollektive stemninger i usikre tider. Om erotisk begær og ikke-dual tantra i en tid, hvor kærlighed og netværk indgår i umage relationer.

Talken Algorithmic Intimacies handler om dating-apps og oplevelsen af intimitet, når den medieres gennem algoritmer, og hvordan firmaer tracker og kapitaliserer på vores vaner og begær.

Den australske kedsomhedsforsker Ben Anderson causerer over, hvordan oplevelsen af nuet har ændret sig. Skyldes apatien for meget eller for lidt adspredelse? Google er over 20 år gammel, altså ikke længere den nye dreng i klassen. Men vi har ikke lært at håndtere de uanede muligheder og lider af ‘mindless scrolling’; vi søger løs, efter bare et eller andet… Publikum er i øvrigt velkomne til at række hånden op, hvis de keder sig.  

En gruppe forskere fra Aarhus deltager i en serie på 19 fem-minutters foredrag i caféen. Beskeden er klar: At separere rationalitet og følelser er ikke længere muligt. Vi må tænke med maskinerne. De kan lære os meget om vores følelser.

‘Jeg er ofte ikke sikker på, hvad jeg føler’, siger en ung mandlig publikummer. Så hvordan tester vi det; hvor troværdige er maskinerne? Den megen fokus på ‘brugervenligt design’ gør brugeren passiv, siger en anden, og foreslår termen ‘non-friendly user design’. En i panelet spørger, om computere ikke bare er dumme, fordi vi er? Burde vi i stedet tale om Artificial Unintelligence?

Alle er dog enige om, at vi måske (endnu) ikke forstår de logikker, hvormed algoritmerne sker – men vi ved, at logikkerne eksisterer.

Digitale slag i ansigtet

“Hvad sker der? Menneskene bliver undertrykt, vi må gøre noget ved det”, står der på et skilt i performancen Real Estate of Emergency.

Jo, den post-digitale festival transmediale har fingeren på det oprørte – og det oprørske – hjerte.

I år er det lydkunstneren Darren J. Cunningham aka Actress, som med projektet Actress + Young Paint sætter de mest fluorescerende billeder på nethinden. Mens Actress spiller live, ser vi på en skærm et vibrerende, pulserende univers, hvor AI-karakteren Young Paint arbejder i sit studio.

Young Paint har igennem nogen tid lært sig programmering ved at studere Actress’ lydpalette, og er ovenikøbet i stand til at byde ind med egne soloer.

Her – i denne forvandlingskugle af billeder og improviseret lyd – er alt det, som transmediale og CMT gerne vil vise os: En virkelighed i konstant forandring, teknologiske verdener, vi endnu ikke har set og hørt.

Ting, som før eller siden rammer os med hårde digitale slag.