Hønse-mystik og samtidskritik i Berlin

Motivationen er i top, men vi kan ikke finde indgangen. Den tyske grundighed gav nemlig op, da man skulle lave et klart skilt: Eingang. Eller måske er det et kuratorisk komplot, et nyt syn på begrebet indgang. Vi spørger og finder. Ned af en trappe, forbi et advarselsskilt, ned i kælder, ind til…ingenting. Hvor er kunsten? Er det hele bluff? Så lyder der en kaglende kalden fra labyrintens næste rum.

Hønsehuset
Fra kælderens bunker-agtige klaustrofobiske indre går man op ad en lille trappe. Rummet åbnes til en kæmpesal, omkring 200 kvadratmeter med ovenlys. I rummet rejser en mægtig trækonstruktion sig – den hænger faktisk.

Rundt omkring og under spankulerer nogle kaglende høns, i det fjerneste hjørne pikker de i foderet, hvis de da ikke er på vej ud eller ind af døren, til den lille hønsegård i det fri.

En fysisk umulighed
Petrit Halilaj´s The places I´m looking for, my dear, are utopian places, they are boring, and I don´t know, how to make them real (2010) er ifølge kataloget en skulptur. Med indbygget hønserede med æg. Undervejs får man måske en anden forklaring fra en af de venlige og forklarende kustoder på KW:

At konstruktionen er et hus fra krigen i Kosovo, en del af Halilajs personlige historie, der skal genopføres i Kosovo efter biennalen. Men man forlader ikke skulpturen uden at bemærke, at konstruktionen er en fysisk umulighed. Hvordan holder den sig oppe?

Heldige høns?
Hønsetemaet går igen hos Halilaj, for eksempel i værket They are Lucky to be Bourgeois Hens (2008). Fem høns er blevet til én fjer, der undervands-svømmer i et akvarium. Det ser ud som om, der er sat strøm til. Oplyst af et neonrør bevæger fjeren sig under vandet, men uden nogen bevægelse på overfladen.

Titelskiltet på væggen forklarer dog, at ledningerne ender i små motorer. Samlet er det som om, Halilaj´s omfattende værker ender i en aura af mystik.

Tåget indsigt
Aura er netop det ord, der måske er mest dækkende for næste rum, kuratorens Kathrin Rhomberg´s eget bidrag: Et fuldstændigt hvidt rum, rungende tomt, over 100 kvadratmeter, oplyst af lige så hvide neonrør.

Her virker tåget, men der er ingen røg eller damp. I dette rum er der kun én anden åbning: Vinduet. Herfra er der udsigt til taget fra salen med hønsehuset nedenunder.

Kosovo-huset fortsætter op gennem taget på den rigtige bygning. Ok, sådan holder det sig oppe! Tilsyneladende. For der er naturligvis tale om et bedrag, lige som det interferens-fænomen, der fremkalder illusionen om røg i det hvide rum.

Traditionens fallit
Ud igen, op ad trappen, næste sal.

Vridende video med nøgen mand, fotos i C-print, video nummer to, og så video nummer tre, et par træskulpturer, og en væg med teksten:

“S A L E W A L L P A P E R B A N K R U P C Y S A L E W A L L P A P E R B A N K R U P C Y” som tapet.

Det kan læses på flere måder, men kunne synes at have betydningen: Kunst på en væg, traditionel kunst – video inkluderet – er gået fallit, reduceret til salgsfidus, stangvare, tapet…

Skizofren HD
Efter en kort pause kommer næste etages total-angreb på sanserne: En skizofren biograf.
I Mark Boulos´s videoinstallation All That is Solid Melts into Air (2008) konfronterer to kæmpe HD-TV-skærme hinanden med hver sin video. Video mod video.

Synet flakser mellem de to skærme, for man kan ikke se de to skærme samtidigt, fra noget sted i rummet.

Politisk kunst
Videoen til venstre er overvejende scener fra råvarebørsen, der er fotograferet som publikum til en fodboldkamp.

Videoen til højre derimod er fortællende, personlig, følelsesorienteret. Samlet set en stærkt politisk og personlig fremstilling af lokalbefolkningens lidelser og kamp under Shells olieudvinding i Nigeria.

De fleste bliver siddende i de godt 14 minutter, loopet varer. Men hele tiden forstyrres publikums koncentration af den anden skærm og dens lyde, og hovederne virrer skizofrent fra side til side.

Politisk kunst om man vil, men vel at mærke: I en helt speciel medie-mæssig konstruktion.

Kunstens perspektiv
Som arrangørerne hævder, så forholder værkerne på biennalen – i alt fald her på KW – sig absolut til vores omverden. Det er indlysende. Og naturligvis dyrkes der her på en biennale det specielle perspektiv og den specielle form, der tilhører kunstens verden.

Spørgsmålet bliver så endnu en gang, om kunsten beskriver omverdenen, eller om omverdenen bare er en undskyldning for at kunsten kan dyrke sit eget, kunstneriske perspektiv. Men andet har arrangørerne vel heller ikke lovet!