Hvad er det, du ikke forstår?

Vi var med på Esbjerg Kunstmuseum til Visionssalon under titlen Wunderkammeret: sansemæssig nærhed, hverdagsfænomener og kunst. Omdrejningspunktet for samtalen var potentialet i tværfaglige samarbejder mellem naturvidenskab og kunst, et kerneelement i museets aktuelle udstilling Flydende form. Et kompetent panel var parat på Esbjerg Kunstmuseet 7 februar, hvor museet i samarbejde med Bikubenfonden havde inviteret til såkaldt Visionssalon: Professor i fysik ved DTU, Tomas Bohr, professor og billedkunstner Ferdinand Ahm Krag, lektor i kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet, Rune Gade og Generalsekretær for Dansk Kulturinstitut Camilla Mordhorst.

Esbjerg Kunstmuseum modtog Udstillingsprisen Vision i 2017 for en serie udstillinger, der trækker inspiration fra Wunderkammeret som udstillingsformat. Flydende form er første udstilling i den tredelte udstillingsserie med temaet Sansemæssig nærkontakt med naturvidenskab og billedkunst. I udstillingen kan fluide dynamikker i laboratorieopstillinger opleves side om side med samtidskunst fra både ind-og udland.

Det tværvidenskabelige potentiale

Ferdinand Ahm Krag starter ud med at præcisere, hvordan det tværvidenskabelige potentiale mellem naturvidenskab og kunst gennem en årrække har været et populært tema på den internationale kunstscene.

Documenta 13 er et eksempel på et udstillingsformat, der bød på en radikal tværfaglighed, bl.a. via opstillinger af kvantefysiker Anton Zeilinger. Et nutidigt eksempel er udstillingen UUmwelt ved Serpentine Gallery i London. I samarbejde med hjerneforskere, biologer, computeringeniører og eksperter inden for kunstig intelligens forsøgte kunstner Pierre Huyghe at portrættere et nutidigt økosystem, hvor dyr, mennesker og teknologi er ligeværdige aktører.

På Esbjerg Kunstmuseum er det Wunderkammeret som udstillingsformat, der skaber tværfaglige møder mellem kunst og naturvidenskab. I udstillingen Flydende form låner man elementer fra renæssancens kuriositetskabinetter, Wunderkammeret, til at udfordre den måde museer traditionelt har forsøgt at forstå og organisere verden.

Camilla Mordhorst ser muligheder i Wunderkammeret som udstillingsformat, fordi det udspringer af en fundamental nysgerrighed over for verden. Mordhorst foreslår, at vi forlader opfattelsen af museet som dannelsesinstitution. I stedet skal museumsinstitutionen være katalysator for dialogen om den generelle undren, vi møder vores nutidsverden med. Menneskets fremtidige tilstedeværelse på jorden er usikker set i lyset af klimaforandringer og overbefolkning. Derfor er det på tide at finde nysgerrigheden frem igen for sammen at nærme os det, vi ikke ved, mener Mordhorst.

Dannelse eller diskurs?

Med dybe rødder i nationalismen blev museumsinstitutionen i 1700-tallet for alvor til en dannelsesinstitution. En dannelsesinstitution hvor man satte en ære i at opdrage individer til dydige samfundsborgere. I dag har museet ikke længere til opgave at opdrage nationen, men ud af denne tradition springer det faktum, at mange museumsudstillinger handler om at formidle fakta. At lære fra sig af alt det vi ved med sikkerhed.Her kommer Wunderkammeret med dets farverige hyldemeter af kuriøse genstande i spil som en alternativ udstillingsform, forklarer Mordhorst .

Det ældste og mest kendte eksempel er Ole Worms kuriositetskabinet. Betegnelsen Wunderkammer eller kuriositetskabinet udspringer af ’det der skaber forundring’. Wunderkammeret var ikke en samling af uvurderlige genstande udvalgt af fagfolk, som vi ser det i nutidens museumssamlinger. Samlingen fungerede nærmere som et laboratorium for alt det, Worm ikke forstod. Derfor var et kuriositetskabinet ikke opdelt efter kategorier såsom naturvidenskab, kultur og kunst men en tværvidenskabelig sammenblanding af uopklarede objekter.

Rent fysisk var ’udstillingen’ en række vitrineskabe arrangeret omkring et bord. Bordet er vigtigt i denne sammenhæng, for det var nødvendigt, når man tog tingene ned fra hylderne for at vende, dreje og røre ved dem. Denne form for undersøgende praksis, den fysiske håndtering af genstandene, er i dag utænkeligt. Det er dog en meget konkret måde at vække publikums nysgerrighed og bevæge sig væk fra museet som en institution, der formidler fakta fremfor diskurs.

For Mordhorst er det en styrke, at udstillingen Flydende Form søger at genvække nysgerrigheden, særligt via eksperimenterne opstillet af Thomas Bohr og hans team fra DTU, der opfordrer publikum til interaktion. Det forholder sig dog desværre ikke sådan, at Esbjerg Kunstmuseum ønsker at lade publikum interagere fysisk med de udstillede kunstværker.

Naturvidenskabens demokratisering

Rune Gade er en velbevandret kunstkritiker og udstillingsafkoder. Gade påpeger, hvordan udstillingen forholder sig til sammenhængen mellem naturvidenskab og kunst på et “formmæssigt associationsniveau”. Det vil sige, at den primære parallel mellem de udstillede eksperimenter og kunsten på væggene er, at de har visuelle lighedstegn. Et eksempel er badekarshvirvlen i Bohrs eksperiment, der oversættes til en hvirvlende orkan i Eske Kaths Hurricane Party (2006).

Rune Gade tydeliggør, hvordan det at forholde sig visuelt til verden, den verden vi bor og lever i, er et klassisk erkendelsesgreb. En måde at forstå vores omverden på gennem sansning. Et greb der altid gør sig gældende indenfor billedkunsten men sjældent indenfor naturvidenskaben, hvor udgangspunktet for undersøgelsen sjældent kan ses med det blotte øje, som det er tilfældet, når man eksempelvis undersøger fænomener som celledannelse og dråbedynamikker.

Professor i fysik Tomas Bohr, medkurator på udstillingen, taler derfor om det at inkorporere fysiske eksperimenter i en udstillingskontekst som et forsøg på at demokratisere videnskaben. Gøre det usynlige synligt. Dette gøres helt konkret i udstilling med transparente forsøgsopstillinger, hvor der kan skrues på indstillingerne og trykkes på knapper, der sætter processen i gang. Eksperimenterne anskueliggøres yderligere ved at blive videodokumenteret og projiceret op på væggen.

Med henblik på formidlingen er det som udgangspunkt overladt til beskueren selv at finde sammenhængene mellem de videnskabelige eksperimenter og samtidskunsten – et interessant form i lyset af Camilla Mordhorsts pointe om en mere undersøgende museumspraksis. Nysgerrigheden er tilstede, men svarene udebliver, et kendt greb indenfor kunsten, hvor spørgsmål ofte har forrang for svar.

Symmetri i kaos

Rune Gade beskriver det labyrintiske og intentionelt kaotiske udstillingsformat som et andet karakteristika for udstillingen. Meget heldigt, eftersom Esbjerg Kunstmuseum efter en sammenlægning med Esbjerg Musikhus er en lettere uigennemskuelig størrelse. Når man enten via elevator eller bagindgangen gennem køkkenet endelig har fundet frem til anden del af udstillingen er man, meget passende, godt forvirret. Rune Gade trækker en parallel mellem udstillingens kaotiske opbygning og den måde, vi kategoriserer verden.

Gade ser den visuelle udstillingsopbygning som en metafor for det at ’indse’ sammenhængen mellem bredere kategorier som naturvidenskab og kunst. At ’indse’ sammenhængen mellem vores egen erkendelse af verden, kunsten, og den ydre distancerede erkendelse af verden, naturvidenskaben. Foreningen af de to kan bruges til at fremkalde et klarere billede af en uvis fremtid, en vision.

Bohr kommenterer slutteligt, at menneskets evne til at sanse æstetisk bør udnyttes i en naturvidenskabelig praksis – I naturen såvel som i kunsten er der en symmetri, der skal være opfyldt, en symmetri som kan sanses men ikke nødvendigvis kortlægges videnskabeligt.

For at vende tilbage til Mordhorsts pointe om at opildne nysgerrigheden på ny, forbliver spørgsmålet stående, om det er på tide at overgive os til uvisheden og begynde at pille ved alt det, vi ikke forstår? Det er her kunsten, men også naturvidenskaben, står stærkest: i undersøgelsen af det vi ikke forstår.

Måske er vi klogere sammen?

Læs anmeldelsen af den aktuelle udstilling Flydende form her