“Hvad føler man egentlig, når man går ind i et kirkerum”?

Jeg er glad for, at en slotsbetjent viser vej, for man skal op ad trapper og igennem mange gange og korridorer for at komme til Venstres gruppeværelse på Christiansborg. Det er her i det blåmalede værelse med Cobrakunst på væggene (udlånt fra Museum Jorn), at anden udgave af Sanser & Finanser finder sted.

Sanser og finanser er et samtaleformat, hvor en billedkunstner og en politiker mødes til en uformel dialog om emner, der optager dem. I dag skal det handle om den religiøse sfære, og om hvordan kunsten og politikken spiller sammen den. Samtalepartnerne er tidligere kirkeminister Louise Elholm og billedkunstner Alexander Tovborg, mens moderator Emma Holten skal prøve at holde styr på snakken.

Formatet er sat i verden af Art Matter i samarbejde med Bikubenfonden, og den ædle tanke er at skabe frugtbare udvekslinger mellem verdener, der ellers kan synes langt fra hinanden.

Mange kunstnere vil faktisk gerne ud over rampen og har et mere eller mindre udtalt ønske om, at deres kunstneriske virke kan – omend ikke direkte skabe forandringer – så i det mindste give anledning til refleksioner til gavn for samfundsudviklingen. Omvendt er mange politikere oprigtigt interesseret i at lytte til forskellige stemmer, lade sig inspirere eller udfordre.

Louise Elholm har været folketingspolitiker siden 2007, valgt for Venstre, hvor hun har haft ordførerposter på familie-, bolig-, folkeskole-, ligestilling-, kirke- og forbrugersikkerhedsområdet, ligesom hun fra 2015 til 2019 var næstformand i folketingsgruppen. Som kirkeminister (fra dec. 2022 til nov. 2023) blev hun kaldt for en stille værdikriger, og samtalens moderator, Emma Holten, citerede hende for, at hun så sig selv som "en pedel for folkekirken".

Alexander Tovborg arbejder primært med maleri, og han er optaget af det religiøse billedsprog – hovedsageligt, men ikke udelukkende, som det kommer til udtryk i den kristne tradition. Kristusfiguren, Madonna med barnet og Noahs ark kan fremtræde som motiver i hans værker, men han destillerer gerne det religiøse billedsprog ned til en form for grundsubstans, udtrykt i ‘guddommelig’ geometri eller kernesymboler som solen og månen.

Treenighed
Det åbenbares hurtigt, at stemningen er løssluppen. Elholm har en smittende latter, og Tovborg viser sig at gemme på lidt af en showman bag det stille ydre.

En samtale, der skal favne forholdet mellem politik, religion og kunst – “den rigtige treenighed”, som Emma Holten indledningsvis kækt italesætter det – er noget af en mundfuld. Det er mildest talt et komplekst felt, og samtalen tillader sig at tage sine veje og vildveje.

Det kommer primært til at kredse om den kristne tradition, dens rum, billeder, værdier og magt. Dels er Louise Elholm erklæret kristen. Dels er Tovborg interesseret i, hvordan vi alle (med europæiske rødder!) er dybt påvirket af netop den traditions billedprogrammer.

Alexander Tovborgs totalinstallation med titlen Kirken på Charlottenborg sidste år er et udgangspunkt. Her iscenesatte han hele kunsthallen som et kirkerum med monumentale værker med bibelske billedfortællinger, blandt andet en tredelt altertavle, en døbefont, fresko-inspirerede vægmalerier og glasmosaik-lignende vinduespartier.

“Jeg har altid, siden jeg var barn, haft en hed vision om at skabe et rum, der var som en kirke”, fortæller kunstneren om udstillingen. “For hvad er et udstillingsrum egentlig? Mange sammenligner udstillingsrummet med en kirke, ligesom man også kan påstå, at kirkerummet er en slags udstillingsrum”.

Tovborg har andetsteds kaldt kirken for en portal til det store mysterie om skabelsen, men Louise Elholm ser på sin side kirken i et lidt andet lys:

“For mig handler kirken først og fremmest om det, der er mellem mennesker, og den måde vi behandler hinanden på – om næstekærlighed. Så har kirken et rum, og Alexander sætter det lidt på spidsen ved at lave en kirke i en kunsthal. Men det passer jo utrolig godt med vores protestantiske tankegang. Du behøver ikke at gå i kirke for at være troende. Du kan også tro derhjemme”.

Selvom Alexander Tovborg med udstillingen på Charlottenborg gik ret langt for at iscenesætte et katedrallignende, andægtig rum, designet til kontemplation over åndelige mysterier og spørgsmål, er han samtidig optaget af at reflektere over den kristne billetraditions stereotyper og magt.

“Jeg er optaget af, hvordan kirken arbejder strukturelt med kirkerummet. Ikke mindst går jeg op i billedets magt”, siger Tovborg og bruger som eksempel Madonna-motivet:

“Da min søn blev født, havde jeg ikke brug for at male mor-barn-motivet, da det blot ville være at reproducere kirkens billede og forestillingen om sønnen som verdensfrelser – vi er historisk blevet billedstormet af det billede, som var det en kampagne på instagram eller tiktok. Men da vi fik vores datter, begyndte jeg at arbejde med motivet, for nu kunne jeg hacke billedet og indsætte en pige i stedet for drengen. Udstillingen på Charlottenborg arbejdede meget med spørgsmålet om, hvor kvinden er i bibelhistorien. Der optræder mange kvinder i biblen, og de føder mange børn, men de har ikke nogle navne”.

Vi skal føle os små
Også kirkerummet arkitektoniske udformning er noget, der optager kunstneren, for “hvad føler man egentlig, når man går ind i et kirkerum”?

Spørgsmålet er stillet retorisk, og nu er det, showmanden rører på sig. Tovborg er oppe at stå og henne ved døren: “Vi går ind ad en kæmpestor dør, og det er ikke kun, fordi jeg ikke er særlig høj, at den er stor! Den er tung, man skal skubbe den op, den knager! Og inde i rummet skal vi hviske og kigge op”.

Tovborg sniger sig langs væggen. Salen griner. “Alt er skabt som en koreografi i proportion til mennesket og vores oplevelse. Vi skal føle os små”.

Louise Elholm har en lidt anden vinkel:
“Jeg ser sådan på det, at det ikke er os, alting hviler på. Vi ved jo godt, at vi kun er et lille tandhjul i det store maskineri. Vi har et ansvar for at gøre det bedste, men hvis det hele falder, så er det ikke din skyld. Jeg kan godt lide, at ved den kristne tro tages ansvaret lidt fra vores skuldre. Det synes jeg er vigtigt i en hverdag, hvor mange føler sig stressede og synes det er hårdt”, siger Venstrepolitikeren og tilføjer:

”En anden ting, jeg synes er centralt, er, at hvis du laver en fejl, så tilgiver gud, hvis du erkender det og beder om syndsforladelse. I kristendommen har vi en tilgivende gud”.

Ritualer
Vi får i løbet af samtalen præsenteret billeder af andre af Alexander Tovborgs værker: Den oppustelige Noahs Ark-hoppeborg fra 2016 og en utraditionel ‘udsmykning’ af Ribe Domkrike, som manifesterede sig ved, at kunstneren påtog sig rollen som redaktør af sognebladet i et år, og blandt andet inviterede andre kunstnere til at præsentere værker og få forskere til at kommentere på kirkens rolle i dag. Et af numrene havde Ritualer som tema.

Louise Elholm peger på, at ritualer, som både kendetegner det politiske og det kirkelige område, har det tilfælles, at det er noget, der binder os sammen og skaber kontinuitet og forbindelse til andre tider:

“Åbningen af folketinget, hvor kongen og dronningen deltager, er et ritual, vi kender rigtig godt, ligesom dåb og begravelser i kirken. Det giver en form for tryghed, som kirken igennem sin lange levetid er garant for”.

Tryllekunst
Tovborg har som billedkunstner derimod mere øje på det, han kalder de “perfomative aspekter” ved ritualet:

“Tag nadverritualet, hvor man får brød og vin af præsten og derigennem indtager Jesus´ legeme og blod. Man re-enacter på den måde Den sidste nadver, men det er også en form for kannibalisme: Man bliver hvad man spiser”. Tovborg griner.

“Man bliver helliggjort ved at deltage i ritualet, men det er også et tryllenummer, hvor brød bliver til kød og vin til blod. Hvad er det ved den koreografi, vi som mennesker er så draget af? Det optager mig som kunstner”.

Så er der tid til (rituelle!) klapsalver, samtalen er slut. Den slingrede lidt, men stemningen er i top. Undervejs fik Louise Elholm sat ord på værdien af samtalen:

“Det er sundt for os politikere at få tingene vendt lidt på hovedet og få præsenteret nye vinkler og perspektiver, som vi måske ikke er så vant til. Det, synes jeg, kunsten er rigtig god til. Kunsten kan også provokere lidt, og det er ikke sikkert, man altid er enig, men historien har vist, at kunsten spiller en vigtig rolle for at sætte vigtige emner til debat”.

Og Tovborg supplerede:
“Kunst er jo noget, der vil andre noget. Kunst bliver til i dialog. Der er noget, jeg laver i mit atelier, men når det kommer ud, opstår øjeblikket, hvor man oplever sammen. Det er en smuk præmis ved kunsten, som er vedkommende og socialt forankret”.

“Kunst har en vigtig rolle i samfundet – og ikke kun ved at provokere. Kunsten er også vigtig, når den – som her – hænger på væggene i Venstres gruppeværelse. En smed eller en dyrelæge har en vigtig funktion i samfundet. På samme måde har kunstneren det”.

Vægtskålen på Christiansborg
Til slut kan man fundere over forholdet mellem politik, ånd og kunst. Er der tale om den treenighed, som lidt spøgefuldt blev introduceret i samtalens begyndelse? Er de hinandens forudsætning? Er det sådan, at ingen af områderne kan stå alene? Er balancen mellem de tre harmonisk?

Næppe helt – i hvert fald hvis man ser på den måde, vægtskålen tipper på det imposante Christiansborg, vi befinder os på. Her er Finansministeriet det absolut tunge ministerium, mens kultur- og kirkeministerium holder til i den lettere ende.

Her rangerer finanser stadig over sanser.

Men fortvivl ikke: Der kommer et arrangement mere i samtalerækken.