Hvem tramper på hvem?

Der er forskel på uforståelig kunst og uforståelig kunstformidling og det var det svært tilgængelige sprog i kunstkataloger, som DRs udsendelse På den 2. side rent faktisk handlede om.

Men kritikken sad åbenbart så meget i skabet, at Wallner og Weiss, trækker Rindalkortet og skyder ved siden af ved at koble programværten Jacob Rosenkrands sammen med “hele vægten af den rindalistiske foragt for moderne kunst”.

Læs indlægget her

Accept og åbenhed
På den 2. side fremførte ingen kritik af værker, kunstnere eller af moderne kunst som sådan og programværten forholdt sig forholdsvist åbent til de udstillede værker.

Det vigtige i tilgangen til kunst er jo netop åbenheden og accepten af det uforklarlige. Det er en del af kunstens væsen at være på tværs og at fremtvinge denne åbenhed hos os museumsgæster, også selvom vi ikke forstår det her og nu. Det er der masser af eksempler på i kunsthistorien. Lige fra den debat som Christo´s Running Fence skabte i 1970´ernes Californien til Elmgreen og Dragsets ligeså omdiskuterede figur Han i Helsingør.

Katalogets væsen
Men med katalogtekster burde det jo forholde sig modsat. Sproget er jo ikke et kunstværk i sig selv, der skal fortolkes eller afkodes, men burde tjene til at løsne og skabe indgange til det uforklarlige sete. Vi kan som museumsgæster herefter koble ord og kunstoplevelse sammen med vores egne referencer og frit tolke, drømme eller associere videre. For kunstnerne skaber jo dybest set ikke kunst til kunsthistorikerne, de skaber kunst til mennesker.

At formidle og ”sætte ord på”, kan man sagtens finde ud af inden for andre fag. Teksterne i koncert-, teater- og operakataloger er som oftest utrolig enkle og gode til at lukke op for forståelsen af komplekse værker. På samme måde findes der mange musikanmeldere, der med lethed kan beskrive noget så flygtigt og på mange måder uforklarligt som musik. Når en musikanmelder f.eks. beskriver et kompositionsværk med plirrende klare lyde som ”en kold sygeplejehånd på en feberhed pande”, så er det ikke svært at forestille sig til hvordan det lyder. Det er smagsforstærkende sprog der danner billeder.

Ansvar og distance
Louisiana er faktisk også rigtig dygtige til at fortælle os om kunst, kunstnerne og deres samtid, men det sker ikke i kataloget, men på selve udstillingen, hvor indføringsteksten er placeret med store typer på væggen og der plads nok til at flere kan stå og læse samtidigt. Det er et godt træk, for det er desværre alt for almindeligt med et fotokopieret A4 ark med tætskrevet tekst i pkt. 12 klistret op på væggen i et hjørne af udstillingslokalet.

Det kan altså godt lade sig gøre at komme tæt på museumsgæsterne og formidle i et sprog hvor mange, – ikke nødvendigvis alle, men mange kommer i tale og får en uforudset, ubeskrivelig eller udefinerlig kunstoplevelse, men det kræver et formidlingsmæssigt ansvar og et sprog der kan åbne værkerne frem for at distancere dem fra modtagerne.

Det løber mig koldt ned af ryggen når Wallner og Weiss taler om ”kulturelt mindreværd” eller når Anders Kold i udsendelsen fortæller, at det at købe et kunstkatalog jo ikke er en tvangsmæssig handling…

Mindreværd og tvang er ikke ord som jeg forbinder med oplevelser på museer. Her er distancen til museumsgæsterne simpelthen for stor.