Hvordan bliver kunsten til?

Den specielle hvide hjørnebygning Møllegade 5 i det centrale Aarhus har sin særegne historie. Den er Aarhus´ første funkisbygning – tegnet af C.F Møller og Kay Fisker – og har i årtier været kunstnerværksteder og en central brik i det aarhusianske kunstliv.

Nu åbner værkstedets kunstnere dørene op for publikum under Art Weekend Aarhus 15-18 maj, og det giver anledning til at stille spørgsmål om, hvad det egentlig er, der foregår i det kunstneriske maskinrum.

Birgitte Ejdrup Kristensen, Ditte Lyngkær Pedersen og Louise Sparre – tre af medlemmerne af værkstedsfællesskabet – er enige om, at det ikke er så ofte, at processerne formuleres – og at det ikke er nemt at præcisere.

At surfe mellem himmel og hav
“Det starter med tankerækker, som tit er ret flyvske”, siger Louise Sparre, der i en årrække har eksperimenteret med at sammensmelte den to-dimensionelle collage og den tre-dimensionelle skulptur til poetiske og sanselige hybrider – med vægt på materiale og taktilitet.

“Dog vil jeg sige, jeg arbejder relativt processuelt”, fortsætter hun. “Forstået på den måde, at jeg tager noget med fra mine tidligere værker. Det kan være interessen for eksempelvis hud – det taktile sanseapparat – en form eller et materiale, jeg må belyse fra flere vinkler”.

Som et eksempel nævner hun Surfboard – et elipseformet objekt i krydsfiner, sort silke og hvidt læder.

“Jeg gik længe og summede over værket. Jeg viste det skulle være en ellipse, som er en form, jeg finder super smuk og meget powerfull. Og jeg ville gerne lave det ret minimalistisk med brug af to kontrastfulde materialer. Jeg havde tidligere lavet en silke ellipse og havde lyst til at bruge materialet igen, fordi det er smukt, organisk, spundet af silkeorme – hvilket er ret knaldet. Læder er hud, bare fra et dyr”.

Det er ikke alt, man kan eller skal forklare. Harlekinmønstret for eksempel. Men Sparres værker arbejder ofte med næsten psykedeliske eller op-art-agtige virkninger. Selv var hun dog længe i tvivl om, hvad hun ville med værket:

“Jeg besluttede mig dog for at lave det, og da jeg stod med det, gik det op for mig, at det var et board. Jeg tænkte over det at surfe – i kraft af, at jeg har boet i Australien de sidste tre år har jeg ligesom fået surfing ind på livet – og jeg kom frem til, at det er meget poetisk: At eksistere der mellem himlen og havet og bare fokusere på at ride den næste bølge. Det gav mit værk en dimension, jeg ikke kunne tænke mig til – et poetisk, sanseligt, drømmende udtryk”.

På den måde arbejder Sparre altså i et spændingsfelt mellem det processuelle og det intuitive:
“Det er ret svært at beskrive, for der er så mange tanker, lag og stadier undervejs. Jeg oplever selvfølgelig også, at det nogle gange ikke fungerer. Så må jeg arbejde videre eller droppe det”.

Kunstneren som researcher
I modsætning til Sparre er Ditte Lyngkær Pedersen i sin arbejdsproces et langt stykke af vejen indholds- og projektorienteret fremfor materiale fokuseret.

“Jeg arbejder ret langsomt og grundigt og med flere projekter samtidigt, og jeg er glad,  hvis jeg færdiggør et eller to nye værker om året”, forklarer hun.

“Det starter med, at jeg bliver fascineret eller provokeret af en problematik, en oplevelse eller en anekdote, som jeg konceptuelt eller politisk bestemmer mig for, at jeg vil fremhæve og ytre mig om kunstnerisk.

Derefter undersøger Ditte Lyngkær Pedersen temaet ved at iværksætte et omfattende researcharbejde, hvor hun indkredser feltet, læser, skriver, interviewer folk, ser film osv. Hun producerer først værket, når den rigtige udstillingskontekst byder sig, og da bliver alle formmæssige valg gennemtænkt og konceptualiseret.

Tag eksempelvis Lyngkær Pedersens synæstesiprojekt Why is Green a Red Word?, som hun har arbejdet på siden 1998:
“Under en forelæsning om Kandinsky fandt jeg ud af, at det ikke er alle mennesker, der ligesom jeg oplever, at bogstaver og tal har bestemte farver. Denne ekstreme subjektivitet både fascinerede mig og skræmte mig, og sidenhen har dynamikken i det subjektive og det objektive været en central problematik i min praksis”.

I tråd med det har hun i serien Number Forms tegnet forskellige personers mentale opfattelser af talrækker baseret på interviews. Alle detaljer omkring det enkelte tals placering er fjernet  for at stille skarpt på den overordnede abstrakte form, og yderligere har hun tegnet formen igen og igen, for at opnå en oplevelse af, hvordan denne anden person organiserer tal i hovedet

“Mit fokus er at tilbyde forskellige eksempler, diskurser og indikationer på disse sanseoplevelser og derved fremprovokere en bevidsthed om, hvor forskelligt vi sanser og konstruerer virkeligheden. I stedet for at bruge kunsten til at udtrykke, hvordan jeg selv oplever verden, bruger jeg den ofte til at forstå, hvordan andre oplever den”.

Et kunstnerisk blik på et hjørne af verden
At producere kunst er for de tre kunstnere ikke alene at benytte sig af forskellige strategier eller metoder. Birgitte Ejdrup Kristensen fortæller, at hun efter mange års arbejde som kunstner har udviklet sin kunstneriske tænkning til en grad, hvor hun ubevidst altid overvejer mulige værker.
“Det er simpelthen blevet min måde at tænke over verden på”, siger hun.

Kristensens værker udspringer ofte af et bestemt sted eller en bestemt problematik, som anledning til at stille spørgsmål til, hvad der er særligt her, og hvordan hun med kunstneriske greb kan tilbyde et nyt blik på dette hjørne af verden?

Et eksempel værket Skivevej 13 udført i landsbyen Selde ved Skive, hvor nedrivningen af et faldefærdigt hus og den efterfølgende opmuring og hvidtning af husets sokkel udgør værket.

“Hele processen tog cirka et halvt år, hvor jeg den første tid havde fokus på at lære stedet og folk at kende”, fortæller hun. “Landsbyen er plaget af fraflytning, hvorfor der står tomme huse og forfalder og byens overlevelse er truet. Undervejs dukkede historien om et indslag i Magasinet Penge på DR op, hvor huset på Skivevej 13 i programmet var blevet brugt som et nationalt symbol på landsbydød. Indslaget, som vitterligt gav byen dødsstødet, havde skabt stor vrede i byen. Jeg fornemmede, at her var der et potentiale. Frustrationen men også kampånden lyste ud af folk, når programmet kom på tale”.

Kristensen ønskede at lave et konceptuelt monument, som tog udgangspunkt i den konkrete kontekst i form af husets historie: i sine velmagtsdage byens `blandende landhandel´ og centrum for byens sladder – i dag en tom faldefærdig svampeinficeret ruin.

“Ved at tage udgangspunkt i husets sokkel, fastholdes erindringen om huset”, forklarer hun.  “Bevarelsen af fortrappen medfører at husets gulvniveau fastholdes i oprindelig højde. Dog er soklen opmuret med små niveauforskelle, som angiver de enkelte rum i huset, og også dørene er markeret. Hvitningen fremhæver skulpturen i forhold til omgivelserne og giver den et form for spørgende eller afventende udtryk, som jeg oplever som en ekstra nerve”.