Hvordan mærkes ensomhed?

Et strejf af ensomhed
Astrid Gjesing har skabt et rum på Kvindemuseets loft, hvor luften er fyldt med både stoflige og auditive stykker med ord. Noter til ensomhed er en følsom installation, der appellerer til den besøgendes sanser uden dog at komme helt ind under huden. Der er nemlig en kontrast imellem temaets spændvidde og den afgrænsede måde, den her fremstilles på. Udstillingen kan derfor siges selv at fungere blot som note til ensomhedens stof, for nogen fuldstændig oplevelse af ensomheden er den ikke. Dertil er den for kvadratisk og konceptuel.

Notens felter
Astrid Gjesings installation Noter til ensomhed er forskellige notetyper i samme rum. De fleste i form af lommetørklæder – nye som gamle – der er broderet med brudstykker fra forskellige litterære kilders indkredsninger af ensomheden. Det enkelte lommetørklæde er en isoleret hvid firkant, men er samtidig forbundet med de andre lommetørklæder af formens repetition og sprogets bogstavelige broderi. Også ni lydkompositioner med kunstnerens stemme markerer små forbindende notefelter, der kører i loop, adskilt af ét minuts pause.

Vi er alle alene
Lommetørklæderne er et velvalgt stof til udstillingens tema og taler også fint til Kvindemuseets andre historiske udstillinger. Deres renhed bevidner i sig selv en ensomhed, et ubroderet, hvidt felt, hvorpå hvert menneske kan notere sig sin ensomhed. En tilstand, der i sin paradoksale natur både er dybt personligt og et fælles, eksistentielt grundvilkår.

En anden styrke er den måde nærvær og fravær strejfer hinanden i samspillet mellem fragmenterne i installationens sprog, stof og lyd. Ensomheden findes lige så meget i stoffets usagte hvidhed og i pausen mellem lydene, som i den egentlige ytring.

Stof til eftertanke?
Problemet med noterne er imidlertid, at de fanges i deres egen formalia. Det symbolske koncept bliver lidt for styrende og rationelt til fuldstændigt at kreditere den kropslige og stoflige appel, som lommetørklæderne indvarsler. Lommetørklæderne fremhæver stoffets mærkbarhed, men selv om der leges med sikkerhedsnåle i mørnet stof, så passes der på og broderes med rolig hånd.

At mærke ensomheden
Ensomheden kan være en stille følelse på et lille stykke hvidt stof, der florerer i rummet, men den kan også være skærende og kropsligt nærgående på en langt mere ukontrolleret, skæv og flosset måde. Udstillingen fremstiller på den måde ensomheden i en kultiveret form, der sysles ud af kroppen med nål og tråd. Fordi udstillingen er specifikt udarbejdet til Kvindemuseets lokaler, bliver det også forbundet med en nostalgisk men uddateret fortælling om kvinden, der lige så stille bearbejder sine følelser.

Udstillingen anbefales derfor med det forbehold, at man som besøgende skal være forberedt på at holde sig selv investeret i rummet og selv tilføje en stor del af ensomhedens virkelighed. Med det forbehold fungerer noterne i kraft af deres egen marginalitet.