I kunstens slagtehaller

Lad det være sagt med det samme: Selv om der ikke er udgydt en dråbe blod, så handler Jannis Kounellis’ (f. 1936) nye udstilling i Galleri Bjerggaard indiskutabelt om død, vold og lemlæstelse. Men det er på den stille måde, for grebet er stramt og minimalistisk, farverne som sædvanlig neutrale, holdt i sort-hvidt, og materialerne, som bringer en organisk og gammel verden ind i galleriet, har Kounellis ikke kun hentet hos slagteren, men også i byggebranchen:

Hovedmotivet består af jernstivere, der er savet over i forskellige længder. De hænger i slagtekroge på store jernplader, der er beklædt med hvidt lærred – som lagener. En række sække, som en gang indeholdt kaffebønner fra Cuba, men som også bærer spor efter kul, hænger ligeledes i sådanne slagtekroge.

Smerte på de hvide vægge
Vi er midt i et slagtehus eller måske et torturkammer? ”Ofrene” er ophængt i deres kranke skæbnes kroge og afventer nu deres dom. I det bageste rum hænger desuden nogle sorte herrefrakker, som man kender fra gamle film. Nogle af dem hænger ligeledes i slagtekroge, andre er ophængt i nogle drabelige og knivskarpe slagteknive. Er det bødlernes frakker? Holder de pause fra arbejdet i torturkammeret?

Det ene vindue ud til Flæsketorvet er blændet af en kobberplade. Jernstiverne dukker op igen, men nu danner de et kors og er beklædt med to sække, der antyder kroppe. De er fastgjort med stålwirer. Stærke sager. Det gør ondt det her. Kunstneren har klart taget afsæt i galleriets beliggenhed: Flæsketorvet. Det kunne være spændende at høre, hvad kunstneren har at sige – også med ord.

Det viser sig at blive en vanskelig øvelse for intervieweren. Galleriet fortæller, at protagonisten ikke taler et ord engelsk, kun græsk og italiensk, så jeg må lægge mig i selen og skrive mine spørgsmål både på engelsk og italiensk. Man beroliger mig med, at kunstnerens franske kone Michelle, som sidder bi, taler flydende engelsk, så mon ikke det går?

Modstandens kunstner
Men først en kort præsentation: Jannis Kounellis (f. 1936) er en vigtig skikkelse i europæisk kunst efter 2. verdenskrig. Han er oprindelig græker, men udvandrede til Rom som 18-årig, hvor han uddannede sig og har boet siden. Han tilhører gruppen af kunstnere, som i 1960’erne formulerede en kunst i opposition til de traditionelle kategorier maleri og skulptur.

Nøgleordet var modstand mod kommercialiseringen af kunsten og det kollektive hukommelsestab, der fandt sted under højkonjunkturen i 1960’erne, hvor forbrugersamfundet voksede frem og snart sagt alle livets forhold blev varegjort. Han og hans meningsfæller var utopister, som kæmpede for en mere poetisk tilgang til tilværelsen, hvor fantasien og legen fik plads i dagligdagen. Konunellis arbejder med en blanding af kollager, maleri, installation, performance eller teatralske iscenesættelser, som udtrykker fremmedgørelsen og volden i det moderne samfund. Han har i den grad inspireret yngre kunstnere fra vores tid som fx Ai Weiwei.

Kunst i tarvelige klæder
De dengang unge kunstnere fandt objekter og materialer, som var kasseret og skabte en helt ny kunst, der bar direkte spor efter datidens virkelighed. En kunst med en anden stoflighed og med uortodokse dimensioner. Sideløbende lavede de performances. I gruppen indgik flere andre kunstnere, hvoraf de mest kendte nok er Mario Merz og Michelangelo Pistoletto. Sidstnævnte viste Andersen’s Contemporary en meget interessant udstilling med i efteråret. Navnet Arte povera, som betyder fattig kunst, fandt den italienske kurator og kunstkritiker Germano Celant på i 1967, da han kuraterede en udstilling i Genova med disse unge kunstnere.

Jannis Kounellis er herhjemme repræsenteret i Louisianas og Hearts samlinger, og den nye udstilling er hans tredje i galleriet. I 2003 havde han en bemærkelsesværdig soloudstilling med oversavede sofaborde og massevis af brugte sko.

Det var dengang galleriet endnu lå i Pilestræde. Samme år kunne man opleve hans totalinstallation i tårnet på Skt. Johannes Kirke i Herning.

Året efter udstillede han igen i Galleri Bo Bjerggaard, men denne gang sammen med sin kollega og gode ven Per Kirkeby. Heart – Herning Kunstmuseum – viste i 2009 den hidtil største udstilling med ham i Danmark i forbindelse med åbningen af det nye museum i 2009. Nu er det så 6 år siden, at Kounellis sidst var i Danmark, og jeg ser frem til at møde ham.

Tilbage til tresserne
Først giver Kounellis en lille omvisning i udstillingen. Da vi når til det blændede vindue, fortæller han, at det er en måde at udtrykke et menneske, som holder det ene øje lukket og på den måde undgår at se hele sandheden. Han fortæller også, at de mange hvide lærreder, som er spændt rundt om jernpladerne, har samme mål som en dobbeltseng.

Nu bliver det endnu tydeligere, at jernstiverne er metaforer for mennesker af forskellig størrelse og dermed alder. Ellers vil han ikke ud med noget. ”Det er op til publikum at finde en mening i mine værker. Derfor bruger jeg heller aldrig titler. De ville få folk til at tænke i én bestemt retning. Jeg vil gerne have, at folk selv slutter fortællingen eller måske begynder på en ny.”

Kounellis er en lille, tæt mand med en enorm udstråling. Han er meget umiddelbar, og varmen strømmer direkte ud fra ham til hans samtalepartner. Vi sætter os ind på kontoret, hvor der står to senge, som kunstneren og hans hustru har sovet i, mens han byggede udstillingen op. Han har været i gang i ti dage. Hans kunst er en uadskillelig del af ham selv. Han ånder gennem den. Alle værkerne er skabt i 2015 og til og på stedet. Under interviewet pulser han uophørligt på en cigaret. Tænder den ene med den anden, og man føler sig hurtigt hensat til den tid, hvor alle røg, og man skulle skære huller i røgen for at kunne se folk.

Kunsten og historien
Det er nogle meget stærke værker. Står det galt til med verden?

”Kunsten fortolker altid historien, og tiden lige nu er ikke nogen smuk tid. Det er en dramatisk tid, især i Italien. Men går vi lidt tilbage i tiden, til den italienske renæssance, var tiden også dramatisk. Min kunst udspringer af den antagelse, at mennesket er centrum for det hele. Og mennesket er et dramatisk væsen. Slagtekrogene refererer direkte til dette drama. Og knivene.”

På den måde er dine værker meget metaforiske?

”Ja, ligesom malerier er metaforiske. Jeg betragter i øvrigt alle mine værker som malerier, uanset hvad de er lavet af. Men samtidig understreger jeg med de materialer, jeg benytter, at der ikke er tale om en repræsentation, men om en præsentation, da værkerne er mere virkelige med deres fysikalitet og tredimensionalitet.”

Kunst på håb og frihed
Du erstattede allerede i 1960’erne staffeli, pensler og lærred med andre materialer så som sække, kul, kaffe, musik, ild, jern, reb og sko, og du begyndte at lave performances med musik og aktiverede dermed flere sanser hos publikum. Hvorfor var det nødvendigt?

”Da jeg begyndte, fandtes allerede surrealismen og dadaismen, og efter krigen ønskede jeg ikke at male malerier til borgerskabet. Krigen havde ændret det hele, og man kunne ikke gribe tilbage. Det er nøjagtig det samme med Goya, som med sine sorte malerier viste, at han havde set og oplevet krigens rædsler. Min generation måtte viske tavlen ren og starte et nyt sted. Vi ville skabe kunst på håb og frihed, og vi ville genskabe tilliden mellem mennesker. Kunsten opstår altid i relation til andre kunstnere og anden kunst. Det har ikke ændret sig meget i dag. Jeg er uddannet på Akademiet i Rom og har altid haft den klassiske kunst med mig. Det har jeg også haft glæde af, når jeg underviser.”

Jannis Kounellis har bl.a. undervist mange år på Kunstakademiet i Düsseldorf.

Hvorfor flyttede du i sin tid fra Grækenland til Rom?

”Jeg var kun 18 år dengang. Jeg valgte Italien, fordi det var en antik rejse. Det var et lille trin hen imod et land, som på mange måder lignede mit gamle, og jeg følte mig godt tilpas dér.”

Scenens disciplin
Hvilke kunstnere har inspireret dig?

”Især Brancusi. Han har betydet meget. Men jeg har også taget afsæt i Gustave Courbets ikoniske maleri ’Verdens oprindelse’ (fra 1866, red.). Det er skabt i forlængelse af hans vision. Det er i det hele taget et spørgsmål om at have visioner og i det moment, man udtrykker sig, skal det ske i et så præcist, kunstnerisk sprog som muligt. Men jeg har også lært meget af teatret. Den disciplin, som hersker på scenen, forsøger jeg at anvende, når jeg skaber mine udstillinger og benytter lignende teatrale situationer. Jeg laver i øvrigt aldrig performances. Det er en misforståelse. Jeg kalder det teater – men som sagt helst maleri.”

Du arbejder altid stedsspecifikt – og tager materialerne med dig fra dit atelier i Toscana. Hvordan har du opbygget denne udstilling?

”Ja, det er en lang proces, som sker på stedet og i dialog med det. Værket opstår som følge af en lang fødekæde af associationer. Det ene værk fører så at sige det næste med sig. Når jeg udstiller, skaber jeg et værk, som kun opføres én gang på den måde.”

Alle tier…
Hvordan betragter du forholdene på den internationale samtidskunstscene i dag – set på baggrund af din lange erfaring som udøvende kunstner?

 ”Kunstneren er ikke længere hovedpersonen. Markedet har overtaget kunstnerens magt. Det er et stort tab for kunsten. Poesien er forsvundet. Legen ligeså. I mange gallerier hersker der en bankmentalitet. Det hele handler om penge. Jeg kritiserer ikke pengene i sig selv, men pengeverdenen. Ingen forholder sig rigtig kritisk til denne negative spiral. Alle tier.”

Hvis Jannis Kounellis begyndte som utopist og håbede på at kunne ændre verden til et bedre sted at være, er han i dag langt mere pessimistisk:

Kan kunsten ændre verden?

”Hvis der er en vilje til at ændre verden i kunsten, som der var, da jeg blev født som kunstner i begyndelsen af 1960’erne, så er der stadig et håb. Men jeg tror mest på, at kunstnerne i dag kun kan ændre på tingene ved i et helt præcist kunstnerisk sprog at fortælle historier om solnedgangen.”