I samtale med Birk Bjørlo

Det er forskellige retninger, eller parallelle spor. Indre landskaber og en serie mindre, intense studier eller stilleben, som jeg kalder Positions. Tanken er at samle det under samme tag - som ét samlet projekt.

Den figurative side af min praksis har egentlig hele tiden eksisteret side om side med de abstrakte projekter. Forskellen er, at jeg her åbner op for at vise denne side af mit kunstneriske virke. Det kan føles noget mere blottende at vise figurative værker, noget jeg også skulle opbygge mod til at udstille.

Desuden har jeg et dilemma i, hvordan figurationen meget let skaber et narrativ til de abstrakte værker, på samme måde som sproget gør det. Projektet handler nok om at nedbryde hierarkier mellem disse to poler for at finde frem til en form for kerne, som viser, at det er ét og samme projekt. For mig er motiverne i stillebenerne ikke det vigtigste, det er derimod det maleriske arbejde. På samme måde som med de abstrakte malerier.

Rytmen er ungerne, som vækker mig om natten.
Det er morgenmaden og ægget, som triller ned fra køkkenbordet og knuses mod gulvet blandt krummer og støv.
Det er tekanden.
Det er aflevering i institutionerne og produkter på hylderne i supermarkedet.
Det er de små hændelser på vejen til atelieret og alt det, jeg tager med mig ind ad døren.
Og så er det rytmen i penselstrøgene; en form for muskelhukommelse, instinktet, følelserne.
Rytmen i koloritternes møder.
Væsker som smelter ind i hinanden, balancen mellem kaos og kontrol.
Præcis som i livet.

Dette er også en rytme. Jeg har et stort arkiv af forskellige pigmenter, oliemaling i forskellige kvaliteter og forskellige medier. Noget er rester fra tidligere projekter, og noget er nye, friske farver. Der er en samling af både traditionelle og utraditionelle materialer, som hele tiden er i udvikling og står der som et klargjort køkken. Processen er levende, og undervejs finder jeg ud af, om maleriet mangler det ene eller det andet, og hvad jeg ellers har ved hånden.

Jeg har ingen hierarkisk rangering, når det kommer til forskellige mediers kvaliteter. Nogle gange skal jeg bruge Old Hollands Cobolt Violet, andre gange er knust glas og paraffinvoks det, der mangler - præcis som en suppe, der mangler salt. Det vigtigste er, at maleriet ender med at repræsentere noget i sig selv og føles levende.

Jeg føler et ansvar som billedkunstner for at presse og udvikle det felt, jeg arbejder i. Samtidig har jeg selv et behov for at holde min proces åben og legende. Min interesse i maleriet som medie er også en interesse i materialitet, i forskellige strukturer og overflader. Det sanselige er et sprog, jeg tænker i, som en form for poesi, hvor jeg skal finde frem til de rette ord.

Det er godt set og absolut centralt. På mange måder handler det om, at jeg prøver at opløse narrativet i stillebenerne. Positions-serien består af positionering af relativt forenklede opstillinger, former og koloritter. Nogle tydeligere end andre. Nogle pigmenttunge og opake, andre støbt ind i voks, som giver et tåget, transparent lag. Noget, som skaber en slags forskydning af fladen. En slags hinde eller hud.

Jeg tænker også, at værket på mange måder opstår i mødet med beskueren; hvor meget tilsløring eller afsløring den enkelte selv ser eller lægger ind i det. Det kan være to appelsiner eller en komposition med to cadmiumorange cirkler. Ligeledes er beskueren også central i de større abstrakte malerier, som en figur i et indre landskab.

Jeg ser på mit kunstneriske virke som noget, der ruller i spiraler - snarere end at det løber i en lige linje. Hvis jeg tænker, at jeg har fået en ny idé eller indgang til maleriet, har jeg som oftest haft den samme tanke i form af en skitse eller en note flere år tidligere. Men det føles heldigvis som om hjulet ruller fremad og tager nye ting og impulser med sig som en form for tumbleweed. Om det er et nybrud eller ej, føler jeg ikke rigtig, er op til mig at sige :)