Gennem fotografier af sine søstre og nære relationer undersøger Ikram Abdulkadir tilhørsforhold, længsel og selvforståelse - i billeder, der balancerer mellem det dokumentariske og iscenesatte.
I Ikram Abdulkadirs fotografier er der en ro, som ikke føles neutral, men fremkaldt. Kroppene er stille, lyset blødt, relationerne tætte. Billederne balancerer mellem det dokumentariske og det iscenesatte, men for hende selv er det ikke en egentlig modsætning. Snarere en bevægelse mellem det, der er, og det, der kunne være.
“Meget af mit arbejde udspringer af virkeligheden - og af at drømme om den. Jeg tænker på helt konkrete ting som søsterskab og fællesskab, men også på, hvordan en slags drømmeverden for os kunne se ud.”
Det er ikke en flugt fra virkeligheden, men en forskydning af den. En måde at arbejde med det eksisterende gennem en form for mild idealisering - ikke som eskapisme, men som længsel. Billederne af hendes søstre og nære, hånd i hånd og søgende mod linsen, peger ikke væk, men tilbage på det nære og insisterer på dets betydning.
Relationen som metode
En central del af Ikram Abdulkadirs praksis er, at hun konsekvent fotograferer sine søstre og nære relationer. En metode, der for hende understøtter kunsten. Et valg, der gør det muligt at arbejde i relationer, hvor tillid og grænser allerede er til stede.
Hver gang du fotograferer noget levende, bliver der nødt til at være tillid i relationen.
Ikram Abdulkadir
Hvorfor arbejder du med mennesker, du kender?
“Hver gang du fotograferer noget levende, bliver der nødt til at være tillid i relationen, ellers fungerer billederne sjældent. Med mine søstre er den der allerede. Jeg behøver ikke overbevise dem - og jeg ved, hvor grænserne går,” forklarer hun.
Men kan det ikke også være en begrænsning - kan det gøre det sværere at presse komfortzonen?
“Jo, nogle gange vil jeg tage et billede, som ikke er muligt, fordi personen ikke er komfortabel med det,” siger hun, men understreger:
“Men jeg synes egentlig ikke, grænser er en hindring - det er noget, man arbejder med og omkring.”
Grænserne bliver dermed en del af værket. Ikke som noget, der skal overskrides, men som noget, der former, hvad der kan opstå. Intimiteten er ikke ubegrænset, men situeret.
At tage et billede er en beslutning
Hos Ikram Abdulkadir er fotografiet en bevidst handling. Ikke noget, der opstår i en flydende strøm, men et valg - et øjeblik, hvor noget udpeges som værd at fastholde.
“At tage et fotografi er en meget bevidst handling. Du har set noget, du vil dokumentere det, du vil holde fast i det længere end øjeblikket varer.”
Det er en gestus mod tid. Et forsøg på at fastholde det flygtige - ikke ved at stoppe det, men ved at give det en form, det kan blive i.
Samtidig er fotografiet også en måde at forstå sig selv på. Ikke som et bevidst projekt fra begyndelsen, men som noget, der først senere bliver tydeligt i praksis.
Udstillingsview fra We Will Meet Again in Paradise hos NILS STÆRK i Holbergsgade. Foto: Brian Kure
Ikram Abdulkadir: About, 2020. Foto: Brian Kure
Du har tidligere talt om behov for selvforståelse og søgen efter samme. Hvornår begyndte fotografi at blive en måde at forstå dig selv på?
“Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg begyndte, men jeg kan huske, hvornår jeg blev bevidst om, at jeg gjorde det. Det var med serien We Will Meet Again in Paradise, hvor jeg for første gang virkelig havde midlerne til at arbejde med en idé og forstå, hvad jeg ville - og hvorfor jeg ville det.”
Selvforståelsen opstår altså ikke før billedet, men gennem det. I arbejdet med at vælge, fastholde og gentage bestemte motiver - relationer, kroppe, lys - bliver praksissen også en måde at nærme sig egne begær og erfaringer.
We Will Meet Again in Paradise bliver dermed ikke blot en serie af værker, men et punkt, hvor praksis og selvforståelse begynder at falde sammen.
Paradis er søsterskab
Fastholdelsen af det flygtige er også indlejret i titlen på udstillingen hos NILS STÆRK i Holberggade, We Will Meet Again in Paradise.
Søsterskab og paradis er gennemgående i udstillingen - hvad betyder det for dig?
“Det er forankret i ønsket om fællesskab, søsterskab og kærlighed, der bevares længere end livet selv,” forklarer Ikram og uddyber:
Hvis du er en person med tro, er ideen om paradis forankret i en længsel efter noget kærligt og smertefrit.
Ikram Abdulkadir
“Hvis du er en person med tro, er ideen om paradis forankret i en længsel efter noget kærligt og smertefrit. Paradis for mig er at føle sig tryg, føle sig forstået og elsket uden at skulle gøre krav på det. Det føler jeg i mit fællesskab med mine søstre og mine venner.”
Er det noget, der ikke nødvendigvis kun eksisterer efter livet? Er det muligt, det allerede er til stede mellem os nu?
“Absolut. Paradis kan være et personligt paradis i øjeblikke, hvor noget er så godt, at du føler, du er i dit eget paradis, og du vil bevare det. Jeg tog billederne, før jeg fandt på titlen, og titlen kom til mig, da jeg så på dem.”
Ikram Abdulkadir: Subax Aliseey, 2020. Kredit: Ikram Abdulkadir
Anerkendelse i Malmø er “enormt”
Den 1. maj åbnede udstillingen Soft Focus i Ikram Abdulkadirs fødeby Malmø på Moderna Museet Malmö. En begivenhed, hun selv beskriver som “enorm”.
“Jeg er fra Malmø, jeg er vokset op i Malmø, og at kunne have en soloudstilling på en så anerkendt institution som Moderna Museet føles som at blive forstået og fejret i sin hjemby - for det er virkelig en fejring,” siger hun.
For Abdulkadir handler det ikke kun om institutionel anerkendelse, men om selve handlingen i at dele sit arbejde:
“Det er en fejring, hver gang man får lov til at tage plads og dele sit arbejde - det intime arbejde af inderste tanker, ønsker, kærlighed og relationer.”
I mine teenageår blev jeg mere politisk bevidst og opmærksom på min egen krop og den måde, man bliver mødt i samfundet på.
Ikram Abdulkadir
Du taler om at blive fejret og forstået i din hjemby - var det ikke en følelse, du havde, da du voksede op i Malmø?
“Til tider - da jeg var barn, tror jeg ikke, jeg rigtig forstod, at jeg måske ikke blev fejret. Men i mine teenageår, blev jeg mere politisk bevidst og opmærksom på min egen krop og den måde, man bliver mødt i samfundet på,”
Hun peger samtidig på en forskel mellem det nære og det offentlige:
“Jeg tror, vi alle bliver fejret indimellem af vores nære kredse. Det her er noget andet - det er mennesker, jeg ikke kender. Det er virkelig dejligt.”
Det politiske var aldrig min hensigt
Ikram Abdulkadirs værker er ofte blevet beskrevet som politiske - både i samtaler, udstillingstekster og interviews. Portrætterne af søstrene hånd i hånd, missende mod solen, var dog aldrig tænkt som et politisk udsagn.
Dine værker er ofte blevet beskrevet som politiske. Hvor opstår det politiske? Er det i skabelsen eller i mødet med beskueren?
“Jeg har tænkt meget over det. Den måde billederne bliver opfattet politisk på, har aldrig været min hensigt. Det har det aldrig været. For mig er de skabt ud fra kærlighed og en følelse af nostalgi.”
Selvom udgangspunktet er relationelt snarere end programmatisk, er det ifølge kunstneren ikke muligt at adskille værkerne fra den kontekst, de træder ind i.
“Når man viser sit arbejde, åbner man det for andres blik. I en tid, hvor klimaet er hårdt over for migranter, sorte mennesker og muslimske kvinder, bliver det selvfølgelig politisk,” forklarer hun og fortsætter:
“Det er et meget snævert rum, man får lov til at arbejde inden for. Derfor mener jeg ikke, at jeg har det privilegium at sige, at mit arbejde ikke er politisk.”
Ikram Abdulkadir: Dabeesha, 2021. Kredit: Ikram Abdulkadir
Tog jeg billeder af hvide, ville det ikke være politisk
Det politiske opstår altså ikke nødvendigvis i intentionen, men i mødet. I den måde billederne bliver set, kategoriseret og forstået.
Samtidig peger hun på en skævhed i dette blik:
“Hvis jeg tog billeder af hvide mennesker, ville folk ikke spørge, om det var politisk.”
“Hvis jeg tog billeder af hvide mennesker, ville folk ikke spørge, om det var politisk.”
Hun refererer selv til, hvordan kunstnere fra marginaliserede positioner historisk er blevet læst politisk, uanset intention. Ikke fordi værkerne nødvendigvis er politiske i sig selv, men fordi de gør krav på en synlighed, der ikke historisk har været givet.
Som eksempel nævner hun den svenske maler Hanna Hirsch Pauli, hvis værkers modtagelse blev påvirket af hendes jødiske ophav:
“Hun tilhørte en marginaliseret gruppe, og så opstår det her, at alt hvad man laver, bliver gjort politisk, fordi man gør krav på en plads, der ikke er skabt til en,” slutter Ikram Abdulkadir.
Om Ikram Abdulkadir
Ikram Abdulkadir er født i 1995 i Nairobi, Kenya, og er vokset op i Rosengård i Malmö. Hendes forældre kommer fra Somalia. I 2015 købte hun et kamera og er selvlært fotograf. Siden 2017 har hun offentliggjort et udvalg af sine billeder på Instagram-kontoen @ikramianism.
