Ind i det performative visuelle arkiv

I videoen CoRPo saNTo (Hellig Krop) (2012) møder vi 50 patienter fra Rio de Janeiros Psykiatriske Universitetshospital. En efter en stiller de sig frem, nogle gange i små grupper, iført kostumer eller i deres eget tøj, og fremfører en sang, en monolog eller en lille forestilling. Kulissen ligner en skuespillers omklædningsrum, hvor et sminkespejl langs den ene væg fordobler den enkeltes fremtoning.

Nogle gange ser de deltagende ud til at tale eller synge for sig selv, mens de betragter deres eget spejlbillede. I andre tilfælde aktiverer de hele rummet eller opfører små stykker. Vi hører klapsalverne fra publikum, når de afslutter deres fremtrædelse, og vi ser deres glade eller generte reaktion.

Genfortolkning af visuelt arkivmateriale
Videoen er skabt på basis af en række workshops, som Dias & Riedweg gennemførte dagligt igennem et halvt år i samarbejde med læger på det psykiatriske hospital. Kulisser og kostumer til workshoppen er inspireret af tegninger og malerier i den tyske Sammlung Prinzhorn, der fokuserer på outsider art.

Værket er symptomatisk for kunstnerduoens strategi: De aktiverer billeder og forestillinger fra en anden tid eller et andet sted og sætter således gang i en genfortolkning af vores kollektive arkivmateriale.

Deres skuespillere er dertil almindelige mennesker, grupper eller individer, som lever midt i de betingelser, som livet har stillet dem, og aktivt skaber sig en rolle.

Et møde med et andet individ
I CoRPo saNTo møder vi ikke psykisk syge outsidere. Vi møder individer, der stolt indtager en rolle og spiller et stykke med deres personlige indlevelsesevner.

I Tutti Veneziana (1999) er det 36 almindelige beboer i turistbyen Venedig, som forklarer, hvad der skete, dengang de døde.

Spørgsmålet er stillet til dem alle.

De skal forestille sig, hvordan de dør, og fortælle, hvad der skete.

I Funk Staden (2007) ser vi Hans Stadens 1500-tals beskrivelse om de sydamerikanske indianeres kannibalistiske ritualer genopført med plastikdukker og besnærende danserytmer i en baggård i et brasiliansk slumkvarter. I Juksa (2006) er det de sidste tre indbyggere på den nordnorske ø Fugløya, hvis historier genfortælles i dialog med et indslag om øen lavet 30 år tidligere af norsk tv.

Videoerne er magiske
Mange af værkerne er bestillingsarbejder, og jeg synes, at det vidner om, at kunstnerduoen har en suveræn evne til at intervenere i lokale miljøer og skabe sig en fornemmelse for de liv, der udspiller sig dér, og lade de deltagendes personlige fortolkninger komme til sin ret.

Derfor er det også selve videoerne, som fanger min interesse. Det er her, magien opstår for mig. Også på grund af den æstetiske kraft, som videoerne effektivt udnytter i sin anvendelse af musik, baggrundslyde og den individuelle stemme.

Installationerne er lidt for stive
Den installatoriske iscenesættelse virker heroverfor lidt for overdetermineret i sin betydning, lidt for fortænkt. Jeg kommer ikke rigtigt nærmere øsamfundet på Fugløya, fordi videofortællingen iscenesættes, som om jeg også sad med ved strandkanten sammen med de sidste beboere.

Jeg bliver også primært mindet om den pludselighed, med hvilken døden kan indtræffe, når jeg spejler mig i de 36 venetizianere hverdag, mens de klæder sig på og gør sig klar til dagen, og hører deres fortælling om deres egen død.

Ikke fordi jeg ser dem gå ned ad en gade og stoppe op periodisk for at kigge imod himlen, mens de tænker: slår lynet ned i dag?

Styrken i de enkelte videoinstallationer kommer fra de individuelle stemmer og personlige fortolkninger af livet, som videoerne indfanger.

Koldkrigstiden forbliver en kulisse
Derfor bliver jeg heller ikke rigtigt fanget af det nyeste værk, Cold Stories (2013), som Dias & Riedweg har skabt specifikt til Nikolaj Kunsthal. Det indfanger billedmateriale fra koldkrigsperiodens boom af visuelle massemedier og forbrugerkultur, som i et endeløst loop af farvede sæbebobler flyder over videoinstallationens skærme.

Animeringen af dette arkiv sker ikke med menneskelige deltagere, men derimod med marionetdukker af Che Guevera, Mao Zedong, John F. Kennedy og Nikita Khrusjtjov, som fastholdes i en karikeret form, der understøtter arkivets overstemte udtryk.

Ikke noget forløsende møde
Måske er det meningen, at vi ikke skal finde nogen forløsning i dette værk. Der er ikke noget individ, vi her kan møde, relatere os til og gå i dialog med på tværs af tid og sted. Der er blot en overgearet, hysterisk og manisk cirkulation af billeder, produkter og gestik, som vi hver især må forholde os til og skabe vores egen mening i.

For de to kunstnere resonerer koldkrigens billedarkiv med minder fra barndommen. For os andre kan det være andre visuelle arkiver, der har præget os. Ikke desto mindre vil det ganske givet udgøre en lignende visuel overflod af tegn og betydninger, der har bidraget til at sætte stemningen for vores liv.