Inuuteq Storch på Venedig Biennalen: “Hverdagen er vores identitet”

Venedig i april. Pressedagene op til åbningen af den 60. Venedigbiennale er hektiske. Det myldrer med fremmedartede folkeslag apropos den store kuraterede udstillings titel: Stranieri Ovunque – fremmede overalt, som for første gang er lagt i hænderne på en sydamerikansk kurator, brasilianeren Adriano Pedrosa. Der er mange spraglede klædedragter og modedesigns, som afviger fra de vestlige, og det er et helt babelstårn med alle de sprog, man hører under rundgangen. Her og der bliver der danset rituelle danse og opført masser af performances. Over 5000 pressefolk og aktører fra kunstbranchen opholder sig i lagunebyen i dagene op til åbningen for at opleve kunst og for at udvide netværket og mingle.

For en ung kunstner som Inuuteq Storch (f. 1989) er det en enestående mulighed for at træde ind på den internationale kunstscene og samtidig give sit hjemland og dets befolkning en stemme, der bliver hørt i hele verden. Han ser på sit land gennem den fotografiske linse. Et land, som kun få af biennalens besøgende kender. Grønland er hans absolutte centrum. Derfra hans verden går. Her har han hjemme, siger han selv. Storch er en ung mand på 35 år. Han har mange tatoveringer, der myldrer op fra hans bryst og breder sig til halsen. Han er venlig og imødekommende, da vi møder hinanden igen og indleder samtalen på en bænk uden for den danske pavillon.

Med kameraet gør Storch op med over hundrede års koloniale og stereotype fotografiske fremstillinger af Grønland og grønlænderne som et eksotisk, lidt primitivt og oprindeligt folk. Altid skildret udefra af europæere eller amerikanere, der lagde vejen forbi på ekspeditioner eller under midlertidige ophold. På udstillingen får vi et ganske andet Grønland at se. Det levende Grønland skildret indefra, især med udgangspunkt i livet i Sisimiut, Storchs hjemby, hvis mennesker han skildrer med lige dele ømhed og sans for poesien i hverdagslivet. Sisimiut har små 6.000 indbyggere og ligger godt 300 km nord for Nuuk. Den er Grønlands næststørste by.

Når man nærmer sig den danske pavillon og betragter facaden og også kigger på pavillonens bagside, vil man straks bemærke, at noget er anderledes, end det plejer at være: Skiltet Danimarca er blevet overskrevet af navnet Kalaallit Nunaat, Grønland skrevet på grønlandsk. Med denne postkoloniale aktion generobrer Storch sit hjemland, og både han og udstillingens kurator, Louise Wolthers, påpeger hermed, at der er tale om to selvstændige lande – rigsfællesskab eller ej.

Inde i pavillonen, som består af to sammenbyggede bygninger – den ene er tegnet af arkitekten Carl Brummer i 1932, den anden er en tilføjelse af Peter Koch i 1960 – folder landets ikoniske natur og dens mennesker sig ud på fotografierne.

Førstnævnte meget højloftede bygning i neoklassicistisk stil er mørklagt, så der kan vises lysbilleder og fotografier, monteret i lyskasser. Et stort skulpturelt objekt med form af et halvt cirkelslag falder her i øjnene. Det er en replik til den røde og hvide halvcirkel i det grønlandske flag, fortæller Storch mig lidt senere. Spejlet reflekterer fotografierne og publikum og forlener rummet med en ekstra dimension, der gør udstillingen mere levende.

Derudover spilles der én gang om dagen grønlandsk musik på randomiserede tidspunkter. ”Det er den bedste musik, man kan finde i Grønland”, siger Inuuteq Storch. ”Der er både musik af Sume, Ole Kristiansen, forskellige trommesange, Andachan og rapperen Josef Tarrak.”
Musikken giver udstillingen, som har titlen Rise of the Sunken Sun, endnu et lag. En ekstra følelsesmæssig dimension, som flytter de ellers stille billeder et andet sted hen. Et grønlandsk groove går i kroppen på én og parrer sig med fotografierne. Pavillonen er én stor hommage til Grønland.

Som 17-årig opholdt Inuuteq Storch sig et år i San Diego og har fra starten prioriteret det engelske sprog, selv om han taler udmærket dansk. Det er typisk for de unge grønlændere, at de vælger dansk fra til fordel for et verdenssprog, der kan gøre dem i stand til at navigere internationalt. Dels er han uddannet på fotoskolen Fatamorgana i København, dels på New York Center of Photography, hvorfra han dimitterede i 2016. Han synes selv, at han fik mest ud af Fatamorgana, men at han fik finslebet sine arbejdsmetoder i New York.

Hans nyeste fotobøger er Necromancer (2024) og senest kataloget til Venedig-udstillingen Inuuteq Storch – Rise of the Sunken Sun (2024) med tekst af Louise Wolthers. Han har yderligere udgivet fire fotobøger, der er hans vigtigste medie. Udstillingens fotos kommer stort set alle fra bøgerne, og mange af dem er skaleret op, så de bliver mere publikumsvenlige.

Sidste år så et større kunstpublikum hans udstilling Grønlandske øjeblikke på Nordatlantens Brygge, og i februar i år deltog han i seminaret Decolonizing the Camera: Photography and Lens-based Art from Greenland and the Artic, som var arrangeret af professor i fotografistudier ved Københavns Universitet Mette Sandbye sammen med Louise Wolthers.

Oprindelig ville Storch være ingeniør eller pilot, fortæller han, men da han havde afsluttet gymnasiet, holdt han et sabbatår i Danmark og lagde vejen forbi Fotoskolen Fatamorgana i København, og han var hooked fra dag et.

Hans familie har altid taget mange fotos, hvilket Venedig-udstillingen bevidner, i og med at to af serierne består af hans bedsteforældres familiefotografier, så Storch fik den fotografiske iagttagelsesevne med sig som dåbsgave. Der var fotografiapparater overalt i hans barndomshjem, fordi også hans forældre altid tog billeder. Han evner at gestalte intime øjeblikke, hvor de portrætterede, der kun sjældent er klar over, at de bliver fotograferet, fremtræder virkelige – som så vi et glimt af deres sjæl.

Udstillingen byder på flere serier, herunder At Home we Belong og Keepers of the Ocean. Disse serier er taget i Storchs hjemby. Serien Soon Will Summer be Over er som nævnt taget i Qaanaaq og rummer sublime landskabsfotografier samt motiver fra livet i denne by, hvor fangerkulturen stadig står stærkt.

I serien Necromancer handler det mere om en generobring af det spirituelle forhold til naturen, som fortidens grønlændere voksede op med. De små sort-hvide fotos ligner røntgenbilleder af Grønland i dag. Serien Mirrored består af digitaliserede arkivfotos af den første professionelle, grønlandske fotograf, John Møller (1867-1935) samt amatørfotografier, der vises som et diasshow i den mørklagte del af udstillingen, taget af Storchs bedsteforældre fra 1940-2000.

Tilsammen er disse serier et nuanceret portræt af både Grønland tilbage i tiden og i dag. Undervejs genkender man den samme tid fra Danmark – det gælder især møblerne, de moderne husholdningsmaskiner og påklædningen. Det viser, hvor tæt sammenvævede Grønland og Danmark er. Som en slags gimmick, men også en kærlig opfordring til det trætte biennalepublikum, har Storch installeret tre hængekøjer i den lille gård bag pavillonen, hvor man kan få sig en slapper og betragte et stort, panoramisk naturfoto af den grønlandske kyst, taget fra altanen i hans lejlighed i Sisimiut. ”Jeg elsker hængekøjer, så de skulle med,” siger han.

”Fotografi har jo med lys at gøre. Det er et græsk ord, som betyder ”at skrive med lys”. Men i den grønlandske kultur betyder solen virkelig meget både som fraværende i vinterhalvåret, og når den i sommerhalvåret lyser stærkt, og ved midsommer, hvor det er lyst hele døgnet. Det skifter meget mere mellem lys og mørke i Grønland end andre steder.”

”Det startede egentlig med Sunken Sun. Jeg husker, at jeg hørte i radioen, at der var nogen, som frygtede, at solen aldrig mere ville stå op. Men hvis jeg havde brugt dén titel, ville det hele have været håbløst. Så er der ingen fremtid. Derfor har jeg ladet den stå op igen med ordet Rise.”

”Det er landets rigtige navn. Så det er helt naturligt!”, griner Storch.

”Overordnet set indgår alle serierne i et stort projekt. De er dele, der på hver deres måde skal bidrage til at gøre den grønlandske fotokultur stærk. Det handler om den grønlandske identitet, historie og kultur – altså om Grønlands tilstedeværelse i verden. Necromancer handler om længslen efter den spirituelle samhørighed med naturen. Keepers of the Ocean identificerer, hvordan vi er sammen, når vi er hjemme. I serien fra Qaanaaq er jeg på rejse og leder også der efter mere spiritualitet. Med mine bedsteforældres fotografier i serien Mirrored giver jeg ordet til mennesker i min slægt, som levede før mig. Og med John Møllers fotografier går vi endnu længere tilbage i tiden.”

Inuuteq Storch fortæller, at på trods af det lave befolkningstal i Grønland, hvor byerne også ligger meget spredt, er der et meget stærkt kulturliv, og kunstnerne holder tæt sammen på tværs af kunstarter og deres forskellige geografiske placering. I Sisimiut er der en årlig musikfestival Arctic Sounds, som han anser for at være den bedste musikfestival i Grønland: ”Musik er en stor del af livet i Grønland, og med musikken følger også tekster og digtekunst, der synges af nogle meget stærke sangskrivere.”

”Ja, det gør jeg. Og det betyder, at det er et virkelig stort ansvar at udstille her på biennalen. I starten tænkte jeg, at jeg skulle invitere mange af mine grønlandske kunstnerkolleger med, men jeg var jo inviteret af Statens Kunstfond til at komme med en soloudstilling, så det gik ikke. Det er en stor ære at udstille her alene og skulle repræsentere sit land. Men indirekte har jeg jo andre ‘stemmer’ med – ud over John Møllers så også mine bedsteforældres. Så lidt gruppeudstilling er der alligevel over det,” siger han og betoner:

”Det vigtigste for mig er at skildre hverdagen. Hverdagen indeholder alt. Intime familie- og venskabsrelationer, det politiske, kærlighed og manglen på den. Hverdagen er vores identitet,” siger Storch, der mener, at netop hverdagsskildringerne kan vise følgerne af koloniseringen meget tydeligt og konkret.

”Ja, men at der ligger et meget stort arbejde foran for grønlænderne, inden dette kan ske.”