Janaina Tschäpe maler naturen som erindring: “Jeg ville ikke lade mig forføre til at male det, jeg ser”

Janaina Tschäpe har et atelier midt i skoven i Brasilien. Gennem et stort vindue kan hun se direkte ud på et frodigt landskab af træer, bjerge og skiftende vejr.

Det lyder måske som det oplagte sted for en kunstner, der gennem årtier har haft naturen som en tilbagevendende del af sin praksis. For Tschäpe har det nærmest været det modsatte.

“Jeg har altid haft en slags frygt for at male derinde, fordi jeg ikke ville ende med at lave en illustration. Jeg ville ikke lade mig forføre til at male det, jeg ser.”

Normalt arbejder hun i sit atelier i Brooklyn, en hvid kasse næsten uden vinduer. Her har naturen fundet vej ind i malerierne gennem erindringen.

“Min fremgangsmåde har i lang tid bestået i at destillere billeder fra hukommelsen. Det handlede meget om at observere naturen og landskabet, men det blev filtreret gennem hukommelsen.”

Situationer, følelser og billeder lagrer sig, fortæller hun, som en slags database i hovedet. Hun maler ikke efter fotografier eller forsøger at fastholde et bestemt landskab. Det er det, der bliver siddende, som senere kan dukke op på lærredet.

Til sin nye udstilling À flor da pele på Galleri Bo Bjerggaard besluttede hun sig for at komme tættere på. Hun tilbragte længere perioder i atelieret i Brasilien og lod omgivelserne komme mere umiddelbart ind i arbejdet.

“Jeg ville udfordre mig selv til at reagere med det samme, mere akut.”

Tschäpe er født i München, voksede op i Brasilien og bor i dag i New York. Hun har arbejdet med maleri, tegning, fotografi, video og performance, og naturen har på forskellige måder fulgt hende gennem hele praksissen.

Men skellet mellem at male naturen og male abstrakt er ikke særlig interessant for hende.

“Det er meget vigtigt for mig ikke at være bundet til det ene eller det andet, som om jeg maler efter naturen eller maler abstrakt. Jeg kan være fri og tage det hele ind.”

Den frihed blev afgørende for arbejdet i Brasilien. I stedet for at forsøge at lukke landskabet ude begyndte hun at reagere på det, der skete omkring hende.

En eftermiddag blev himlen pludselig mørk midt på dagen. Træerne rystede, enorme hagl ramte taget, og kort efter lå jorden dækket af is. Femten minutter senere var himlen klar igen, mens tågen steg fra den varme jord.

“Jeg tænkte: Okay, det her skal jeg også bearbejde.”

Men oplevelsen skulle ikke omsættes til et billede af en storm.

“Det handler jo ikke om, at jeg skal tegne bjergene eller landskabet, men om naturen, om kræfterne, om energien, om gestikken.”

“Det åbnede virkelig et rum i mit hoved, hvor jeg tænkte, at jeg faktisk kan give slip på den frygt for at male i naturen og i stedet omfavne denne energi og denne konfrontation og dialog.”

For Tschäpe handler det at male i høj grad om at turde stole på det, der sker undervejs. Særligt på papiret, hvor et strøg ikke uden videre kan trækkes tilbage.

“Det fascinerer mig ved akvarel. Du kan ikke rigtig viske det ud. Selv hvis du maler ovenpå, er det der stadig.”

Det kræver en tillid til hånden, som hun har brugt mange år på at opbygge.

“Når folk spørger mig, hvor lang tid det tager at lave et maleri, siger jeg nogle gange: Det tager faktisk 30 år.”

De 30 år handler ikke om tiden foran det enkelte værk, men om erfaringen, der gør det muligt at slippe kontrollen.

“Det tager så lang tid at opbygge den selvtillid og give slip på al den frygt, man har.”

For maleriet kan også være et ret ubarmhjertigt sted.

“Man kan eksponere sig selv så meget i et maleri. Dialogen er meget ærlig, meget direkte og meget utilgivende.”

Maleriet har været med hende siden barndommen, men forholdet til det har ikke været lige. Som ung på kunstakademiet trak hun sig væk fra det og begyndte i stedet at arbejde med performance. Senere fulgte fotografi og video, og i syv, otte år arbejdede hun primært med kameraet og andre mennesker.

Med tiden begyndte hun at savne det, hun i første omgang havde trukket sig fra.

“Jeg savnede det meget intime, ensomme rum. Så jeg begyndte langsomt at tegne og male igen og gik tilbage til det sted, jeg var så bange for.”

For Janaina Tschäpe er det derfor heller ikke kun et spørgsmål om at blive teknisk bedre til at male. Hendes egen udvikling og maleriet er fulgt ad.

“Jeg ser det mere som en modenhed, en udvikling, det at vokse op sammen med maleriet.”

Når Janaina Tschäpe taler om maleriet, taler hun næsten om det som en person.

“Jeg siger nogle gange, at det er min partner.”

Det er både et sted, hvor hun føler sig hjemme, og noget, der bliver ved med at udfordre hende.

“Det er en dialog mellem lærredet eller papiret og mig selv. Det er en vedvarende dialog, og den er meget udfordrende.”

Den dialog handler ikke om at nå frem til et bestemt svar. Maleriet er snarere et sted, hvor noget kan ændre retning undervejs.

“Det er et sted, hvor man kan opdage, udfordre, ødelægge, lave fejl og finde noget andet.”

Hun sammenligner også maleriet med poesi. Ikke fordi de fortæller det samme, men fordi begge kan arbejde med brudstykker, antydninger og mellemrum.

“Jeg elsker det visuelle sprog, fordi det ikke er en bog med en rød tråd. Det er fragmenteret.”

Titlen À flor da pele er portugisisk og vanskelig at oversætte direkte. Hun beskriver selv betydningen som en tilstand, hvor følelserne ligger helt tæt på huden.

“Det er som at være på kanten. En vibrerende følelse, hvor man mærker det på huden. Man er meget eksponeret.”

For hende hænger den følelse sammen med mødet med naturen. Som når man svømmer og pludselig bliver ramt af en bølge, der er langt stærkere end forventet.

“Så mærker man naturens kraft og indser, hvor lille og svag man egentlig er.”

I À flor da pele er naturen derfor ikke et motiv, der skal fastholdes, men en kraft, Tschäpe reagerer på. Den kan være smuk og dragende, men også voldsom og umulig at kontrollere.

“Vi mennesker tror, at vi er universets herskere. Vi har i lang tid tænkt, at vi kunne dominere naturen.”

Men når vejret pludselig vender, eller havet tager fat i kroppen, bliver forholdet vendt om.

“Hver gang sådan noget sker, bliver vi mindet om, hvor ubetydelige vi egentlig er,” slutter Janaina Tschäpe.