“Jeg forsøger jo ikke at male et billede så grimt som muligt”

Michael Kvium er en institution i dansk kunst. Hans billeder af det uperfekte menneske, der råt for usødet eksponerer sine vrangsider, ondskaben og udsatheden har haft en uhørt gennemslagskraft.
Der findes næppe nogen anden, hvis billeder så mange elsker at gyse over.

Provokerende kommunikation
“Det var svært at regne ud, det var her, jeg ville ende”, siger Michael Kvium, da jeg møder ham under ophængningen af hans nye udstilling Real Monsters på KUNSTEN.

“Og det har både omkostninger og fordele. Det kan jo også være et skældsord at være kendt i vide kredse og dukke op som opgave på eksamensborde i gymnasierne.

Det er ikke fordi, jeg er landsbytosse og ikke ved, hvilke virkemidler jeg bruger, men først og fremmest er det noget, jeg slet ikke kan styre”.

Læs også:
Konfrontation med det sorte indre – Anmeldelse af Michael Kvium: CIRKUS EUROPA

“Jeg interesserer mig for kunst som kommunikation”, fortsætter han. “Og det har altid været provokerende på den danske kunstscene, hvor man ofte føler sig for fin til det. Men hvorfor fanden udstille, hvis ikke man vil kommunikere og hvorfor ikke kommunikere helt ud i stedet for kun til de få udvalgte”.

“Jeg fornemmer, at man er tvunget til at omskrive den virkelighed man ser voldsommere i dag end for bare 100 år siden. Fordi vi lever i en overformuleret verden – en mentalt forurenet verden”.

Monsteret i mennesket
Så Kvium maler altså med den voldsomme pensel og sætter nådesløst livet klods op af døden, alt imens menneskefigurernes vrangsider overbelyses af bidske projektører. I udstillingen i Aalborg optræder de under overskriften Real Monsters, og Kvium slår fast: “De virkelige monstre er os selv”,

Men hvorfor er det så vigtigt at vise ´monsteret´ i mennesket?
“Jeg står jo ikke og forsøger at male et billede så grimt som muligt – men derimod så lidt forløjet som muligt. Og der findes en menneskelig forpligtelse for, at vi ikke volder hverken kloden eller hinanden for megen smerte. Derfor er det vigtigt, at vi ikke bare genkender de andre og viser deres mangler. Vi skal først og fremmest genkende os selv”.

Menneskets fulde spektrum
“Når Satre (fransk eksistentialistisk filosof, red) hævder, at mennesket basalt er godt, så må jeg sige: det tror jeg ikke på. Mennesket rummer det fulde spektrum – og jo mere man lægger en nysgerrighed og en tvivl ind i forhold til, hvad mennesket er, jo mere indsigt vil man få.

Læs også:
Kviums groteske eksistensteater

Jeg ser det ikke som et moralsk anliggende, men snarere at der er nogle grundlæggende spørgsmål, vi bare har alt for lidt tid til at diskutere i dag: Hvad vil det sige at være menneske”?

Små sandheder
Jeg spørger, om det er selve sandheden om mennesket, han søger. Svaret kommer promte: “Der findes ikke nogen sandhed”.

“Alligevel er der nogle små sandheder – og det er helt sikkert det samme punkt, vi som mennesker søger efter”, fortsætter han dog tøvende og forklarer, at han opfatter sine værker som en salgs “dialog-instrumenter”, beregnet på at diskutere, hvem vi selv er:

“Hvis folk interesserer sig for mine ting, er det vel fordi værkerne kan skabe kontakt ind til et rum, de kan bruge, og hvor de i en eller anden forstand kan genkende sig selv”, siger han.

Truckerkasket og røde pølser
Udstillingen i Aalborg viser nye sider af Kvium. Hvor kunstnerens nøgne, tvekønnede figurer ofte har været repræsentanter for tidsløse eksistentielle spørgsmål, placeret som de var i ørkenlignende eller abstrakte rum udenfor tid og sted –  ja, så er ´virkeligheden´ rykket tættere på.

Nye personager og rekvisitter er kommet til: Den vestlige entertainer, joggeren, hundelufteren, truckerkasketten og de røde pølser. I to store billeder optræder figurerne ligefrem i reelle landskabs-scenarier.

Læs også:
Ugens kusntner – Michael Kvium

“Det er der begrebet Real kommer ind. Jeg har følt et større behov for at være mere tidsspecifik og en større lyst til at være mere politisk aggressiv. Udstillingen handler også om at kigge på, hvor vesten er kommet til og den selvfedme og selvfølgelighed, vi omgærer os med”.

At udfordre sig selv
“Men jeg ønsker også at udfordre mig selv og de forventninger, der er til mig. Jeg arbejder hele tiden – inden for rammer, hvor jeg stadig kan fastholde mig selv – på at forskyde mig lidt og sætte mig selv nogle nye projekter: Hvad sker der, hvis jeg trækker mere af den direkte virkelighed ind.

For tyve år siden ville jeg have forsvoret at arbejde med klicheer som præsten, dommeren, balletdanseren og hundelufteren og bruge rekvisitter som mavebælter, truckerkasketer og røde pølser. Men nu udfordrer jeg mig selv: Tør jeg arbejde med klicheerne”?

Læs også:
“There will never be another you” – Anmeldelse af Selvspejlinger I

Kvium mener dog stadig, at det handler om at reflektere en større bevidsthed om den virkelighed, der omgiver ham: “At se virkeligheden uden at blive blændet af den”, som han udtrykker det

“Jeg ved ikke om det lykkes”, griner han. “Og måske er kunst formålsløs. Men så længe jeg gider gøre besværet og bliver ved med at have nysgerrigheden og forundringen over det billederne efterlader af tanker og indsigter – ja, så bliver jeg ved”.