Jessie Kleemann: “Vi bliver én krop, der går”

Inde i Heekyungru, en historisk træpavillon i Gwangju, bevæger en række kamiit-støvler (traditionelle Inuit støvler) sig langs en sti af mørk, duftende jord. Jorden består af kaffegrums – 175 kilo i alt – lagt ud med bløde, organiske kanter, som en sti, der er blevet slidt frem gennem landskabet. 

Støvlerne glimter i violette, grønne, blå og gyldne nuancer, hvor hver farve glider blødt over i den næste. Hver støvle er en kopi af en støvle fra det samme par sælskinds-kamiit, som gennem årtiers brug er blevet slidt tynde og er gået i arv fra Kleemanns mormor til hendes mor og siden til hende selv. Ved hjælp af 3D-scanning og -print er støvlerne genskabt i biologisk nedbrydelig plast, hvor hver eneste fold og rynke, som tre generationers gang har sat i skindet, er bevaret. For enden af stien træder én kamik ud på det åbne gulv og fører bevægelsen videre med sig – båret af alle de skridt, der er gået forud.

Som en del af den 16. Gwangju Biennale, You Must Change Your Life, indtager Kalaallit Illuutaat Pavillons værk Kamiit Walking den historiske Heekyungru-pavillon. Heekyungru blev opført i 1454 og fungerede som samlingssted for lærde under Joseon-dynastiet, inden den blev revet ned under det japanske kolonistyre og genopført i 2023. Her mødes to kolonihistorier. Vandringen spænder over de 8.000 kilometer mellem Kalaallit Nunaat (Grønland) og den koreanske halvø og går samtidig i dialog med Gwangjus egen historie om modstand.

”Nu, ligesom under Gwangju-opstanden i 1980, der blev ledet af demokratibevægelsen, er modstanden mod diktatorisk styre og kampen for selv at forme vores fremtid af allerstørste betydning,” siger Kleemann.

Gennem fire årtier har Kleemann udforsket land, identitet, krop, sprog, erindring og selvbestemmelse. Hendes egen krop står centralt i værkerne sammen med tilbagevendende materialer som kaffe, perler og spæk. Hendes kritik af kolonialismen omfatter både land, klima, fællesskab og personlig identitet.

Kamiit-støvlerne i Kamiit Walking er kvindernes kamiit – ikke mændenes. De hylder de kvinder, der har videreført viden mellem traditionelle og moderne livsformer, og som så ofte har sat tempoet og ført fællesskaber i retning af social forandring.

”Vi er så mange kvinder, der har gået i de samme kamiit. Vi er så mange kvinder, der går sammen. Vi bliver én krop, der går.”

På kalaallisut lægger formuleringen 'kamiit walking' vægt på selve handlingen at tage skridt, hvor 'walking kamiit' snarere ville antyde en passiv bevægelse. Disse støvler bevæger sig med en hensigt; de bevæger sig hen imod noget. Kamiit er flertalsformen (én støvle hedder en kamik), og allerede i titlen ligger således en forestilling om fællesskab. Kleemann nævner nogle af de kvinder, hvis skuldre hun står på: sin mormor, sin mor, den tante, der opfostrede hende, og banebrydende kvinder som Gudrun Chemnitz og Priscilla Josefsen. Installationen har en stærk kropslig tilstedeværelse, som om støvlerne bæres frem af usynlige skikkelser – måske ånder.

Som mange andre i sin generation uddannede Kleemann sig inden for andre fagområder, mens andre videreførte håndværket med at sy kamiit. 3D-scanningen giver de slidte originaler nyt liv i en lettere udgave, der kan transporteres halvvejs rundt om jorden. For Kleemann er tradition en levende ressource, lige så anvendelig som ethvert fysisk materiale. Ved at kombinere en nedarvet form med ny teknologi udfordrer hun forestillingen om ”ældgammel oprindelig visdom”, der fastholder oprindelige kulturer i fortiden.

Kaffe er i sig selv en kolonial handelsvare, der blev transporteret ad de handelsruter, som skabte europæiske formuer. Samtidig er kaffen blevet det varme omdrejningspunkt i kaffemik – den grønlandske tradition, hvor familie og naboer samles tæt omkring bordet.

Stien er også en hyldest til Pia Arkes værk Jord til Scoresbysund (1998/2024), der består af 151 brugte kaffefiltre tilegnet de kalaallit, som den danske stat tvangsflyttede i 1924, og hvoraf mange døde under hungersnød. Kaffefiltrene henviser til traditionen med at gøde den sparsomme jord med brugt kaffegrums. Duften af kaffe fylder pavillonen, og på dage med mere vind kan besøgende endda fornemme den, inden de får øje på værket.

Jord er en kostbar ressource i Kalaallit Nunaat, hvor den ligger forseglet under permafrost og sten. I takt med klimaforandringerne er jorden begyndt at bevæge sig, og landskabet rører på sig og forandres. Det er levende, har brug for næring og omsorg, men det sover også. For Kleemann har jorden – ligesom andre levende væsener – også en krop, og hun mærker dens uro som et slægtskab. Ved at lægge et bånd af mørk jord hen over trægulvet i Korea bringer hun dette urolige landskab ind i rummet.

Farverne stammer fra en barndomsfascination: blåklokker, som på mirakulæsvis voksed frem fra bittesmå sprækker i klipperne under midnatssolen. Lige siden fotografiets analoge dage har hun fotograferet Arktis og dets vidundere. Kamiit-støvlernes farveforløb leder tankerne hen på både blåklokkerne og nordlyset, der nu lyser frem i støvlernes violette, grønne og gyldne nuancer. Hvor de oprindelige kamiit er udsmykket med sort-hvide mønstre, peger Kleemanns farveforløb håbefuldt mod lovende fremtider, som man selv kan være med til at forme. De glidende overgange fremhæver samtidig flydende forandring som en overlevelsesstrategi i sig selv.

De mennesker, der blev tvangsflyttet til Scoresbysund, havde intet valg, men måtte opdyrke den jord, de var blevet tvunget til at bosætte sig på. Den sidste kamik vælger derimod selv sin vej. Den træder væk fra stien og ud i ukendt terræn, men bærer stadig formen fra det, der kom før. Forandringen udfolder sig over generationer, hvor hvert skridt afviger en smule, indtil en ny retning langsomt tager form ud af den gamle.

Støvlerne synes at gå af sig selv, båret frem af usynlige skikkelser. Ved pavillonens åbning trådte en af dem, der bærer støvlerne, frem. Som genfødt rejste Kleemann sig fra et leje af kaffegrums og bevægede sig gennem Heekyungru med et langt, fint og gennemsigtigt hvidt stof. Hvidt på hvidt skiftede den iriserende overflade fra sollys til rosa og blå nuancer, som lyset, der bevæger sig hen over Kalaallit Nunaats polar-is. Indimellem bevægede stoffet sig som havet – vuggende, åndende, hævende, svulmende, rullende, brydende og samlende.

Kleemann, der i dag bor i Danmark, bruger disse associationer til at bringe det arktiske landskab tættere på. Stoffet har fulgt hende siden årene i Nuuk: et sort stykke stof i mere end 30 år og hvid tyl i mere end 20 år. Det vejer næsten ingenting, kan pakkes i en kuffert og kan både blive en tilstedeværelse i rummet og skabe et rum i rummet.

I Gwangju blev stoffet til en flod. Billedet stammer blandt andet fra bogen Sjæl gør dig smuk, der samler gamle ordsprog, Knud Rasmussens indsamlinger og tekster af andre kunstnere om, hvor vi befinder os, og hvor vi er på vej hen.

”Når du krydser floden, betyder det faktisk noget. Det betyder, at du er kommet over på den anden side.”

Hvid har sin egen historie. Mændenes hvide festanorak blev udbredt, da koloniens mørke stof blev for dyrt, mens kvindernes dragter er rigt farvede og kodede til at markere livets forskellige stadier. Også disse konventioner kom til med koloniseringen. At bære hvidt kan være en måde at vaske det hele rent på, fortæller hun:

”Nu er jeg lige her, i den ene kultur og i den anden.”

Det hvide står i kontrast til den farverige, traditionelle grønlandske kvindedragt, hvis farver følger en kvindes liv fra fødsel over ægteskab til enkestand, og hvis koder ligeledes blev indført med koloniseringen. Overgangen kan også være en begyndelse:

”Jeg kunne lige så godt være begyndt i livmoderen og derfra vokset ind i et nyt liv igen.”

Først senere, da Kleemann så optagelser fra en drone, opdagede hun en flod, der løber i nærheden af Heekyungru.

”Uanset hvor i verden vi befinder os,” siger hun, ”er der en flod.”

Gentagelsen gennemstrømmer Kleemanns kunstneriske praksis på alle niveauer. De samme materialer vender tilbage gennem årtier: kaffe, perler, spæk, det sorte stof og den hvide tyl. Bevægelser gentages fra performance til performance, og værker genoptages i nye versioner og på nye steder, hver gang med spor af det foregående. Kamiit Walking er et søsterværk til Kamiit (2023), der ligeledes er skabt af kaffegrums og 3D-printede kamiit-støvler, og som første gang blev vist i forbindelse med Kleemanns retrospektive udstilling Tiden løber løber tiden på SMK i 2023.

I denne nye version reagerer Kleemann på klimakrisens tiltagende alvor. Hun henter farverne fra jorden og himlen og frigør kaffen fra sin tidligere træramme for at bringe værket tættere på naturen. I både Kamiit og Kamiit Walking bliver én enkelt nedarvet støvle mangfoldiggjort til en procession. Som i et ritual tilfører hver gentagelse et nyt betydningslag, og hvert skridt rummer alle de skridt, der gik forud.

Kleemanns performances har ofte karakter af ritualer. Hun træder ind i en tilstand af dyb koncentration, og bagefter har hun ofte kun få erindringer om, hvad der er foregået. Det virker, som om kroppen husker det, sindet giver slip på, mens kameraet fastholder et forløb, hun måske aldrig selv vil kunne genkalde sig fuldt ud. Hendes bevægelser er intuitive:

”Nogle gange overlader jeg det til rummet. Jeg lader mig selv falde ind i det. Og så ved jeg, at min krop helt naturligt gør det, den skal. Så er det mine arme eller mine hænder, mine ben: Hvor fører de mig hen?”

Måske fører de hende ind i en helt ny verden.