Kald det hvad du vil!

Mere end ét besøg værd
Der er mange grunde til at gæste Silkeborg-egnen i sommermånederne. Denne sommer er den væsentligste KunstCentret Silkeborg Bads storslåede udstilling Call it what you like! Collection Rik Reinking. Og der er oplevelser nok til mere end et besøg. Desværre skal man som besøgende ikke regne med at blive guidet rundt i den imponerende samling. Kunsten får lov at tale for sig selv, og det er ikke godt nok!

Kan kunsten tale for sig selv?
Silkeborg Bad har tydeligvis været i kløerne på en passioneret samler med en stor og spændende samling, men man havde gjort udstillingen og gæsterne en tjeneste ved at vælge ud. En mindre og mere fokuseret udstilling havde givet plads til formidling af de enkelte værker. Konceptkunsten fylder godt, men koncepterne har det ikke godt uden kontekst. Kunstværkerne er ikke udelukkende tænkt som visuelle tegn og objekter, men det er sådan gæsterne præsenteres for dem.

Avis men ingen skilte
I samarbejde med Midtjyllands Avis har KunstCentret udgivet en avis med baggrundsartikler, værktitler og informationer om de enkelte kunstnere. Avisen lå som indstik i lokalavisen den 18. juni og kan også fås på udstillingen, hvis man, som jeg, ikke kommer fra lokalområdet. Men der er ingen hjælp at hente i udstillingsrummene – ingen skilte med kunstnernavne og værktitler og ingen ark med uddybende informationer.

Klædt på til street art, men hvad med koncepterne
Har man på forhånd læst avisen, er man klædt på til at møde Banksy, BOXI og DAIM’s street art, der fylder godt i salene i stueetagen i det gamle kurbad, og man har allerede mødt Till Haupt, der ‘camperer’ udenfor i parken med sit Real Life L.A.B. Till Haupt er ellers nok selv mand for at forklare om sit projekt til badets gæster og andre forbipasserende.

Men man er stadig ‘nøgen’, når det kommer til værker som Dan Petermans pastelfarvede plastik-‘palle’. I avisen præsenteres kunstneren som interesseret i miljøproblematikker. Men har man ikke talt med Rik Reinking eller læst Lars Svanholms reportage på aarhus.nu, ved man ikke, at ‘pallen’ består af den mængde plastik gennemsnitsamerikaneren smider ud på et år. En ikke uvæsentlig detalje, hvis ‘pallen’ skal forstås som andet end form.

Verdenshistorie og lokalhistorie
Endnu værre risikerer man at overse et værk som Jonathan Meeses, der diskret føjer sig ind i den lokalhistoriske samling på 1. sal. Værket består af et par overskrevne fløjlsbukser, en papkasse, et intermistisk trækors og en opslagstavle med fotokopierede billeder og sedler med notater. Først når man efter et stykke detektivarbejde finder frem til titlen, Letzter Lichtstral des Jahrtausends [Årtusindets sidste lysstråle – red.], udfoldes fortællingen fra ungdomsoprør over murens fald mod indgangen til det nye årtusind.

En tur til
Der er en overvældende udstilling. Når man har været rundt i stueetagen og på første sal, har man næsten glemt, hvad man startede med. Efter et besøg i parken hos Till Haupt kan man med fordel tage én runde til. Eller vende tilbage en anden dag med fornyede kræfter!