Kan kunsten lave mindesmærker i dag?

Mindesmærkets comeback
Hvor end vi går, er vi omgivet af kunstværker af typen mindesmærker. Uanset om vi er klar over det eller ej, har de til funktion at minde os om noget, der er gået forud, og som angiveligt har (eller har haft) noget at sige os i dag. De kan være store og monumentale, som udtrykt i ordet ’monument’, eller små og underspillede som i en lille sten, der lige akkurat får os til at standse op. De kan markere fællesskab gennem sejre og fremskridt eller mane til eftertanke om en fortid, vi absolut ikke ønsker gentaget, men som vi alligevel ikke kan eller bør slippe.

Mens mindesmærket har været en hovedgenre gennem århundreder, har den moderne kunst ignoreret markeringerne af en fælles fortid og i stedet dyrket det nye og det individuelle udtryk. Mindesmærker har været set som en corny oldies-genre, noget med irrede rytterstatuer, bautasten eller endda totalitaristisk kitsch.

Der er dog ved at ske noget. Siden år 2000 har de to mest omtalte kunstværker i verden været mindesmærker i form af Mindesmærke for Europas dræbte jøder, opført i Berlin af arkitekten Peter Eisenman i 2005 efter over ti års diskussioner, og The National September 11 Memorial & Museum indviet i New York i 2011 (monumentet, skabt af arkitekt Michael Arrad) og 2014 (museet, skabt af arkitekt Daniel Liebeskind) som den endelige form af ti års diskussion af, hvordan terrorangrebet i 2011 skulle erindres. På et mere abstrakt plan har erindring og spørgsmålet om fortidens betydning været et hovedtema i samtidskunsten, som de seneste udgaver af Venedig Biennalen og Documenta er eksempler på.

Kender du dit monument?
Også i Danmark er der et nyt behov for at erindre gennem kunsten. I 2011 blev det store Monument for Danmarks internationale indsats efter 1948 indviet på Kastellet i København. Kunstneren bag var Finn Reinbothe, som blev udvalgt blandt 6 inviterede forslag. Som et mindested, der skal være i konstant brug, og som et synligt udtryk for den danske stats ageren i verden, må det være et af de vigtigste kunstværker fra vores tid, selvom eksempelvis John Kørners malerier, der fortolker samme engagement, er langt oftere gengivet og debatteret. Det bør være et værk, som folk i det mindste ved findes, og som i kunstkredse er genstand for noget mere debat og respons.

Udstilling om danskernes mindesmærker
Et andet udtryk for, at mindesmærker er værd at mindes, er KØS’ aktuelle udstilling Magt. Minder. Mennesker. Mindesmærker i dag og ikke mindst den foregående landsdækkende undersøgelse af danskernes mindesmærker. Udstillingen har ikke slæbt mindesmærkerne ind på museet, men søger at præsentere forløbet omkring at skabe mindesmærker i dag gennem skitser, forskellige modeller og tanker bag for eksempel det ovennævnte monument på Kastellet.

Der tages udgangspunkt i, at tab og traume ofte er anledning til at skabe mindesmærker, men konstateres også, at fred og fremtid er temaet i en del af de nye mindesmærker. Særligt i delen “Konflikt og konsensus” referes til ældre mindesmærker som Danmarks mest omstridte mindesmærke, Istedløven, der for få år siden ved en symbolsk handling blev ført tilbage til sin oprindelige placering på Flensborg Kirkegård. Et forsøg på en aktiv omfortolkning fra nationalt krigsmonument til forbrødrende fredsmonument.

Museet har også arrangeret en ”Danmarkstour” med underholdende debatmøder ved forskellige mindesmærker rundt over land og by. Den kvikke form med populære entertainere som værten Torben Steno og optrædende som rapperen Per Vers er et tegn på fornyet street credibility til mindesmærkerne – og måske, at de netop har brug for en smart lancering for at vække interesse.

En tavs kunst
Omkring udstillingen fornemmes to tendenser. For det første at mindesmærker og det at beskæftige sig med historien og erindringen ikke bare er blevet et legalt emne, men ligefrem en boomende (mega)trend. For det andet, at særligt de store og mest promoverede mindesmærker er påfaldende tavse. Det er faktisk ikke til at se, hvad der er foregået i nogen af de ovennævnte tilfælde. De siger ikke noget om fortiden, om vi skal lære af den, kæmpe for noget eller er et andet sted i dag. Hvis de maner til noget, er det stille eftertanke og måske at gå rundt i dem. Netop det rumlige går igen i den internationale stil for mindesmærker, som anses som korrekt og passende.

Erindringsarkitektur kunne derfor være en mere rammende betegnelse. Og faktisk er både 9-11 Memorial og Holocaust-momumentet opført af arkitekter. Så trods ny interesse for mindesmærker melder spørgsmålet sig: Kan kunstnere lave mindesmærker i dag?