Kan kunsten virke helende?

Ud over at fremvise museets unikke samling arbejder Museum Ovartaci med aftabuisering og afmystificering af psykiske lidelser. Vi har talt med museumsleder Mia Lejsted fra Museum Ovartaci om stedets historie og kunstens virkning på både patienter og besøgende.

Jeg mødes med museumsleder Mia Lejsted på hendes kontor på en grå novemberdag. Her står et stort mahogni spisebord med fire tilhørende stole rundt om. En smuk stol står foran hendes store massive skrivebord og i de tunge reoler står utallige bøger. Rummet emmer af historie.

Mia Lejsted har arbejdet på Museum Ovartaci siden 2004, hvor hun afløste Johannes Nielsen, som mødte Louis Marcussen – bedre kendt som Ovartaci, som museet har taget navn efter. Her arbejder Mia Lejsted med at gøre museet aktuelt og bedre kendt i den brede befolkning. For, som Lejsted siger, ligger Museum Ovartaci lidt udenfor byen og er dermed ikke et museum, man bare lige kommer forbi.

Museum Ovartaci er vokset ud af det gamle psykiatriske hospital i Risskov. Samlingen opstår omkring år 1900, hvor forvalteren Albert Lund deler cigaretter og cigarer ud imens han taler med patienterne. Dermed opstår relationer mellem ham og de indlagte. Albert Lund modtog indimellem gaver, som patienterne havde lavet – det kunne være træsnit, digte, tegninger eller andre finurlige ting. Tingene var noget patienterne selv kunne finde og formgive; enten på deres værelser, i parken eller et andet fredeligt sted. Lund begyndte allerede dengang at registrere og opmagasinere alle de små genstande, han fik af patienterne – uden et egentligt formål, men fordi han kunne se noget værdifuldt i det.

“Da Albert Lund går af som forvalter videregiver han samlingen til sin efterkommer og på denne måde går den i arv helt op til i dag”, forklarer Lejsted.

Fra samling til terapi til museum

Gennem årene udvides samlingen med instrumenter og andre genstande fra patienternes hverdag. Professor Strömgren, som var professor på hospitalet og som fik en fremtrædende plads i psykiatrihistorien, bruger dem som en mindre studiesamling og anvender denne i undervisningen af personale og medicinstuderende for at give dem indsigt i livet som psykiatrisk patient og mangfoldigheden på hospitalet.

Efter professor Strömgren kommer Johannes Nielsen til, som møder Ovartaci og indfører en mere fri og kunstnerisk tilgang. I stedet for at patienterne blot kan lave træsnit og finurlig håndgerning, bliver det mere med henblik på at udvikle kunst. Johannes Nielsen får indført åbne værksteder og atelierer. Her kan patienterne bringe deres kreativitet i spil.

Desuden udvikler psykiatrien sig rigtig meget i midten af 1900-tallet. Psykofarmakaen udvikles og op gennem 80’erne begynder man at tænke psykiatri som en behandlingsmetode, hvilket gør, at patienterne kan behandles hjemmefra og dermed passe deres studier eller arbejde trods psykiske lidelser.

Udviklingen medfører mere plads på hospitalerne og derfor flere tomme kvadratmeter. Her opstår et mulighedsrum, hvor de indsamlede genstande, malerier, tegninger, digte m.m. kan blive udstillet i de lokaler, som patienterne tidligere var indlagt i. Offentligheden inviteres samtidig indenfor, og der bliver sat fokus på at oplyse om psykisk syge patienter, og hvad de gennem tiden har lavet under deres indlæggelser.

Tabuet om de psykiske lidelser nedbrydes

Dermed opstår en unik mulighed for at nedbryde et veletableret tabu, fastslår Mia Lejsted. “Hvis man kan få gæster ind og snakke lidt om psykiatri, så kan man også skyde nogle af tabuerne og fordommene ned. Det bliver det gennemgående formål med samlingen på Museum Ovartaci.”

Netop det at nedbryde tabuet og fordomme om psykisk syge er, hvad Mia Lejsted mener, kunsten her kan. Hun kommer med et eksempel på, hvordan publikum inviteres ind i en samtale om en psykisk sygdom:

“Vi bruger kunsten som indgangsvinkel til rigtig meget. Vi har et særligt tilbud til børn og unge – fra børnehavebørn til universitetsstuderende. De kommer og så får de et indblik i livet som psykiatrisk patient. Vi snakker ikke nødvendigvis om psykisk sygdom, men det er naturligt, at man på den ene eller anden måde kommer ind på emnet. Sådan prøver vi i hvert fald at skabe det. F.eks. kan vi tage udgangspunkt i et gammelt linnedskab med forskellige farver inde i alle rummene. Det giver anledning til at snakke om, hvad farverne betyder, hvad de (børnene og de unge red.) tænker om den blå farve, og så kigger man samtidig på et maleri af eksempelvis Marie Heiberg, som har brugt den mørke tone og meget blåt. I denne snak er der nogen, som siger, at det er en trist farve. Så er det nærliggende at bringe på banen, at der måske er nogen, som er så kede af det, at de næsten ikke kan blive glade igen. Alt afhængig af hvor gamle børnene er, så går vi i dybden med disse snakke. Som eksemplet fortæller, prøver vi her at lægge op til en snak omkring, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom – men meget ved at kigge på kunsten og bruge tilskuernes iagttagelser som udgangspunkt.”

Men det er jo også bare kunst

Jeg spørger ind til, hvor stor betydning historien bag kunsten i museets samling har, og om publikum dermed har en bestemt forforståelse inden de besøger museet. Mia Lejsted håber dog, at kunsten kan stå for sig selv, og at der ikke automatisk opstår en tanke om, at det hele handler om psykisk sygdom. Det skal kunsten også kunne, mener Lejsted, men indrømmer samtidig, at bagtanken oftest følger med. Hun dog lægger vægt på, at oplevelsen i mødet med de enkelte værker også skal skabe noget hos beskueren og ikke kun oplysningen af psykiske sygdomme.

Lejsted fortæller, at mange besøgende synes, de kan mærke kunsten på en helt bestemt måde. Det mener Mia Lejsted må betyde, at der er noget helt specielt ved disse værker. Hun beskriver, hvordan de indlagte maler, fordi de ikke kan lade være. Nogle maler blot når de er i atelieret – andre maler på alt, hvad de kommer forbi; stoleben, borde, som det var tilfældet med Ovartaci selv.

Kunst som heling

Så at kunsten fungerer som en slags “heling”, der nedbryder tabuet omkring psykisk sygdom, vil Mia Lejsted gerne stå inde for. Hvorvidt kunsten også virker helende for de psykisk syge, er sværere at bevise, da der ikke, som Lejsted påpeger, er nogle videnskabelige studier af dette.

Og så alligevel: For Mia Lejsted fortæller om leder af de kreative værksteder Maria Rosengaard, som har bedt de psykisk syge om at udfylde et skema om, hvordan de har det i forhold til tvangstanker og humør før og efter besøg i de kreative værksteder. Mia Lejsted fortæller, at her var slående forskel på patienternes tvangstanker, humør og sindsstemning, hvorfor hun rent faktisk tror på, at kunsten har en helende effekt på de psykisk syge. Desuden har kunstterapeut og psykiater Hanne Stubbe Teglbjærg skrevet bogen Skabende Kunstterapi, hvor hun undersøger, hvorvidt det hjælper at inddrage maleri i terapi for de psykisk syge.

Mia Lejsted tror på, at museet kan belyse det tabubelagte emne på en ny og åben måde, der kan modvirke fordomme om psykiske lidelser. Derfor er det vigtigt, at der findes et museum som Ovartaci. Lejsted pointerer yderligere at publikum til tider er overraskede over kvaliteten af billederne, hvilket igen afspejler de fordomme, der kan være. Mødet med kunsten kan derfor være med til at rykke ved publikums forforståelse af psykiske lidelser og hjælpe til en aftabuisering af emnet.

En af fordelene ved at Museum Ovartaci i 2018 fraflyttede Risskov er ifølge Mia Lejsted, at samlingen sættes i en anden kontekst og dermed klippes navlestrengen til det psykiatriske hospital og de forhistorier, som dertil hører. I 2022 flytter museet endnu engang, denne gang til Olof Palmes Allé i Skejby, Aarhus. Her håber Lejsted, at Museum Ovartacis unikke samling fortsat kan betage de besøgende – både som imponerende kunst i sig selv og samtidig som noget, der kan fortælle en helt særlig historie.