Kan lyserøde får hamle op med barok geometri?

Ideen bag Secret Garden er grundlæggende god og interessant: at skabe ny energi i Lauritz De Thurahs barokhave ved at lade ni danske samtidskunstnere installere værker i haven.

Frem for at lade de udvalgte kunstnere forholde sig til overordnede kuratoriske greb, har kunstnerne haft frit slag til ’blot’ at anvende haven som et udstillingsrum.

At skabe i dialog med stedet
Når haven får et kunstnerisk boost af denne type, er det på sæt og vis helt i barokkens ånd. Sideløbende med formfuldendt geometri og kunstnerisk rigdom kendetegnes barok havekunst af en legende attitude.

Haven skulle opleves: fra bygningens repræsentative lokaler kunne helheden beundres, mens selve bevægelsen gennem haven skulle kompletteres af uventede oplevelser.

Og, i Secret Garden tiltrækker det uventede sig opmærksomhed. Mest iøjnefaldende er hovedaksens point-de-vue udformet af kunstnergruppen Vinyl, Terror & Horror.

I værket er en ældre personbil landet i fontænen. Flere vandslanger overhælder bilen, så vinduesviskerne ikke kan følge med. Samtidig løber vandet fra en almindelig vandhane, mens en champagneflaske uafbrudt skyder vinen mod et glas, der kun kan rende over. På den måde er barokhavens arketypiske element ’fontænen’ fastholdt, idet værket ligeledes kan ses som en tolkning af det barokke vanitas-motiv.

Lyserøde får og brosten
De lyserøde og parfumerede får i Henrik Plenge Jakobsens markante værk fra 2002/2012 If the people have no bread, let them eat cake (titlen er taget fra en historie om den franske 1700-tals dronning Marie Antoinette) er ikke kun en sikker publikumsmagnet.

Værket byder endvidere ind i forhold til barokkens kontrollerende og dekadente brug af naturen. Det endda så effektivt, at det over for de besøgende i haven må være vanskeligt at fastholde værkets vigtige kommentar til Oplysningstidens depraverede overklasse og parallellerne til nutidens forbrugersamfund.

Samme konkrete og vellykkede dialog med haven kan ses i værkerne af HuskMitNavn og A Kassen. Hvor HuskMitNavn har formet figurer, der sidder og står i haven, så har kunstnergruppen skåret en af havens klassiske skulpturer op til brosten, så skulpturfragmenterne nu indgår i fortovet uden for kunsthallen.

Kunst i det fri – en vanskelig disciplin
Skala – og valg af materialer – er altid central for et værk. Men, når himmelen er ’loftet’, havens udstrækning definerer rammen og naturens farver udfordrer konteksten, så bliver hensynet til omgivelserne dobbelt vigtig.

Her kommer flere af værkerne desværre til kort. Her tænker jeg fx på Jeanette Hilligs skulptur. Værkets smukt afbalancerede dynamik svinder ind under åben himmel. Kunstneren har her ikke fået oversat sine tanker og kunstneriske talent til en form, der kan matche omgivelserne. Isoleret set er værket glimrende, men det skurer i forhold til konteksten.

Dialog og kontrast
Med Hilligs værk i baghovedet kan der spørges ind til, hvad udstillingens sigte er. I kortet over haven, der indeholder en intro til udstillingen, står der, at udstillingen skal få os til at overveje størrelser som orden vs. kaos, illusion vs. virkelighed og fortid vs. nutid.

Altså, er udstillingen et bud på, hvordan kontraster kan skabe dialog og opfordre til refleksion. Selv om man holder sig dette mål for øje, og kan konstatere at denne målsætning lykkes delvist, så spøger fornemmelsen af ’hvorfor’ i baghovedet. Hvorfor lige disse kunstnere og værker i denne have?

Modspil?
Denne fornemmelse kan ikke kun forklares med, at gæster på udstilling i høj grad er med til at stykke udstillingens mening sammen.

En anden forklaring kan ligeledes være, at barokhaven i høj grad er et kunst- og kulturhistorisk værk i sig selv. Og, et stærkt ét af slagsen. Akser, sindrige parterrer, allegoriske skulpturer, fontæner mv. er i barokhaven ikke pynt, men dele af en symbolsk helhed, der illustrerer tidens verdenssyn og endvidere havemæcenens økonomiske, kulturelle og sociale position.

Secret Garden er ikke en stramt kurateret udstilling, men derimod et initiativ, der bringer haverummet i spil som udstillingsareal. Det er yderst velgørende at opleve en udstilling med dette mål. Men set i forhold til udstillingen som helhed er det nok her – dvs. i den manglende dialog imellem samtidskunstværkerne – at det før omtalte ’hvorfor’ skal findes.

Ved at de nye værker ikke linker til hinanden og opnår en indbyrdes dialog, så kommer vor tids verdenssyn ikke frem som en konkret størrelse. En størrelse, der kunne etablere en dybere dialog mellem i dag og 1700-tallets monokulturelle virkelighedsorden.

Selv om det ville have ændret udstillingens mål, så synes gennemgående tematiske bånd at kunne have styrket værkerne. Men, Secret Garden er en seværdig udstilling med værker af stor kvalitet. Og, kunsthallen får mange points for at tænke nyt i sin inddragelse af omgivelserne.