Kent Klich: “De private historier bryder den ensidige fortælling om Gaza og gør den mere mangesidet”

Ved første øjekast ligner det traditionel fotojournalistik, og Kent Klich var da også tilknyttet det prestigefulde fotobureau Magnum mellem 1998 og 2002. Men en sådan karakteristik er for begrænset, hvis man vil beskrive den herboende svenske fotograf og billedkunstner, som netop kombinerer forskellige udtryksformer og blandt andet lader sine værker træde frem i rumlige, kunstneriske rammer. Lige nu præsenterer han dele af sit omfattede projekt Gaza Works i den flotte skulptursal på Det Fynske Kunstakademi.

Klich har arbejdet med Gaza Works siden 2001, og projektet insisterer på at præsentere konflikten mellem Israel og Gaza på en anden måde, end medierne traditionelt gør det. Dels via en række forskellige repræsentationsformer og dels ved at visualisere mere ‘langsomme’ og intime fortællinger.

“For mange har det ensidige mediebillede af Gaza været domineret af billeder af krig, ødelæggelse, mænd med våben og rapporter om tusindvis af døde – tal, der risikerer at blive abstrakte og intet siger om de mennesker, der lever og dør i Gaza”, fortæller Kent Klich.

“Den internationale presse kommer, når en af de mange konflikter, der har været gennem årene, opstår. Se eksempelvis, hvad der sker efter Hamas’ angreb den 7. oktober. Det præsenteres og koncentreres, som om angrebet var historiens udgangspunkt, som om alt startede der. Der tages ikke højde for de mange års belejring og manglen på arbejde, fattigdom, sundhedspleje osv.. Eller situationen på Vestbredden, hvor palæstinenserne lever på øer omgivet af flere og flere bosættere”.

“Mit arbejde bliver også en mediekritik, om man vil, hvilket får de private historier til at bryde den ensidige fortælling om Gaza op og gøre den mere mangesidet”.

“Jeg begyndte at arbejde i 2001 i Gaza. Efter kritik fra en palæstinenser bosat i Sverige af en stor fotoreportage, jeg publicerede i et magasin, begyndte jeg at tænke over min position som udlænding, uden sprog i et land, jeg kun kendte lidt til. Jeg læste Edward Said og Frans Fanon og besluttede, at mine værker skulle skabes i dialog og samarbejde med palæstinensere”.

I projektet Gaza Photo Album fra 2009 har Klich arbejdet sammen med Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder. Serien viser blandt andet fotografier fra sønderbombede hjem.
Ligeledes har Klich samarbejdet med en lang række organisationer: Al Mezan Center for Human Rights, Amnesty International, Forensic Architecture, Gaza Community Mental Health Programme, Aid and Hope programme for Cancer Patient Care og The National Gathering of Palestine Families.

Og så har han i flere projekter samarbejdet meget direkte med civile palæstinensere. Et eksempel er videoinstallationen Killing Time.

‘Killing Time’ (da: slå tiden ihjel) er et begreb, der refererer til det at vente – og vente gør man i de besatte områder, hvor arbejdsløsheden er enorm, og indbyggerne er spærret inde bag mure og udsat for blokader. Men i Kent Klichs videoinstallation henvises desuden til en langt mere konkret død.

De tre videoer er hjemmeoptagelser, foretaget af beboere fra Gaza, før den israelske hærs såkaldte Operation Cast Lead i 2008, hvor op mod 1500 palæstinensere blev dræbt. Alle personer, der optræder i filmene, døde. En af dem var advokaten Gareeb Abed, der filmede sig selv med sin mobiltelefon, mens han ventede.

I serien træder Kent Klich til side som fotograf og benytter sig af ‘fundet materiale’ – private videoer, han har fået tilladelse til at bruge. Samme metode bruges i serien What Life Looks Like. Her er materialet hentet fra palæstinenseres fotoalbum og viser ‘almindelige hverdagssituationer’ – en modvægt til de dokumentationsfotos af konflikt, krig og lidelse, der ellers står mere eller mindre alene i vestlige medier.

“Forskellen mellem det private og det offentlige er stor, og faktisk er det ikke afgørende, om man selv tager billederne”, forklarer Kent Klich. “I nogle situationer arbejder jeg med billeder, jeg ikke selv har taget og som er taget på et andet tidspunkt, end hvor jeg selv var til stede på stedet”.

“Når jeg kommer som fremmed til en kultur, uden at tale sproget, har jeg ikke altid den samme adgang til mennesker og deres levevis, som hvis jeg befandt mig i min egen kultur. Mange af mine værker er derfor blevet til i dialog med venner og bekendte”.

“Jeg besøgte Gareeb Abeds familie, for at høre om de gode minder, de havde om deres søn, advokaten, der døde den første dag af Operation Cast Lead. Det, der var planlagt som et kort besøg, blev til et heldagsmøde, hvor de fortalte mig om sønnen, hvem han var, hvilke interesser han havde. De viste mig også de fotografier og videoer, han selv havde taget.
Videoerne, der viser ham ventende, er, hvad der sker med alle de mennesker i Gaza, som har levet under belejring. Derefter opsøgte jeg andre familier, der gav mig adgang til videoer taget af deres kære, før de døde”.

I de lavtopløselige videobilleder ser vi Gareeb Abed ligge i sin seng. Vi ser en mor løfte sin lille pige op, en ung mand lege med et barn (og en stridbar hane!). Videoerne fremkalder det hverdagslige familieliv, som minder os om, hvor ens vi er – de ekstremt forskellige betingelserne til trods. Alle mennesker ønsker gode liv og nære relationer.

I hele det omfattende Gaza Works er der stillet ind på, at konflikterne og krigene ikke er ansigtsløse: Det manifesteres meget markant i Black Friday serien, som omhandler en Israelsk militæraktion (for at befri en tilfangetagen soldat) i 2014, hvor 256 – hovedsagelig civile – blev dræbt.
Serien, som viser stedet før angrebet og det ørkenlignende kraterlandskab efter, insisterer på desuden at vise navngivne billeder af alle de omkomne. Hvor det ikke har været muligt at skaffe billeder, er der i stedet et sort billede.

Alle ønsker gode liv. Alle drømmer – også i Gaza. Og drømmen visualiseres i Klichs værkkreds GZA.

GZA var forkortelsen for Yassir Arafat International Airport i Gaza, der åbnede i 1998, men som blev skudt i smadder i 2001-02 af israelske styrker under den anden intifada. Den ødelagte og ubrugelige lufthavn bliver i Klichs serie et symbol for den knuste drøm om at kunne rejse frit såvel som for de fængselslignende begrænsninger, mennesker, der bor i Gaza, lever under.

I værkserien fremvises såvel historiske fotos som nutidige billeder af ruinerne af lufthavnen. Et frimærkeark har påskriften “Open Skies over Gaza”, mens en ni–skærms videoinstallation viser den tidligere landingsbane som et forladt, støvet stykke jord, som en hest med rytter til tider galoperer gungrende hen over. Også mosaikfragmenter fra lufthavnsbygningerne er en del af serien:

“De mosaikker, som jeg har fået lov til at tage med hjem fra GZA, og som også er med på udstillingen i Odense, er eksempler på, hvordan en perfekt verden var blevet indrettet. På udstillingen eksisterer de som fragmenter af denne verden”.

“Dét at kunne flyve er et universelt symbol på fred og frihed – en drøm om at kunne rejse frit. Noget som minder om muligheden for et andet liv. En udbombet civil lufthavn er som en vingeklippet due”, siger Klich og peger dermed på, at serien også rummer en række ‘portrætter’ af duer, skildret på en blå baggrund:

“Titlen på denne serie er Bird Fly. ‘Bird Fly distance’ (da: fugleflugt) er et udtryk, der refererer til den korteste afstand mellem to lokationer, mens lyseblå er den obligatoriske baggrundsfarve for ID-billeder i pas udstedt af de palæstinensiske autoriteter. Hvis du bor i Gaza og har et sådant pas, er det næsten umuligt at rejse frit. Portrætterne af duerne er en kommentar til dét at kunne rejse”.

“Jeg ser forskellige scenarier, og dette er virkelig et spørgsmål, der ikke kan besvares kort.
Den eneste måde, hvorpå Israel kan fjerne Hamas, er ved at fjerne de underliggende årsager, der skabte organisationen – den uretfærdige besættelse og apartheidsystemet. Giv palæstinenserne de samme rettigheder som israelerne selv. Hvilken form for statslig løsning, der kunne opstå, er noget, parterne skal blive enige om”.

“Et andet scenarie er, at Israel fortsætter med at dræbe civile vilkårligt. Vi taler om over 30.000 døde indtil videre, og ministre i den israelske regering har udtalt, at målet er at fordrive alle palæstinensere fra Gaza og besætte området med bosættelser. Så er det kun USA, der kan sætte en stopper for det”.

“At Europa og USA, vores politikere, ikke kræver et stop for Israels folkedrab er uforståeligt. Det ser ud til, at de sidder fast i angrebet den 7. oktober og ikke forstår, hvordan fordrivelsen af ​​palæstinensere på Vestbredden og belejringen af ​​Gaza har stået på i lang tid”.

“At man i mine udstillinger og i de fem bøger, jeg har lavet i forbindelse med projektet, interesserer sig for denne koloni-konflikt, læser om den, bliver opslugt og forhåbentlig genkender sig selv i de mennesker, vi møder i værkerne eller kan identificere sig med de menneskelige behov – dem, som vi også har”.

“Og forhåbentlig engagerer sig på den måde, hver enkelt kan”.

Kent Klich (f. 1952 i Sverige) studerede psykologi ved Göteborgs Universitet, Sverige og fotografi ved International Center of Photography, New York, USA. Tilknyttet fotobureauet Magnum 1998–2002. Bosat i Danmark.

Kent Klich er billedkunstner og underviser, arbejder inden for fotografi og film med langsom journalistik og samarbejdsmetoder til billedfremstilling og repræsentation.
Han fokuserer på sammenhængen mellem discipliner; et billede står aldrig alene, men forbinder sig med sprog, objekter, lyde og dokumenter.