Kirstine Roepstorff: “Kunst i det offentlige rum blander sig i folks sociale verden og skaber rum til forundring”

Kirstine Roepstorff har netop færdiggjort et storstilet kunstprojekt til Kanalbyen i Fredericia, der involverer et helt parkeringshus.

I facaden på det store parkeringshus HYDRA overvåger et kæmpemæssigt mosaikøje i mangefarvet glas nu den nye bydel Kanalbyen i Fredericia. Øjet er en del af kunstværket HYDRA, der går i ét med parkeringshuset, som både indvendigt og udvendigt er blevet ét stort kunstværk med blandt andet en række betonskulpturer. I fremtiden skal beplantning indgå som en del af værket, og på taget samles vand i store kobberkar, hvorfra det ledes ned over huset og skaber liv og blødhed til den hårde beton.

Det er den internationalt anerkendte kunstner Kirstine Roepstorff, som står bag værket, der får lov at komme helt ind i borgernes liv og daglige brug af parkeringshuset.

Roepstorff har hentet inspiration til projektet fra bevoksede inka pyramider i Indiana Jones-filmuniverset, hvor de gamle bygninger er tæt sammenslynget med naturen. Hun ønsker at bruge naturlige elementer, der kan gøre brugerne af parkeringshuset opmærksomme på verden omkring dem, herunder klimaforhold og årstidernes skiften.

”Min intention er at bruge de greb, der er til stede naturligt: Hvis det regner, så drypper det fra taget, og hvis det er varmt, så gror træerne. Man skal få en sanselighed med sig hjem og en bevidsthed om, hvorvidt vejret var gråt eller tørt i dag. Ofte sanser vi ikke den slags, og det vil jeg gerne ændre på,” siger Roepstorff.

Hvad skal kunsten kunne i det offentlige rum?

Roepstorff står bag en lang række kunstprojekter til det offentlige rum. Hun har blandt andet skabt store udsmykningsværker til DOKK1 i Aarhus, Københavns Universitet og Kolding Hospitals Sygehus Lillebælt.

Når man skaber kunst til det offentlige rum, er der et væld af faktorer, der spiller ind. For Roepstorff er det vigtigt at tænke varighed og funktion ind i arbejdsprocessen og forholde sig nøje til den specifikke situation, og så skal brugeren tænkes helt ind i kernen af projektet:

“Når jeg laver ting til det offentlige, er jeg meget bevidst om, at der er en funktion, jeg skal varetage, som mange mennesker skal omgås i. Derfor bruger jeg meget tid på at tale med brugerne for at finde ud af, hvad de forestiller sig og undersøge mulighederne,” siger Roepstorff.

Hun ser et stort potentiale i Kanalbyen, der har til formål at danne grobund for et nyt område ud til vandet med boliger, caféer og teatre. Det bliver et nyt kunst- og kulturliv, og her spiller kunsten en central rolle i byudviklingen:

“Fredericia ligger lige midt i Danmark med smukke omgivelser og vandet helt tæt på. Der er meget trafik igennem byen, så det er et oplagt sted at lave noget fantastisk, der gør, at folk får lyst til at stoppe op,” siger kunstneren.

Ifølge Roepstorff er det ikke nok at skabe stationære kunstværker rundt omkring i det offentlige rum. Hun fremhæver vigtigheden af at lave dynamisk kunst, der vækker borgernes nysgerrighed og samtidig er med til at uddanne dem i det område, de bor i. Hun mener ikke, at man automatisk bliver nysgerrig, bare fordi man ser noget kunst. Nysgerrigheden indtræffer, når man som bruger tænker over, hvad kunstneren vil med værket, og hvordan det forholder sig til omgivelserne:

“I det øjeblik, kunsten blander sig i samfundet, opstår der en intervention af en udefrakommende ting. Alle får en berøring med værket. Folks tanker vender sig bevidst eller ubevidst mod værket. På den måde kan kunst få tankerne til at skifte retning et kort øjeblik, og det er enormt vigtigt at få bøjet vores vante tankemønstre. Når man så har fanget folks nysgerrighed, kan man begynde at lære dem om kunst”, siger Roepstorff.

Det er en forhandlingsproces

Kirstine Roepstorff blev inviteret ind i de tidlige faser af Kanalbyens byggeri og byudvikling, hvor hun fik til opgave at lave en facadeudsmykning til parkeringshuset. A. Enggaard A/S er entreprenørerne bag og har samarbejdet med kunstneren gennem hele arbejdsprocessen.

“Først undersøger man, hvad brugerne har brug for, så laver man en skitse, og dernæst finder man forhandlere og montører, der kan føre idéerne ud i livet. Først da finder man ud af, hvad der kan lade sig gøre. Det er en forhandlingsproces, der kræver et godt samarbejde,” siger Roepstorff og fortsætter:

“Det har været en interessant og tidskrævende rejse at nå hertil. Det er vigtigt med de her succeshistorier, hvor alle involverede parter får et ejerskab i projektet og kan sige, ‘hold kæft, det var sjovt at lave’.”