Kitsch & populærsentimentalitet

Det traditionelle tv-medie spiller på sentimentalitet, nostalgi, erindring og tradition, og Søren Hüttels udstilling skal ses som en undersøgelse af den personlige erindring og genkendeligheden som en præmis i billedkunsten.

Derfor har kunstneren til udstillingen hugget Pamela Andersons Baywatch-badedragt i marmor og modelleret ALF, mens han anvender sine egne fotografiske gengivelser af forskellige locations fra de forskellige tvserier – for eksempel Walsh-huset fra Beverly Hills 90210.

Siden Clement Greenberg skrev sit essay Avantgarde og kitsch i 1939, har sentimentalitet i billedkunsten været stemplet som dårlig smag. Udstillingen er dog en mere kompleks tolkning end den traditionelle diskussion om høj- og lavkultur. Søren Hüttels udstilling er ikke en kritik af det sentimentale og det nostalgiske, eller en ironisk distancering til tematikken. Det er en behandling af de kulturelle referencer, der iscenesættes billedkunstnerisk og hermed spiller på det irrationelle, det betydningstomme og det meningsløse.

Hele udstillingen er opbygget således, at beskueren træder ind i et rum, der også er en iscenesættelse af disse værker. En totalinstallation, der også er en scene.

Søren Hüttels installationer er altid mangfoldige iscenesættelser af enkeltværker og elementer, der står i et modsætningsforhold til hinanden. Derved opstår en eklektisk helhed, hvor delelementerne også fremstår som modsvar til hinanden.