Kollektive rum og brudte løfter

Indonesiske kunstnerkollektiver giver deres bud på en udvikling af sociale rum, men indfrier ikke kuratorens løfte om at gøre det i en københavnsk kontekst.

Under overskriften SuperSub – on collectivism kan man for tiden opleve bud på, hvordan en kollektiv tilgang til kunsten kan være med til at omdefinere og gentænke de rum, hvori borgerne mødes. Den indonesiske kurator Ade Darmawans har inviteret repræsentanter fra fem af sit lands kunstnerkollektiver, for at lade dem afprøve deres model i en københavnsk kontekst. Udstillingen på Den Frie Udstillingsbygning skal derfor ikke ses som kulminationen af en række workshops, men snarere som en synliggørelse af de processer, der er forbundet med den kollektive praksis.

Udstillingsinspektør Kit Leunbach betoner i udstillingskataloget, at kunst, hvor omdrejningspunktet er proces, og som manifesterer sig som social praksis, er svær at udstille. En kunst, der ikke er orienteret mod afsluttende materielle værker, udfordrer udstillingsrummet, for hvad skal man egentlig putte ind i det? Hvordan dokumenterer man processen på en måde, der er relevant for den besøgende?

Den Frie har dog taget udfordringen op og formår at præsentere værkerne på en indlevende måde, når det lykkes bedst. Desværre skæmmes udstillingen af nogle besynderlige valg og en mangel på research omkring lokale forhold, der ikke står mål med de ambitiøse formuleringer i udstillingsmaterialet.

Mind map i flere dimensioner
Kort fortalt gør udstillingen to ting. I nogle tilfælde dokumenterer den værkerne som en afsluttet proces, og i andre understøtter den værket som en fortsat proces. Workshoppen Kurikulab er et eksempel på det sidstnævnte. Kollektivet Serrum beskæftiger sig med pædagogik og læring som et system med sin egen infrastruktur, og hvordan kunst kan indgå som et værktøj til at kortlægge denne. I forbindelse med SuperSub – on collectivism har en repræsentant fra Serrum arbejdet sammen med det københavnske kunstnerkollektiv FUKK omkring workshops, hvor det at arbejde kollektivt er blevet diskuteret i relation til læring.

På Den Frie resulterer det i forskellige installationer, hvor den ene lykkes bedre end de andre. Alle værkerne manifesterer sig som en slags mind maps på plancher og tavler, hvor deltagerne i workshoppen kan byde ind, og processen er i nogle tilfælde optaget ovenfra. Gennem vertikale videoprojektioner af disse optagelser kan den besøgende træde ind i tilblivelsen, men det bliver i rollen som tilskuer snarere end deltager.

Til gengæld fungerer Kurikulab langt bedre, når væggene i Den Frie inddrages. Dels fordi væggenes skriggule farve helt umiddelbart kommer den besøgende i møde, dels fordi workshoppen i dette tilfælde netop ikke er afsluttet, og publikum inviteres til at skrive på væggen: hvad de henholdvis vil lære og kan undervise i. Et sympatisk, involverende og ikke mindst let tilgængeligt projekt, der i sin essens leder tankerne hen på de principper, der også ligger til grund for deleøkonomi.

Genopdagelse af leret
I et forsøg på at revitalisere ler som mere end blot byggemateriale arrangerer kollektivet Jatiwangi Art Factory workshops, hvor deltagerne går på opdagelse i lerets potentiale. Jatiwangi er også navnet på en provins i Indonesien, hvor leret traditionelt har været tæt knyttet til den lokale industri og derigennem identitet. Da denne position efterhånden er truet af tekstilindustrien, arbejder Jatiwangi Art Factory med at styrke lerets forankring i det lokale under overskriften Claynialism. Det har blandt andet resulteret i en række workshops, hvor deltagerne har lavet små dekorative genstande eller sågar bagværk af leret – alt sammen med udgangspunkt i forholdet mellem land og jord.

I den københavnske kontekst har der været afholdt workshops med asylansøgere fra Trampolinhuset, og resultaterne herfra indgår i det udstillingsrum, der er dedikeret til Jatiwangi Art Factory, men siver også ind i udstillingsbygningens andre lokaler. Rummet, der paradoksalt nok er domineret af træ snarere end ler, opnår en lækkerhed, som giver associationer til modebutikker, men det er hovedsageligt den indonesiske kontekst, der bliver kommunikeret, og det er svært at få øje på den københavnske vinkel.

Byen som summen af narrativer
Kollektiverne ArtLab, Forum Lenteng og Lifepatch har også været en tur i Trampolinhuset for at interagere med brugerne. Det slipper ArtLab bedst fra, måske netop fordi de også inddrager andre borgere fra København. I værket Vertical Village forsøger de at kortlægge København ud fra indbyggernes daglige rutiner og små historie. Det er blandt andet blevet til en serie af små citater, der er placeret i udstillingsbygningens forskellige rum. Gennem meget simple udsagn udstiller ArtLab, hvordan forskellige borgere oplever at bo i byen. Det virker flere gange bekendt, andre gange helt fjernt, og gengiver således byens kompleksitet meget fint. I dette multifacetterede værk er der også mulighed for, at den besøgende kan deltage i processen og være med til at give sit bidrag til København som en vertikal landsby. Det resulterer i flere små anekdoter – hovedsageligt fra turister – og fungerer godt som et alternativ til en gæstebog, men åbenbarer kun i mindre grad et egentligt byliv.

Den glemte kontekst
Ordet SuperSub har Ade Darmawan hentet fra fodboldverdenen, og det dækker over en indskiftningsspiller, der er i stand til at komme ind fra bænken og ændre spillets gang til fordel for sit hold. På det internationale fodboldforbunds rangliste over herrelandshold ligger Indonesien nummer 185 ud af 209. Dette egentlig irrelevante faktum smitter uheldigt af på metaforen, for det er som om superindskifteren ikke rigtig for sat sit aftryk på den københavnske banehalvdel.

Det er uklart, hvorfor kunstnerne så ensidig har valgt at fokusere på Trampolinhuset, når det er København i almindelighed, der er projektets omdrejningspunkt, og i det hele taget oplever jeg, at SuperSub – on collectivism kun med få undtagelser og på trods af løftet om det modsatte opererer i en københavnsk kontekst.

I teksten til ArtLabs værk Cinema Cart læser vi, at offentlige udendørs filmfremvisninger er et unikt indonesisk fænomen, men Zulu Sommerbio har eksempelvis bedrevet denne disciplin i København gennem flere år. Claynialism er et vellykket projekt i en indonesisk kontekst, men jeg savner lokale bud på, hvordan man kan imødegå en fremmedgørelse over for den jord, man bebor.

Det er som om SuperSub – on collectivism ikke rigtig formår at udfolde sine ambitioner. Det er naturligvis ærgerligt, men på ingen måde ødelæggende, for udstillingen er stadig seværdig. Den Frie lægger hus til nogle indlevende projekter, der klæder de forskellige rum godt, og sætter fokus på universelle problemstillinger gennem det processuelle. Man er blot kommet til at love mere, end man kan holde.