Kollektive situationsfabrikker i Sundholm

Af
31. august 2016

”Vi vil gerne skabe en åben proces, hvor der kan opstå nogle nye og interessante situationer på tværs af mennesker og discipliner,” siger Charlotte Bagger Brandt og Amalie Frederiksen fra Råderum, der kuraterer Alt_Cph 16.

Charlotte Bagger Brandt og Amalie Frederiksen er kuratorer på Alt_Cph 16.

”Vi vil gerne skabe en åben proces, hvor der kan opstå nogle nye og interessante situationer på tværs af mennesker og discipliner,” siger Charlotte Bagger Brandt og Amalie Frederiksen fra Råderum, der kuraterer Alt_Cph 16.

Af
31. august 2016

”Vi vil gerne skabe en åben proces, hvor der kan opstå nogle nye og interessante situationer på tværs af mennesker og discipliner,” siger Charlotte Bagger Brandt og Amalie Frederiksen fra Råderum, der kuraterer Alt_Cph 16.

Begivenheden Alt_Cph, som også går under betegnelsen ‘den alternative kunstmesse’, løber af stablen på Fabrikken for Kunst og Design i næste weekend. ”Der bliver dog ikke tale om nogen messe,” forklarer Amalie: ”Der er ikke nogen stande, men derimod zoner. Publikum kan komme ind og blive en del af kunsten på forskellige måder. Som et slags produktionskollektiv med en masse små fabrikker, hvor vi skaber noget og prøver metoder af i fællesskab.”

”Vi vil gerne vise, hvordan kunstnere rundt om i verden interagerer og vekselvirker med det samfund, de er en del af: hvordan de prøver at ændre på nogle spilleregler ved at bruge allerede tilgængelige materialer og ressourcer. Det er det, vi kalder krydsklipning. Det handler om de situationer, hvor kunsten smelter sammen med hverdagen for at skubbe til dens eksisterende strukturer og systemer.”

Lokalt engagement og kollektiv samskabelse
Kollektiv samskabelse er et vigtigt princip for årets Alt_Cph. Et andet er samspillet med lokalmiljøet, og de principper ligger både til grund for udvælgelsen af deltagere til Alt_Cph og for den måde, hvorpå hele begivenheden er kurateret.

”Alle dem, vi har inviteret til at deltage, arbejder som en form for kollektiv og har skabt en uafhængig platform for at arbejde med kunst i deres lokalmiljø. Vi har bedt dem om at komme med det, de allerede gør, og gøre det tilgængeligt for publikum. De skal ikke skabe noget specifikt til os, men gøre det, de allerede gør, så det bliver én stor samproduktion,” forklarer Charlotte.

”Fx kommer Kitchen Lab fra Berlin og viser deres hjemmevidenskabelige eksperimenter. Vi introducerer Jesper Aabilles køkkenslange i samspil med Trampoline House og Sisters’ Cuisine, som laver mad samtidig med, at de diskuterer forholdene på asylcentrene. Vi har inviteret Utopia School, som har haft nogle læringssituationer ude på Christiania den sidste måned. De skaber en skole med highlights fra deres ophold på Christiana.”

Kitchen Lab med Mindaugas Gapševičius. Foto: Andrew Gryf Paterson
Kitchen Lab med Mindaugas Gapševičius. Foto: Andrew Gryf Paterson

Interaktion med Sundholm og Urbanplanen
Fabrikken for Kunst og Design ligger i Sundholmskomplekset på Amager. Det er en gammel anstalt, som i dag huser et herberg for hjemløse og et aktivitetscenter, men også børnehaver, nybyggede lejligheder og en række foreninger, og det har været væsentligt for kuratorerne at involvere lokalområdet i Alt_Cph 16. Selv har de, som de kalder det, ”’gået turen rundt i området’ og snakket med folk – for at fornemme, hvad det er for et sted, vi er”.

”Vi har været rigtigt meget omkring. Vi har haft et godt samarbejde med Byhaven (en del af Aktivitetscentret Sundholm, red.), og Sigrids Stue fra Gellerup laver i samarbejde med PASAJ fra Istanbul en workshop dernede. Vi har snakket med Foreningshuset herovre, som har stillet deres frivillignetværk til rådighed. Vi har haft fællesmøde, hvor vi har inviteret folk ind og serveret mad. Det er sket løbende og på forskellige niveauer. Vi har haft et godt samarbejde med pædagogen Camilla fra Nærgenbrugsstationen, hvor Sujan Dangol fra Nepal laver et projekt. Camilla bor selv ovre i Urbanplanen (større boligområde i nærheden, red.), og hun har introduceret os til Lommepengedrengene, der er sådan nogle unge fyre, som hjælper til på genbrugsstationen og derved lærer at begå sig i et fællesskab. De har hjulpet os med hænge flyers op i opgangene, hvor vi ikke har adgang. Og så er der lokale borgere, der trisser ud og ind. Der er fx René, som skal være lokal kunstguide. Nogle gange har vi ikke vidst, hvorvidt der ville komme et samarbejde ud af det. For det handler også om hvem, kunstnerne ser muligheder i at samarbejde med. Det kan vi ikke bestemme. Så vi har været ude og præsentere forskelligt, og så må vi se, om der bliver et match.

Dumpster diving for at frisætte tid
Fx skal kunstnerduoen Martinka Bobrikova & Oscar de Carmen senere i dag deltage i en fest ovre på herberget. Tanken er, at de kan møde nogle af de hjemløse og måske diskutere deres strategi for at finde kasseret mad – det, som populært kaldes ’dumpster diving’. Da jeg taler med de to kunstnere, spørger jeg lidt polemisk ind til, hvad deres vinkel på dumpster diving er. For det er min opfattelse, at mange kunstnere arbejder med det i dag.

Skitse til Strategies to minimize the error by af Martinka Bobrikova & Oscar de Carmen
Skitse til Strategies to minimize the error by af Martinka
Bobrikova & Oscar de Carmen

Oscar virker også som om, han helst vil distancere sig fra et efterhånden udbredt kulturelt fænomen: ”Det handler ikke bare om, wauw, her er gratis mad, men om en hel anden økonomisk tænkning. Vi vil ikke skabe et spektakulært display over overskudssamfundets tåbelige udsmid. I stedet vil vi vise, at man kan leve på en anden måde. For mig er det en måde at spare penge på, så man har tid til at gøre noget andet, fx være sammen med sine venner. Jeg har bare kort tid her i livet, og den tid kan ikke erstattes af ting og sager, som man skal bruge tid på at tjene penge til at købe.”

Martinka supplerer: ”Det et jo ikke bare er et kunstnerisk projekt for os. Det en livsstil. Det er sådan, vi lever hver eneste dag, også her i København, mens vi udvikler vores bidrag til Alt_Cph.” Det, de håber at kunne gøre i samspil med de hjemløse, er at få forfinet deres strategi for at finde kasserede varer. De vil læne sig op ad de hjemløses erfaring og kompetencer og udveksle idéer med dem, og det er det samarbejde, man vil kunne stifte nærmere bekendtskab med på Alt_Cph.

Bæredygtighed og social økologi
Mange af årets deltagere arbejder med et slags økologisk perspektiv – om det så har fokus på madspil og renovering af brugte ting eller på en form for social økologi: hvordan integrerer vi flygtninge og immigranter, eller hvordan trækker vi på de hjemløses ressourcer? Men jeg er nysgerrig efter at få Charlotte og Amalies svar på, hvad kunsten kan i forhold til den slags dagsordner – og i forhold til andre instanser i samfundet?

Charlotte resonerer: ”Kunsten er et af de få frirum, vi har i forhold til resten af samfundets systemer. Et sted, hvor du kan spille bolden på ny. Ofte oplever jeg, at man faktisk kan sætte en anden dagsorden, fx i forhold til en bæredygtighedsideologi eller i forhold til en bæredygtig socialitet. Man sætter kortene på ny. Og det gør man også med en æstetisk-sanselig optik. Det er dér, hvor de ting møder hinanden, at jeg synes, der opstår noget interessant.”

Kan du give et eksempel?

”Fx har Sujan Dangol gået og arbejdet i flere dage ovre på Nærgenbrugscentralen med pædagogen Camilla. Hun er selv meget optaget af bæredygtighed, men hun gør det på én bestemt måde. Så kommer han og forvandler materialerne og giver dem en anden historie og identitet og skaber en ny forståelse af de ting, som folk smider ud. Han omskriver det til poesi og synliggør, at der er andre måder at orientere sig på i ens hverdagsrum.”

Amalie supplerer: Det handler om at vende almindelige situationer på hovedet, at gøre ting på en anden måde. Og at synliggøre, at virkeligheden skabes gennem menneskers handlinger.

Så I synes, at kunstens styrke ligger i den kunstneriske metode?

Amalie: ”Ja, det er det, kunsten kan, mener jeg. Den kan tage udgangspunkt i nogle virkelighedssituationer og hverdagsstrukturer, rode rundt i dem og bygge dem op på en ny måde, så tingene fungerer anderledes, end vi er vant til. Det er vigtigt, for ellers kører alting i samme rille.”

Charlotte: ”Men det, du lidt er ude efter, det er det dér med en vækstøkonomi. Det her er en anden måde at tænke vækst og virkelighed på. For nogle af kunstnerne handler det om, at man ikke kan blive ved med at vækste og akkumulere, og måske kan kunsten gøre en forskel i forhold til en omstrukturering af vores hverdagsliv. Jeg synes faktisk, at det er ret fint.”

Den alternative kunstscene i dag
Alt_Cph har traditionelt været en platform for kunstnerdrevne udstillingssteder og alternative udstillingssteder. Men det er som om, årets Alt_Cph rykker et skridt videre uden for det etablerede kunstmiljø. Det handler ikke mere om alternativer til de kommercielle gallerier, men om at skabe alternative samfundsstrukturer. Jeg spørger Charlotte og Amalie, om de synes, at det er dér, hvor den alternative kunstscene er i dag?

Charlotte: ”Ikke nødvendigvis herhjemme, ikke kun i hvert fald, men der er nogle, som er dér. I princippet synes jeg, at der er mange, der mimer en meget traditionel struktur; vi skal have et hus med en dør, og vi hænger noget på væggen. Det kan godt være, at de er uafhængige, men de gør ligesom alle andre institutioner. Det har vi ikke haft lyst til i denne sammenhæng, og vi har givet den en ekstra skalle i en anden retning. Grundlæggende har Alt_Cph-formatet de sidste 10 år været et forsøg på at vise, hvad den alternative scene kan, og her har vi lagt et snit, som spørger: hvad kan den alternative scene, når den krydsklipper endnu mere med virkeligheden, når den faktisk byder ind i verden og modtager input fra verden.”

Performance af Jatawangi Art Factory. Pressefoto
Performance af Jatawangi Art Factory. Pressefoto

Global inspiration
Chalotte uddyber: ”I forhold til en europæisk kontekst, så er det nok et brud, men i andre dele af verden, er det sådan, man arbejder. Fx indonesiske Jatiwangi Art Factory. Det har eksisteret i 10 år og har en unik historie. Der har været borgerkrig i Indonesien og en stagnerende økonomi, og det er gået ud over den by, hvor Jatiwangi Art Factory ligger. Tegltagshåndværket gik i stå pga. konkurrence fra masseproducenter, og fordi folk ikke havde nogle penge, så slog de faktisk hinanden ihjel på den konto. Men så begyndte Arief, som er leder af Jatiwangi Art Factory, at arbejde med dialog og med kunst og med ler som materiale for at prøve at skabe en ny identitet for byen. Det har de nu gjort kontinuerligt i 10 år, og det har ligesom vendt hele byens selvforståelse. Når man arbejder kontinuerligt med noget, så kan man krydsklippe ind i nogle hverdagssituationer og skabe en ny stolthed. Det har de gjort både ved at invitere gæster ind udefra og ved at samle landsbyen til store events. Fx har de en musikfestival hvert år, hvor der kommer 10.000 børn fra hele området. Det er et virkeligt stort projekt skabt på basis af en meget lille og intim situation. For de har det her sted, hvor man kommer og bor og er og spiser sammen, og hvor de har et udstillingssted. Samtidig laver de nogle store performative ting, og så hænger de værker op i folks hjem, og når man skal se kunsten, så besøger man i virkeligheden folk og skal ind over deres dørtærskel og får serveret en kop the, og det bliver pludselig en anden, intim situation.”

Du har selv besøgt dem?

”Ja, og personligt har jeg været meget inspireret af den kollektivitet og det fællesskab, der opstår sådan et sted, hvor der egentlig ikke er økonomi til at skabe kunst – men hvor tid er foldet ud som ressource i stedet.”

Inspiration på tværs af kontinenter og virkeligheder
Imens vi taler, er de fem unge fyre fra Jatiwangi Art Factory ankommet og sidder ude bag Fabrikken og ryger cigaretter sammen med en kunstner, der er i residency på Fabrikken. Senere samme dag, når de kunstnere, der har værksted på Fabrikken, holder deres ugentlige fællesfrokost, vil de fem indonesere opføre et af deres værker, hvor de spiller på lerinstrumenter. På den måde kan man måske skabe grobund for nogle varige samspil imellem deltagerne og det lokale kunstmiljø. Som Charlotte forklarer: ”Det handler om at sige: De er her. De er landet. De er en af del af det her. Det er det, de laver. Det er deres værk – kom og vær med – donér din tid.”

Performance af Jatawangi Art Factory på Fabrikken
Performance af Jatawangi Art Factory på Fabrikken

I det hele taget håber Charlotte og Amalie, at Alt_Cph kan skabe grobund både for nogle mere varige samspil imellem kunstnere og mellem Fabrikken og lokalmiljøet. ”Vi vil rigtigt gerne have mange fra området med”, siger de. Derfor er der også gratis entre for folk fra lokalmiljøet. Som Amalie uddyber: ”Vi er næsten blevet venner med dem i denne proces, så det er jo en høflig gestus. De har været med til at skabe mange af de situationer, som kommer til at ske. Men det handler også om at manifestere, at den kunst, der er på Alt_Cph 16, bygger på dialog med forskellige lokale situationer rundt omkring – at kunsten opstår i samspil med omverdenen.”

Charlotte og Amalie er samtidig godt klar over, at de fleste besøgende vil komme fra kunstens verden. Det med at bryde barrierer ned, det kræver et langvarigt engagement, og de er kun gæster på Fabrikken i et halvt års tid. Det, man kan opleve på Alt_Cph 16, bliver også blot smagsprøver på en række lokalt engagerede projekter. Som Amalie forklarer: ”Dér hvor kunstprojekterne opererer normalt, har de nogle effekter på lokalmiljøet. Men her har vi fx ikke en konkret demonstration, hvor vi kan bruge de oppustelige skulpturer, som Tools for Action skaber. Det, vi viser her, er bare et lille glimt af, hvad det kan.”

Så det I gerne vil med Alt_Cph, er det at inspirere folk? Er det det, som folk skal tage med sig hjem fra Alt_Cph?

Charlotte: ”Ja, helt klart. Og så er det jo interessant – samtidig med alt det andet, der sker under Copenhagen Art Week – at vise andre lag af, hvad der sker i kunsten.”

Fakta

Læs mere om Alt_Cph her Besøg Fabrikken for Kunst og Designs hjemmeside her