Kæmpe kunstværk indviet i Aarhus

Af
20. juni 2026

Et nyt kapitel blev skrevet i dansk kunsthistorie, da H.M. Kong Frederik og Dronning Mary deltog i den officielle åbning af det monumentale kunstværk As Seen Below af James Turrell ved ARoS i Aarhus.

Fra åbningen af James Turrells As Seen Below. Foto: Mads Smidstrup

Et nyt kapitel blev skrevet i dansk kunsthistorie, da H.M. Kong Frederik og Dronning Mary deltog i den officielle åbning af det monumentale kunstværk As Seen Below af James Turrell ved ARoS i Aarhus.

Af
20. juni 2026
Med åbningen af As Seen Below – The Dome, a Skyspace by James Turrell føjer ARoS et nyt hovedværk til sin samling og markerer samtidig en milepæl i den amerikanske kunstners mere end 50 år lange arbejde med lys, rum og perception.
Den 19. juni blev værket officielt indviet i Aarhus under overværelse af Kongeparret og flere hundrede gæster. Med sine 16 meters højde og en diameter på 40 meter er As Seen Below Turrells hidtil største Skyspace i en museumskontekst og samtidig nummer 100 i rækken af de ikoniske installationer, der har gjort ham til en af de mest betydningsfulde skikkelser inden for international samtidskunst.
James Turrell: <i>As Seen Below</i>, 2026. Foto: Florian Holzherr
James Turrell: As Seen Below, 2026. Foto: Florian Holzherr
Kongeparret deltog i åbningen af James Turrells <i>As Seen Below</i>. Foto: Mads Smidstrup
Kongeparret deltog i åbningen af James Turrells As Seen Below. Foto: Mads Smidstrup
Et monument af lys og himmel
Skyspace-værkerne er centrale i Turrells kunstneriske praksis. De forener arkitektur og lys i nøje koreograferede rum, hvor himlen indrammes gennem en åbning i loftet. Beskueren inviteres til at opholde sig i værket og opleve, hvordan dagslyset og de kunstige lyssekvenser gradvist forandrer opfattelsen af rum, farve og dybde.
As Seen Below tilbyder en fælles oplevelse båret af lys og årstidernes poesi.

James Turrell

På ARoS ankommer publikum til værket gennem en underjordisk passage, der leder ind i den monumentale kuppel. Her åbner rummet sig mod himlen, mens Turrells karakteristiske lysprogram omslutter beskueren og skaber et sanseligt møde mellem arkitektur, atmosfære og kosmos.
"As Seen Below tilbyder en fælles oplevelse båret af lys og årstidernes poesi, for at understrege vores forhold til naturen, himlen og vores fælles planet," udtaler James Turrell.
En ny milepæl for ARoS
For ARoS repræsenterer værket kulminationen på en ambitiøs udvidelse af museet. Museumsdirektør Rebecca Matthews fremhæver værkets betydning som både kunstnerisk destination og refleksionsrum.
»Med As Seen Below præsenterer vi ikke blot et bane brydende værk af en af vor tids mest betydningsfulde kunstnere, vi tilbyder også et sted for refleksion, fælles skab og forundring,« siger hun.
Kongehuset har tidligere vist interesse for projektet. Tilbage i januar besøgte Kong Frederik privat ARoS for at følge arbejdet med værket og opleve Turrells udvikling af den særlige lyssætning, som aktiveres ved solopgang og solnedgang.
ARoS med James Turrells værk: <i>As Seen Below</i> i forgrunden. Foto: Adam Mørk
ARoS med James Turrells værk: As Seen Below i forgrunden. Foto: Adam Mørk
James Turrells værk: <i>As Seen Below</i> er en del af den nye park foran ARoS. Foto: Matilde Hobolt-Mortensen
James Turrells værk: As Seen Below er en del af den nye park foran ARoS. Foto: Matilde Hobolt-Mortensen
Et livsværk formet af perception
Turrell har siden 1960'erne udforsket lyset som materiale. Hans værker udfordrer den traditionelle opfattelse af kunstobjektet ved at gøre selve oplevelsen af lys og perception til værkets centrale indhold. Denne tilgang kulminerer i de monumentale Skyspaces og i det livslange projekt Roden Crater i Arizona, hvor en udslukt vulkan omformes til et astronomisk observatorium og kunstværk.
I Aarhus indskriver As Seen Below sig i denne kunsthistoriske sammenhæng. Samtidig tilfører værket en ny dimension til ARoS' profil som museum for installationskunst. Kuppelrummets skala og arkitektoniske ambition placerer værket blandt de mest markante permanente kunstinstallationer i Norden.
Kunst, arkitektur og byrum
Åbningen markerer også færdiggørelsen af ARoS' udvidelsesprojekt, der omfatter det underjordiske Salling Galleriet og det nye offentlige kunstrum ARoS Art Square. Tilsammen udgør de en ny kunstnerisk akse i byen, hvor arkitektur, offentlighed og samtidskunst mødes.
Fra nu af kan gæster opleve de daglige lyssekvenser i James Turrells værk samt de særlige Tusmørke-sessioner ved solopgang og solnedgang, hvor himlens skiftende farver bliver en integreret del af kunstoplevelsen. Som i Turrells øvrige Skyspaces er værket aldrig helt det samme fra dag til dag – eller fra årstid til årstid.

Om James Turrell

James Turrell blev født i Los Angeles i 1943, og hans fascination af lys begyndte tidligt, blandt andet formet af hans opvækst i en kvækerfamilie, hvor stilhed og fordybelse spillede en central rolle.

Turrell har studeret kunst og perceptionspsykologi, og i 1960’erne blev han en del af kunstbevægelsen Light and Space, hvor han fandt sit kald i at skabe oplevelser, der ændrer måden, vi ser og sanser lys på.

Mens Skyspaces er Turrells mest kendte værker, er Roden Crater — et hidtil uset kunstværk i stor skala skabt i et vulkankrater i Painted Desert-regionen i det nordlige Arizona — Turrells hovedværk og hans livslange projekt.