Kritiske kortlægninger

Der er mange ”rum” i E.B. Itsos udstilling i på ARoS. Ikke kun i form af Vestgalleriets fysiske rammer, hvor beskueren ledes gennem forskellige fortællerum, men også i den måde hvorpå de enkelte værkkonstellationer peger ud mod andre geografier, nære såvel som fjerne. Herved samler udstillingen en række historier, der alle vidner om et ønske om at være andetsteds, under, over eller ved siden af den dominerende orden.

Men Itso viser også de mørkere sider af denne forflytningstrang, ikke mindst i værkserien om den italienske ø Lampedusa, der ikke kun er kendt for sin turistindustri, men også for de mange bådflygtninge, der hvert år tager den farefulde rejse over Middelhavet fra Nordafrika.

At bygge historier
Samtidig er dette en udstilling, der er meget bevidst og refleksiv omkring sin egen konstruktion, og vi bliver gang på gang gjort opmærksom på modtagerrammerne for de forskellige fortællinger. Ikke mindst i værket Collapse, 2014, hvor væggene tilsyneladende understøttes af en synlig bjælkekonstruktion.

Der er også spor fra udstillingens ophængning og opsætning, og andetsteds i udstillingen inviteres vi endog til at gå bagom galleriets hvide vægge, eller rettere, ind i selve konstruktionen af væggen for dér at opleve ét af værkerne.

Vi trækkes dermed hele tiden tilbage til den aktuelle kontekst, hvori vi selv er til stede. For sådan er det jo netop med fortællinger: De eksisterer her og nu i kraft af den person, som fortæller dem, men også i kraft af den som lytter.

Samtidig bygger rejsen altid på en erfaring. Idéen om fortællingen relateres derfor allerede til rejsens figur, til det gennemlevede og det overleverede, og historierne eksisterer i et spændingsfelt mellem forskellige rum og tider.

Skønhed og usynlighed
Vi starter dog tættere på hjem, nemlig i hverdagens storbyrum. Først i udstillingen møder vi blandt andet serien Boarded 1, 2013, som helt konkret består af en række fundne krydsfinerplader, der alle har været brugt til forsegling af forladte og kondemnerede huse for at beskytte disse mod ulovlig indtrængning. Som de hænger der på gallerivæggen får pladerne dog ny værdi og kommer derved til at minde om monokrome malerier.

Samtidig ledes tankerne også hen på Gordon Matta-Clarks stedsspecifikke interventioner i det urbane stof, hvor den amerikanske kunstner i 1970erne ligeledes flyttede stykker af nedrivningsparate bygninger ind i galleriets hvide kube og derved videreførte Robert Smithsons non-site praksis.

Fodsporenes æstetik
E.B. Itso leger på samme vis med skønheden ved det forgængelige, men også det bevaringsværdige i selve sporenes æstetik. Krydsfinerpladerne refererer tilbage til huse, der i det offentlige rum er blevet tømt for levet liv, ruiner parat til at blive fjernet fra byens logik. Men i galleriet transformeres de til vidner for den selvsamme udvikling. Dermed bliver de også en slags monumenter over gentrificeringen og dens ofre, over alt det som ikke passer ind i byplanlæggerens billede af det urbane.

Man kommer let til at tænke på Michel de Certeaus berømte essay fra 1984 om at vandre i byen. Her sammenligner den franske forfatter synet af New York fra World Trade Centers 110’ende etage med byplanlæggerens eller kartografens simplificerende opfattelse af byen. Som modsætningen hertil nævner de Certeau vandringsmandens ”anden” forståelse af den urbane tekst som en læsning af byen, der ikke lader sig reducere til noget kort eller nogen overordnet plan, men som i stedet består af huller, ellipser og modsatrettede fortællinger. Og det er netop denne position af vandrer og observatør på gadeplan, at Itso indtager.

At rejse er at leve – eller ikke
Centralt i selve udstillingen står kunstnerens værker fra en legatrejse til den italienske ø Lampedusa.

Øen har i de seneste år været en del i medierne, fordi den er blevet en portal for bådflygtninge, der ønsker at komme ind i Europa. Derfor ses den også som Europas yderste grænse, og den er ikke mindst blevet kendt for de mange tragiske ulykker og kæntringer, der har fundet sted langs dens kyster.

I Lampedusa-værkerne er det endnu engang sporene, der sættes under lup. Ikke mindst i serien Sheddings, 2015, hvor kunstneren har brugt de mange slidte beklædningsgenstande, jakker, sweatre, buksker, som de nordafrikanske søfarende har efterladt på stranden ved deres ankomst, til at fremstille en række 1:1 grafiske prints, hvor de fundne genstande er blevet dyppet i blå farve og efterfølgende trykt på papir.

Vi kigger med andre ord på spor af spor: Spor fra de flygtninge hvis skæbne, vi ikke kender, men også selve sporene af farven på papiret. Det er med andre ord en dobbelt overlevering. Også Clandestine Boat Cemetary, 2015, en fotografisk serie af de fiskerbåde som flygtningene er ankommet i, undersøger de historier, som nogle af disse forladte objekter fortæller os. Rejsen er her endnu engang central, men også genfærdet, i form af disse efterladte og spøgelsesagtigt tomme genstande, kommer til at spille en rolle som udstillingens samlende figurer.

De to hænger dog sammen. For hvad er et genfærd, hvis ikke én der rejser igen?

Rejsen som kritisk skabelon
Inklusionen af Lampedusa-værkerne bringer også dybde ind i udstillingen og redder den fra blot at blive en forherligelse af det oversete, det glemte og det forfaldne, ligesom selve idéen om mobilitet som symbol for frihed også problematiseres. Rejsen kræver også sine ofre, synes Itso at sige.

Building Stories er en stærk og konceptuel stram udstilling, der indeholder mange flere lag og rumligheder, end der kan opsummeres her, og hvor beskueren inviteres på en opdagelsesrejse, der peger både indad og udad. Sidstnævnte symboliseres ikke mindst fint af inklusionen af et modificeret eksemplar af Jules Vernes’ roman A Journey To The Centre Of The Earth hen mod udstillingens afslutning.

Fortællingen er klart udstillingens metode, men det er rejsen, der er dens skabelon. Og dette er absolut en udstilling, der er værd at rejse efter.