Kroppen på lærredet

Temperamentsfulde værker af Rachid Ben Ali på Galerie Moderne i Silkeborg.

Udsnit, uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto

Temperamentsfulde værker af Rachid Ben Ali på Galerie Moderne i Silkeborg.

Der bliver ikke sparet på noget i Rachid Ben Alis malerier. De enorme værker fylder udstillingslokalerne med eksplosioner af former og farver, og billederne indeholder en umiddelbar og ligetil tiltrækningskraft, som er svær at ryste af sig. Karakteristisk for de titelløse malerier er den flittige brug af underlige og lettere kryptiske tekstpassager og statements. Men det er menneskekroppens position i vores kultur, der optager mest lærredsplads hos Rachid Ben Ali.

Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto
Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto

Visuelle rebusser
Skildringen af den fragmenterede krop er en gennemgående tematik i maleriernes ekspressive billedunivers. Deforme og løsrevne lemmer indgår i symbiotiske forhold med omgivelserne, og menneskekroppe penetrerer hinanden med diverse legemsdele. Det hele flyder sammen i en slags visuel rebus, hvor også den flittige brug af tekst giver én lyst til at afkode maleriernes betydningslag.

På skuldrene af Basquiat
Stilen forekommer bekendt. Og Rachid Ben Ali skeler også i både malerstil og motivvalg over Atlanten til sin afdøde kollega Jean Michel Basquiat, der ligesom Ben Ali havde en tværkulturel opvækst. Det er primært Basquiats naive streg, der går igen i visse af Ben Alis malerier. Men også inddragelsen af kryptiske tekster har de to kunstnere tilfælles. Referencen til Basquiat er tydelig, men Rachid Ben Alis malerier er på ingen måde plagiater. De har deres helt egne kvaliteter, og relationen til Basquiat gør dem absolut ikke mindre væsentlige eller vedkommende.

Opgør med baglandet
Den danske forbindelse til den unge marokkansk fødte kunstner er skabt via Galerie Modernes filial i Amsterdam, hvor Rachid Ben Ali bor til daglig. Kunstnerens oprindelse i den muslimske kulturtradition kaster desuden et nyt lys over aflæsningen af de udtryksfulde malerier. Rachid Ben Alis kunst fremstår som kommentarer til den radikale islamismes intolerance over for menneskets kropslige og seksuelle karakter.

Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto
Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto

Det kan være problematisk at vurdere en kunstners værker på baggrund af hans personlige historie, da det flytter fokus fra det væsentligste: Malerierne. I Ben Alis tilfælde er det dog frugtbart at kende til kunstnerens religiøse og kulturelle bagland.

Et ben i hver lejr
Malerierne er imidlertid ikke kun et opgør med kunstnerens baggrund. De er også en kommentar til en (forskruet) vestlig kropskultur, som nok er frisindet, men som samtidig reducerer menneskekroppen til en genstand og en vare. De forvredne og deforme legemsdele i Ben Alis billeder skildres således ofte som stykker af kød med sener, muskler og vener.

Ben Ali står altså med et ben i hver lejr. Han er præget både af Marokko og Holland, men han undlader at tage det endelige skridt til én af siderne. Det er præcis heri kvaliteten i hans malerier ligger. Værkerne er ikke direkte fordømmende, og de dyrker ikke provokationen for provokationens skyld. Malerierne skubber til fordomme og tabuer og gør opmærksom på svagheder ved både ‘vores’ og ‘deres’ kultur.

Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto
Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto

Stor diversitet
Rent malerteknisk er der en enorm diversitet i Ben Alis kunst. På de største af billederne, der måler 2 gange 3 meter, er der virkelig malet med den brede pensel: lange spor af farve breder sig henover lærredets pletvist blottede lærred. De grove penselstrøg bliver dog altid komplementeret af små detaljerede tilføjelser, hvilket tilfører værkerne en interessant kompositorisk spænding. Man får lyst til at gå på opdagelse i billederne og afkode de visuelle rebusser.

Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto
Uden titel, Rachid Ben Ali, pressefoto
Maleriet i fuldt flor
De bedste af malerierne på Galerie Modernes separatudstilling er virkelig gode. Udstillingen er sat op i to adskilte rum i galleriet, og der er både højt til loftet og plads mellem værkerne. Udstillingslokalerne egner sig med andre ord særdeles godt til Ben Alis voluminøse billeder, som kræver en del albuerum.

Malerierne er skabt af en engageret og temperamentsfuld kunstner. Rachid Ben Ali kaster sig over lærredet og farverne med en vis fandenivoldskhed, dog uden at miste det overordnede mål for øje: At skubbe til beskueren; at kommentere de fasttømrede (krops)kulturelle koder, som vi alle sammen er underlagt på tværs af kulturelt og religiøst ophav.


Fakta

Udstilling

28 aug 2010 16 okt 2010

Rachid Ben Ali

Galerie Moderne Silkeborg Se kort og tider

Fakta

Rachid Ben Ali er født i Marokko i 1978 og kom til Amsterdam i 1988. Kunstneren har på trods af sin forholdsvis unge alder allerede haft adskillige museumsudstillinger, bl.a. på Cobra Museum of Modern Art i Amstelsveen, Stedelijk Museet Amsterdam og Groninger Museum, og har desuden modtaget flere priser.