Kroppen uden navn

Om kvinderne i kirken og videoen, som på to måneder blev set af millioner.

Alle dage har der været krop i kunsten. Kroppene i den klassiske kunst var typer, eller figurer fra fortællinger, som en skumfødt Venus eller en hellig Maria. Der har, til alle tider, også været afklædte kroppe. Typer. I dag kan det være svært at forstå, at den afklædte Olympia af Édouard Manet fra 1863 på Salonen i Paris 1865 vakte så stor forargelse. Umiddelbart ligner kvinden i maleriet endnu en afklædt kvinde, en type, men datidens parisere kunne genkende ansigtet. Det var en dalevende skøge.

Kunstnerens provokation var den, at han viste et individ fra den nære samtid og ikke en type fra en fjern mytologisk, religiøs eller historisk beretning. Kroppen var blevet personlig.

Den upersonlige krop
Vi spoler 143 år frem, til en gotisk kirke på Sicilien, Santa Maria dello Spasimo. Kirken har ikke noget tag, for den blev aldrig bygget færdig. I femhundrede år har den fået lov til at stå rå. I denne topløse kirkes apsis ligger 36 kvindekroppe. De er afklædte, men ikke nøgne. De er personlige, men ikke individuelle. De er ‘typer’ eller ‘gruppe’.

Kunstneren Vanessa Beecroft har til sit værk, VB62, ladet sig inspirere af den senbarokke sicilianske tradition for gipsskulpturer. Af kvinderne i kirken er de seks faktisk gipsskulpturer og de resterende levende kroppe. Men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for de levende kvinder er dækket af gips fra top til tå. Hår, hænder, negle. Fodsåler.

Som de ligger dér i kirken kunne de være skulpturerne, som markerer gravene. Historisk er særligt vigtige og/eller velhavende personer begravet inde i selve kirkerummet. Disse grave kan være markeret med en tredimensionel gulvsten inklusiv symbolsk figurmotiv af afdøde.

Kvinderne i kirken er slet ikke døde. De er besvimet. Ligesom Jomfru Maria over Kristus passionen, jævnfør det apokryfe Nikodemusevangelium, også kaldt Acta Pilati, et kristent propagandaskrift fra første halvdel af 400-tallet, hvor kristendommen var ved at konsolidere sig. Dette motiv, den besvimede Jomfru Maria, var populært i kunsten i slutningen af middelalderen.

Eller: Kvinderne i kirken er hverken døde og besvimede. De er bare skønne. Som Glyptotekets klassiske, hvide afklædte kroppe er skønne. Selve VB62 varede nogle timer. I løbet af dette tidsrum blev den indledningsvist stramme vifte-formede komposition opløst, efterhånden som de 30 levende kroppe begyndte at røre på sig (som det også fremgår af de billeder, du ser her på siden).

Beecrofts værk er, synes jeg, skønt. Smukt, endda. De hvide kroppe er ikke mumie-agtigt skræmmende. De er derimod klassisk fine i al deres støvethed. Jeg forestiller mig, at havde jeg været i Santa Maria dello Spasimo-kirken den 12. juli 2008 de timer, hvor værket udfoldede sig live, så ville jeg have undgået øjenkontakt. Jeg ville have betragtet den tyste dynamik i gruppens komposition. Jeg ville have fokuseret på enkeltkroppes jordnære kurvethed i forhold til kirkerummets opadstræbende gotik.

Den kendte krop
Og hvorfor kommer jeg til at tænke på dette gamle Beecroft-værk, jo, det gør jeg, fordi rapperen Kanye West denne sommer lancerede en musikvideo til sit seneste nummer, Famous. Denne video minder på mange måder om værket i kirken. I Wests video ligger ti afklædte kroppe i samme seng.

Selve sengen ser man ikke. Man ser det krøllede, hvide lagen, der er rynket og foldet som klæderne i en klassisk marmorskulptur på en kirkegård. Kroppene er sandsynligvis ikke døde, de sover bare. Gennem den cirka ti minutter lange video ser man kun lukkede øjne. Men man hører også brusende vejrtrækning og smågrynt som fra tungt sovende, samt ser hænder, der rykker på sig.

Kroppene er ikke Hr-og-Fru-hvem-som-helst. Det er rapperen selv, Kanye West, og hans kone, Kim Kardashian. Ægteparret ligger i midten og er flankeret af amerikanske kändisser. Disse er henholdsvis den magtfulde moderedaktør Anna Wintour, den storsælgende sangerinde Rihanna, den konkurrerende hiphopper Chris Brown, skuespilleren og ekskæresten Taylor Swift, rapperen Ray J., fotomodellen og aktivisten Amber Rose, Wests svigerinde tranvestitten Caitlyn Jenner og den skandaleramte skuespiller Bill Cosby.

Selvfølgelig har nogle af disse kendte kroppe truet med sagsanlæg. For det er jo ikke dem selv, det er siliconedukker, som deler lagen med Kanye og Kim, som sandsynligvis er ægte. Det er ikke afsløret, hvilke kroppe der er kunstige skulpturer, og hvilke der er af kød og blod.

Videoen til Kanye Wests sang Famous fra pladen The Life of Pablo fra GOOD Music, 2016. Courtesy: Kanye West.

1+1=14
Officielt er der ingen udmelding om, at Wests video er blevet til med påvirkning fra eller som et direkte samarbejde med billedkunstneren Beecroft. Men de har før samarbejdet. Blandt andet i 2010 om kortfilmen Runaway, en kærlighedshistorie mellem en mand og en kvindelig Fugl Føniks, samt i 2013 om performanceværket Affordable Care under Art Basel Miami Beach.

Men også tidligere i år, da West lancerede sin tøjkollektion, Yeezy Season 3, hvor Beecroft stod for opsætningen. Hun var inspireret af et billede fra en flygtningelejr i Rwanda og ville, efter eget udsagn, vise de fattige i USA. Yeezy Season 3-lanceringen er blevet kaldt historiens mest sete performancekunstværk, men har også fået hård kritik fra kunst-, musik- og modeverden (Nate Freeman The Most-Viewed Work of Performance Art in History: Vanessa Beecroft on Ditching the Art World for Kanye West i ARTNEWS den 17. februar 2016).

Sandt er det, at Famous-videoen til dato, det vil sige syv uger efter lancering, er blevet set 14 millioner gange på YouTube. Dét ville næppe ske for en video, der lanceres som et stykke samtidskunst.

Mange kunstprofessionelle skoser Beecroft for hendes engagement i massekulturen. Jeg synes, at kombinationen West + Beecroft er en god ide.

West har på sin personlige Twitter-konto over 25 millioner følgere. Hans kone har over 47. Denne adgang til et større og muligvis langt fra kunstinteresseret publikum må gerne være en samtidskunstners våde drøm. Og hvad tænker Beecroft selv? Hun ser West som sin kunstneriske sjæleven (Amy Larocca The Bodies Artist i New York Magazine den 8. august 2016).

En krone eller en million
Nogle kunstnere kan med et stykke A4-papir og et produktionsbudget på en én-krone lave et mesterværk. Andre kunstnere, som den hyperæstetiske og kompromisløse Beecroft, skal bruge en hel del mere. Så hvorfor egentlig ikke lade sig hyre af en succesrig popstjerne.

West benævnes aktuelt som den højst betalte hiphop-kunstner. Dertil er hans svigerfamilie, Kardashian, på Forbes’ liste over USA’s 25 rigeste familier. West gør, hvad han vil. Økonomiske begrænsinger er der i al fald umiddelbart ingen af. Så hvad gør han? Jo, han lægger sig til at sove, og det bliver til en film (se den i linket herover). But why?  “I just wanted to be liberated” … “You can´t stop the thing now”… “I don´t blame you much for wanting to be free”… “Nothing unwanted”.