Kunst for social retfærdighed

“Ok, ok, jeg forstår signalet…”, siger den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiri: “Jeg troede ellers lige, det begyndte at svinge.” Med godt og vel 40 talks, performances og screeninger på programmet, lægger Creative Time Summit i Stockholm op til to fuldpakkede dage. Det tætte program bliver dog formidabelt orkestreret af live-musikere, der venligt, men bestemt begynder at spille, når de ti minutters taletid er brugt op. Og talerne lader sig rive med. Nogle fortsætter i takt til musikken. Andre går ind i en kamp om at få leveret de sidste pointer, men alle i godt humør.

Kunstens politiske topmøde
Creative Time er en non-profit organisation for offentligt kunst baseret i New York. De arbejder med socialt engageret kunst i det offentlige rum, eller som de selv formulerer det: kulturel produktion for social retfærdighed. Siden 2009 har de holdt et årligt summit, en slags kunstens svar på de politiske topmøder, for at tage diskussioner op med politiske beslutningstagere og en bred kreds af socialt engagerede kunstnere.

Læs Kunsten.nu’s artikel om Creative Time her.

Fra New York til Stockholm
I år er det første gang, begivenheden afholdes uden for New York, og det sker i samarbejde med den svenske Statens Konstfond. De er blandt andet gået ind i samarbejdet med Creative Time for at skabe en refleksion over, hvilken slags organisation Statens Konstråd havde været, hvis den blev lanceret i dag, og ikke i 1937, som lederen Magdalena Malm udtrykker det.

Migration, nationalisme og overvågning
Topmødets overordnede tema er de udfordringer, som den stigende migration medfører i form af modreaktioner som højre-nationalisme og fremmedhad, såvel som den stigende grad af overvågning. Det tema bliver fint lanceret af keynote-taler Saskia Sassen, professor i sociologi på Columbia Universitetet i New York. Når vi mistror immigranterne, handler det ikke om kulturelle forskelle, selv om det ofte er den forklaring, der bliver trukket frem, siger hun. Det handler derimod om, at vi alle, og i desto højere udstrækning hvis vi er fattige eller udsatte, får frataget flere og flere af vores rettigheder i dag.

På tværs af kunstarter
De fleste præsentationer er dog ikke fra akademiske professorer, men derimod fra kunstnere, der forholder sig til problemstillinger omkring migration, nationalisme og sikkerhed, mens de forsøger at giver alternative bud på, hvordan vores offentlige sfære kan organiseres. Og her skelner man ikke skarpt mellem kunstarter. Der er rappere, forfattere og billedkunstnere på podiet, såvel som en grundlæggende brug af tværmediale udtryksformer og aktivistiske strategier.

Fra Rusland til Cuba
Ghana ThinkTank arbejder med migrationen ved den amerikanske-mexicanske grænse, Olga Jitlina og Andrey Yakamov fokuserer på gæstearbejdere i Rusland, mens Tomás Rafas video-dokumenterer de mure, der bygges op i Slovakiet for at adskille romaerne fra resten af befolkningen.

Vi hører om Núria Güells projekt med et arrangeret ægteskab med en cubaner for at skaffe ham visa til Spanien, om Jill Magids problematiske samarbejde med den hollandske efterretningstjeneste og om Tania Brugueras projekt Immigrant Movement International, der blandt andet arbejder for at skabe bedre vilkår for immigranter.

Kunsten skaber rum for svære diskussioner
De alvorlige emner til trods er der et grundlæggende håb om, at kunsten kan gøre en forskel. Mariam Ghani fortæller om sit projekt med at genfinde en række revolutionære film fra Afghanistans socialistiske statskup i 1978 for at gribe fat i det øjeblik af håb, som revolutionen indbefattede, inden det hele gik i opløsning, først i kraft af interne splittelser og siden med den sovjetiske invasion og det talibanske styre.

For hende er kunsten vigtig. Hun refererer til historien om Scheherazade, der reddede sin nation fra kongens terror-regime af drab på unge kvinder ved hver nat at fortælle en historie, som kongen måtte høre afslutningen på, og derfor skånede hende fra døden. I Ghanis perspektiv bliver den historie en metafor for, at kunsten er et sikkert sted at begynde nogle vanskelige diskussioner.

Kunsten skaber håb
Og flere bakker op om det budskab, også den albanske premierminister, Edi Rama. Han er blandt andet kendt for at male facaderne af Tiranas huse i alle mulige farver, dengang han var borgmester for byen. Pointen var, som han forklarer det, at indgive befolkningen håb om, at der kan ske forandringer, at korruptionen kan mindskes og livet blive bedre.

Infiltrer samfundets administration
Måske er der et mere dystopisk perspektiv blandt vesteuropæiske kuratorer. Såvel Andrea Phillips som Nina Möntmann påpeger, at egentlige samfundsmæssige ændringer kræver, at kunstnerne infiltrerer og påvirker samfundets administration og organisering. Det er ikke nok at lave spektakulære begivenheder. Möntmann fremhæver Occupy Wall Street som eksempel. Her fik man effektivt demonstreret, at der er mange, som er utilfredse, og man fik stor medieopmærksomhed. Men fik man faktisk ændret noget?

Ind i magtens centrum
Creative Time lægger sig i samme spor. Deres ambition er at infiltrere centrum af magten, ikke blot operere i periferien. Det er også derfor, de har inviteret en række politiske aktører til at styre de enkelte sessioner. For eksempel Ram Manikkalingam fra Dialogue Advisory Group, som blandt andet arbejder med at overtale væbnede ekstremister fra den baskiske oprørsbevægelse til at aflevere deres våben, Birgitta Jónsdóttir, der er medlem af det islandske parlament og talsperson for Piratpartiet, samt Soraya Post, der repræsenterer det svenske feministparti i EU’s parlament og selv præsenterer sig som roma.

Fra centrum til periferi
Der er også et indspark fra periferien af Stockholm i form af de fem kunsthaller, der er placeret i Stockholms forstæder og kobler udstillinger af socialt engageret samtidskunst sammen med aktiviteter for nærområdets beboere. For Tensta Konsthal gælder det eksempelvis at afholde lektiecafeer, give hverdagshjælp til tilflyttere og huse en cafe drevet af en lokal social organisation.

Trampolinhuset
I forlængelse heraf er det interessant at få en præsentation ved Tone Olaf Nielsen om det københavnske Trampoline House, et brugerorienteret kulturcenter for flygtninge, der er udviklet af en række aktivistister og flygtninge i 2009. Tanken var at gå væk fra hit-and-run strategien med en kunstner, der rykker ind på et asylcenter i tre uger og derefter drager videre. Trampoline House er tænkt som et varigt initiativ, der tager udgangspunkt i flygtninges behov for rådgivning, uddannelse og sociale relationer med danskere såvel som med andre flygtninge. Fra februar 2015 suppleres der med et center for kunst om migrationspolitik under navnet Camp. Det bliver interessant at se, hvad det indebærer.

Næste gang bliver det…
Creative Time Summit var kendetegnet af en god stemning og en åbenhed blandt deltagerne til at lære andre at kende. Det blev også motiveret af en række workshops og små events, hvor du skulle lære din ‘nabo’ at kende. Ikke mindst torsdagens svensk-etiopiske middag, der blev indtaget med fingrene omkring borde af seks-otte mennesker.

Hvor næste års summit bliver afholdt er endnu ikke annonceret, men som Nato Thompson, kuratoren for Creative Time, formulerede det i sin afsluttende replik: når du hører det, “its gonna blow your mind”.