Kunst og spiritualitet: Georgiana Houghton

Georgiana Houghton (1814-1884) er hentet frem af historiens glemsel gennem et fornyet fokus på hendes særegne akvareller skabt i midten af 1800 tallet. Ikke mindst præsentationen på soloudstillingen på The Courtauld Gallery, London i 2016 og hendes medvirken på Venedig Biennalen i 2022 har gjort hende til genstand for en del visninger og omtale.

Hvilket der er god grund til.

Ikke alene på grund af de særlige omstændigheder, billederne er skabt under. Georgiana Houghton tog ikke selv kredit for billederne, da hun mente de var skabt af ånder, der udtrykte sig gennem hende – hun fungerede blot som et medie. Billederne er også bemærkelsesværdige på grund af deres kunstneriske kvalitet, og ikke mindst fordi de fleste af dem er nonfigurative, abstrakte værker, hvilket var uden fortilfælde i datidens kunstliv.

Detaljerede forklaringer på bagsiden af hendes akvareller kundgør, at hendes hånd blev ført af såvel afdøde familiemedlemmer (ikke mindst en kær søster) som forskellige englevæsener og ånder – herunder renæssancekunstnere som Titian og Correggio. Der er også ofte beskrivelser af de åndelige fænomener, billedernes former og farver henviser til.

Det er altså billeder (og tekster) skabt under en forståelse af, at det normale Selv er suspenderet. Billederne er i den forstand direkte visualiseringer af en åndelig sfære hinsides den jordiske verden – designet til at inspirere og styrke det åndelige liv for dem, der måtte se billederne.

Houghton var medlem af den spiritistiske bevægelse, der i 1800 tallets victorianske England havde stor udbredelse og spillede en ikke uvæsentlig rolle i kulturlivet.
Bevægelsen, der opstod i USA i 1840'erne og siden spredte sig til Europa, bar i sig troen på, at mennesker kunne kommunikere med ånder fra den anden side af livet gennem forskellige metoder som automatskrift, trance og andre spiritistiske seancer.

Pionerer var skikkelser som Andrew Jackson Davis, Margaret, Leah og Kate Fox (The Fox Sisters) og Allan Kardec. Mange har måske kendskab til Helena Petrovna Blavatsky, som var en central skikkelse i spredningen af spiritismen, grundlægger af The Theosophical Society, og en stor inspirationskilde for mange af det tidlige tyvende århundredes abstrakte kunstnere.

Spiritistiske seancer og offentlige demonstrationer var ganske populære arrangementer og var noget, man diskuterede i aviserne og den offentlige samtale. Bevægelsen tiltrak et stort antal sekularister og fritænkere, men vandt også stor udbredelse blandt kristne, og Houghton fastholdt helhjertet, at kristendom og spiritisme gik hånd i hånd.

Georgiana Houghton, som havde modtaget kunstnerisk undervisning, var en vaskeægte first mover i brugen af tegning som en metode til at kanalisere og udtrykke kommunikationen med ånderne. Hun påtog sig rollen som medie i 1859, og i løbet af 1860–70'erne producerede hun en række hidtil usete abstrakte akvareller som en del af sin praksis som medie. Hun kaldte disse værker “Spirit Drawings”'.

Hendes billeder er som oftest bygget op ved hjælp af dynamiske linjer, der ligger lag på lag i billedet. Det fremmaner dette tindrende komplekse og ‘uoverskuelige’ univers gennemstrømmet af farve, energi og liv.

De mange linjer, der krydser henover billedfladen skaber til tider en vibrerende interferens, der understreger den iboende dynamik. Mange steder ligger de helt lyse linjer øverst i billedplanet og fremkalder bølgende, organiske formationer: Man får associationer til strømme, hvirvler, planteformationer eller tråde, der flyder i vand eller svæver i brisen. Men først og fremmest er det billeder af en anden verden.

Georgiana Houghtons første Spirit Drawings blev skabt med en såkaldt planchette – en lille ‘træplade’ med hjul og påsat tegnepen. Når mediet placerer fingerspidserne på pladen, vil muskeltrækninger før eller siden få den til at bevæge sig, og mediet kan på den måde producere tegninger eller skrift, som – det er tanken – omgår den rationelle bevidsthed. En slags automattegning.

Men snart blev værkerne udført i hånden og faldt i flere serier. De første billeder er tilnærmelsesvis figurative. Disse ‘blomster’, ‘frugter’ og ‘planter’ skulle visualisere åndelige aspekter af Houghtons nære familie og venner, der var til stede under seancerne. Også navnkundige berømtheder som William Shakespeare og William Blake fik deres åndelige geografi kortlagt af Houghton på den måde.

Hun beskrev sit første forsøg som “a beautiful flower that was started in colours without any preliminary sketch, and was worked in a method completely different from any I had ever seen, producing a transparency of effect that is quite marvellous, the petals being seen through one another, while at the same time possessing a richness and brilliancy which filled me with more delight as each drawing was done; for in this new power I had found my life’s work, and went on untiringly from day to day, and week to week”.

Blandt sin kreds af venner og andre spirituelle blev hun hurtigt anerkendt som en pioner inden for åndekunst sammen med Anna Howitt Watts og Elizabeth Wilkinson. Andre som Barbara Honywood, Catherine Berry og Alice Pery fulgte efter og demonstrerede, at det i England var kvinder, der førte an inden for åndsinspireret kunst. Men ingen andre udtrykte sig i Houghtons abstrakte billedsprog.

I en række tegninger – angiveligt udført under vejledning af ærkeengle (hvilket peger tilbage på hendes solide fundament i kristendommen) – skildrer hun mere generelle aspekter af den åndelige sfære: The Trinity, The Lord, The Apostles, God, Spirit, Peace, Wisdom, Truth, Love, Salvation, Unveiling of the Heavens. Houghton karakteriserede selv disse værker som “Sacred Symbolism”.

Hendes værker har været stort set ukendte i næsten 150 år, og vi står måske stadig og træder os selv lidt over fødderne, konfronteret med den spirituelle kontekst, der i al sin grænseløshed trumfer en rationel og materialistisk forståelsesramme, vi som vesterlændinge ellers kulturelt er marineret i. På den anden side er kunsten og kreativiteten jo netop området per se, som selv vi skeptiske og 'videnskabeliggjorte' gerne formulerer som ventiler eller sprækker til noget hinsides rationaliteten.

Nemmere er det måske at diskutere hendes værker som en foregribelse af den abstrakte kunst i det tyvende århundrede – hvis ‘opfindelse’ ellers i alle kunsthistoriske oversigtsværker tilskrives Vasilij Kandinsky og andre tidlige modernistiske kunstnere.

Uden at gå ind i en konkurrencetænkning om, ‘hvem der kom først', er der – trods divergerende kontekster – alligevel slående ligheder i de bagvedliggende ‘inspirationskilder’. Kandinsky var for eksempel i høj grad påvirket af Helena Blavatsky og teosofien og skrev sin berømte lille bog Om det åndelige i kunsten (1912), der blandt andet advokerer for åndelige/psykologiske kvaliteter i maleriets former og farver.

Også Georgiana Houghton udviklede en form for farvealfabet, hvor farverne havde specifikke kvaliteter, der kunne repræsentere en persons eller ånds karakteristika. Eksempelvis: Cadmium gul = mod, Kobalt blå = sandhed, Carmin rød = ømhed.

For at nå ud til et bredere publikum opsatte Georgiana på egen hånd en soloudstilling, som fandt sted fra maj-september i 1871 i New British Gallery i Old Bond Street, London.
Udstillingen tiltrak et stort antal besøgende, og selvom mange havde svært ved at forholde sig hendes abstrakte billedsprog, er der vidnesbyrd om, at hun faktisk fik (enkelte) anerkendende anmeldelser. Der var dog i parentes bemærket intet salg i det, og udstillingen ruinerede på det nærmeste Houghton.

Udstillingen i New British Gallery viser, at Houghton ikke udelukkende så sine billeder som meddelelser fra en anden verden. Hun havde tillige en så stærk tiltro til sine billeders kunstneriske kvaliteter, at hun præsenterede dem i en klar kunstkontekst udenfor de spiritistiske kredse.

I kataloget til udstillingen skriver hun:
“The spirits….can of course better guide the trained hand, and make a more speedy progress if they are thus relieved from all the elementary part…for no one can spring, at one bound, to a pinnacle of art perfection, any more than an acorn can in one season become a widely spreading oak”

Man kan ikke andet end forbløffes over, at Houghtons spirituelle eksperimenter gav hende styrke til at udvikle et hidtil ukendt kunstnerisk sprog helt udenfor rammerne af samtidens kunstforståelse, og som tiden først var moden til at tage imod og teoretisere over halvtreds år senere.