Hilma af Klints (1862 – 1944) kunst var skabt til at formidle transcendentale budskaber fra en højere bevidsthedsform til menneskeheden, intet mindre.
Mange udstillingskuratorer og kunsthistorikere har fokuseret på, at af Klint var den første abstrakte kunstner – før de kanoniserede pionerer, kunstnere som Kandinsky, Malewicz og Mondrian. Og, jo, det er da sensationelt, at en kvinde kom først – og kunsthistoriens oversigtsværker må da skrives om. Her vil jeg dog koncentrere mig netop om ‘det spirituelle spor’. For alt tyder på, at det har været det helt centrale for kunstneren – og så fører sporet på mange måder lukt ind i nutidens optagethed af spirituelle og filosofiske perspektiver.
Hilma af Klint var dybt påvirket af spirituelle bevægelser som spiritisme, rosenkorsordenen, teosofi og antroposofi – men også af begreber fra buddhismen, hvis grundsætninger ikke mindst var vævet ind i den teosofistiske lære. Alle disse spirituelle retninger var del af det europæiske åndsliv i de turbulente årtier før og efter århundredeskiftet i 1900.
Hilma af Klint var egentlig klassisk skolet. Hun studerede på Kunstakademiet i Stockholm fra 1882 til 1887, og gennem hele livet skabte hun sine ‘officielle’ naturalistiske landskabs- og portrætmalerier, altså de billeder, som hun lod datidens offentlighed få kendskab til.
Men derudover skabte hun et omfattende værkkorpus, som havde afsæt i hendes optagethed af dimensioner hinsides den synlige verden. Det er de billeder, som skaber stor opmærksomhed i dag.
Når hun malede, var hun overbevist om, at hun var i kontakt med en højere bevidsthedsform, som formidlede budskaber gennem hende. Centralt i denne undersøgelse er hendes store serie, Malerierne til templet, skabt imellem 1906 og 1915.
Serien omfatter 193 malerier – en del af dem kæmpestore! – og tegninger, som er opdelt i serier og grupper, og hvis overordnede ærinde er at formidle forskellige aspekter af den menneskelige evolution (noget teosofien taler meget om), ligesom serien tematiserer forskellige udviklingsstadier, som ethvert menneske gennemgår.
Templet var ikke kun en metafor for, at disse mange værker skulle forstås som en enhed – i sig selv bemærkelsesværdigt! Af Klint forestillede sig, at billederne skulle præsenteres samlet i rumlig form i en slags bygning. Forskeren Elizabeth Finch har foreslået, at dens grundplan er skitseret i Parsifal-serien fra 1916 – en grundplan, der ville tydeliggøre, at de spiralbevægelser, som dominerer mange af værkerne, rakte ud over det enkelte værk.
Udover at henvise til en arkitektonisk ramme, refererer af Klint også til kroppen som et tempel for sjælen.
Udover at henvise til en arkitektonisk ramme, refererer af Klint også til kroppen som et tempel for sjælen.
Adgangskoder
I af Klints mange notesbøger er det muligt at få ’adgangskoder’ til den til tider gådefulde symbol-logik i hendes arbejde
Spiraler og ranker skulle repræsentere evolution – et centralt begreb for flere af de omtalte spirituelle praksisser. Bogstavet U står for den åndelige verden, modsat W, som henviser til materien. Såvel roser som farven gul repræsenterer maskulinitet, mens liljer og den blå farve står for feminitet.
Spiraler og ranker skulle repræsentere evolution – et centralt begreb for flere af de omtalte spirituelle praksisser. Bogstavet U står for den åndelige verden, modsat W, som henviser til materien. Såvel roser som farven gul repræsenterer maskulinitet, mens liljer og den blå farve står for feminitet.
Ofte er der tale om polariteter, der skal forenes for at skabe balance og evolution, så derfor benytter kunstneren den oldgamle matematiske form Vesica piscis (delmængden mellem to overlappende skiver) som symbol for enhed og skabelse. Den stræben efter enhed som et ultimativt mål giver også – fortæller notesbøgerne – en særlig energi til den grønne farve, der sammensmelter gult og blåt, maskulint og feminint, ondt og godt.
Med ganske få undtagelser udstillede Hilma af Klint ikke sine spirituelle kunstværker i sin levetid. Hun gav endda instrukser om, at de ikke måtte vises før tyve år efter sin død. Før var mennesker ikke modne nok til at forstå dem, mente hun. Det var billeder til fremtiden, og den fremtid er så åbenbart nu!
Af Klints malerier, tegninger og notesbøger har været genstand for stor interesse siden 1986, og i særdeleshed i de seneste ti år med præsentationer på blandt andet Moderna Museet, Stockholm, Centre Pompidou, Paris, Venedig Biennalen og Tate modern, London.
Bevidsthedens mysterium
Hilma af Klint søgte som mange af sine samtidige at undersøge og udvide sin bevidsthed for at få et bredere perspektiv på det, vi temmelig tåget omtaler som virkeligheden. Bevidstheden i det hele taget er jo et mysterium – vel det største overhovedet – for hvor ‘befinder’ den sig og hvad er dens ‘essens’? Bevidstheden er en grundlæggende instans, forudsætningen for at vi overhovedet oplever noget, men også så selvfølgelig at vi nærmest ikke lægger mærke til den.
Kloge videnskabelige hoveder inden for eksempelvis neurologi, psykologi og epigenetik har søgt og søgt efter bevidstheden, men har vel i grunden ikke rigtig fundet noget. I mange spirituelle retninger opererer man derimod med forestillingen om, at bevidstheden ikke udelukkende er i en privat størrelse, men noget vi er fælles om: Hvert levende væsen er som en bølge i et kæmpemæssigt hav, altså både unikt og en del af noget meget større. Og dette større har vi i princippet alle adgang til.
I en ‘moderne’, ‘rationel’ og særdeles materialistisk verden lyder det måske som fantasteri, men sammenstil det et øjeblik med nutidens øgede bevidsthed om, at mennesket (det enkelte såvel som menneskeheden) ikke står udenfor – eller retter over – alt andet, men at alt derimod er filtret ind i hinanden. Klima- og biodiversitetskriser har i sandhed skærpet den opmærksom.
Som en del af sin spirituelle praksis mediterede af Klint, spiste vegetarisk og studerede forskellige åndelige retninger – flere af dem sluttede hun sig til.
Det gælder ikke mindst teosofien – grundlagt af blandt andre Helena Blavatsky i 1875 – og bevægelsen havde stor indflydelse på hendes kunstneriske arbejde i mange år. I teosofien taler man eksempelvis om syv bevidsthedstilstande, om reinkarnation og fastholder, at hele universet fra atomet til galaksen er en enhed, at makrokosmos er lig med mikrokosmos. Alle disse begreber manifesteres i af Klints abstrakte malerier.
Det gælder ikke mindst teosofien – grundlagt af blandt andre Helena Blavatsky i 1875 – og bevægelsen havde stor indflydelse på hendes kunstneriske arbejde i mange år. I teosofien taler man eksempelvis om syv bevidsthedstilstande, om reinkarnation og fastholder, at hele universet fra atomet til galaksen er en enhed, at makrokosmos er lig med mikrokosmos. Alle disse begreber manifesteres i af Klints abstrakte malerier.
Allerede i 1879, som 17-årig, deltog af Klint i spiritistiske seancer, hvor deltagerne forsøgte at komme i kontakt med ånder hinsides den materielle verden. Som vi så det et lille halvt århundrede tidligere hos Georgiana Houghton – læs seriens artikel om hende – var hendes engagement i denne bevægelse ikke usædvanlig blandt kunstnere, forfattere, tænkere og godtfolk i 1800 tallet.
Naturvidenskabelige opdagelser af eksempelvis radiobølger og røntgenstråler, fik desuden mange til at indse, at der er aspekter af vores verden, som vi ikke umiddelbart kan opfatte med vores fem sanser.
Automattegning
Over en periode på ti år, fra 1896 til 1907, mødtes af Klint ugentligt med fire andre kvinder. De kaldte sig for "De fem", og de trænede deres evne til at kanalisere højere bevidsthedsniveauer gennem kontakt med spirituelle væsener, som de omtalte som “De Høje”.
Hver af deres sammenkomster startede med bøn, meditation og en prædiken foran et alter med en trekant og et rosenkrans-symbol (et kors med en central rose). De fortsatte med analyse af en tekst fra Det Nye Testamente, efterfulgt af en seance, hvor de tog kontakt med ånderne.
I trancelignende tilstande transskriberede eller tegnede kvinderne beskeder fra disse væsner, og disse automatiske skrifter og tegninger gav af Klint anledning til at udvikle sit eget billedsprog og bevæge sig væk fra sin formelle akademiske uddannelse. Derudaf opstod et abstrakt formsprog.
Hun tog ikke selv æren for sine billeder, den tilfaldt de åndelige væsner. Hun beskrev også, hvordan hun af de spirituelle væsener fik opgaven med at skabe Malerier til templet. Og hendes notesbøger viser, at hun brugte hele sit liv på at granske og forstå disse billeder.
Automatiske teknikker blev i øvrigt årtier senere brugt af surrealisterne – nu ikke til at transmittere åndelige budskaber, men som en metode til at omgå den rationelle fornuft og få direkte og rå adgang til menneskets såkaldt ubevidste niveauer.
Om den automatiske metode skrev Hilma af Klint:
”Billederne blev malet direkte gennem mig, uden fortegninger og med stor kraft. Jeg anede ikke, hvad malerierne skulle forestille; ikke desto mindre arbejdede jeg hurtigt og sikkert uden at ændre et eneste penselstrøg.”
”Billederne blev malet direkte gennem mig, uden fortegninger og med stor kraft. Jeg anede ikke, hvad malerierne skulle forestille; ikke desto mindre arbejdede jeg hurtigt og sikkert uden at ændre et eneste penselstrøg.”
Nu kunne man måske tænke, at vi har at gøre med en verdensfjern kunstner, der kun beskæftigede sig med en abstrakt og ren åndelig verden hinsides den beskidte materie. Hendes kosmiske visualitet skaber dog netop forbindelser til den myldrende natur, for i kunstnerens skitsebøger finder man minutiøse botaniske gengivelser side om side med abstrakte former. Se eksempelvis akvarellen Violet Blossoms with Guidelines, Serie 1. Hos Hilma af Klint er den åndelige kraft er tilstede i alt, hvad der er levende, selv den mest undseelige plante.