Kunst er noget, vi giver til hinanden

Til udstillingen Take Me (I’m Yours) lover afgangseleven Jonas Theis at levere et nyt unikt papirarbejde hver dag. Men kun et. Så det er først til mølle for at få dette gratis kunstværk med hjem, og jeg er desværre ikke først denne dag. Til gengæld havde jeg mulighed for at tage Dina Frimuths bidrag til udstillingen med hjem. Det var dog en stor klods af en sten, dekorativt installeret ved siden af Félix González-Torres’ azurblå bolsje-kvadrat. Stenen vejer sandsynligvis 20-30 kilo, så det var ikke lige den, man tog under armen eller proppede ned i den brune papirindkøbspose, man havde fået udleveret ved indgangen til udstillingen.

Gratis gestus
Her godt en måned efter, at Take Me (I’m Yours) åbnede på Kunsthal Charlottenborg, byder 20 afgangselever ind på udstillingen med værker, der kommenterer den relationelle æstetik og tematikken omkring  ’gratis kunst’, og det er forfriskende for udstillingen som helhed. Take Me (I’m Yours) er blevet markedsført som et anderledes kunstbesøg, hvor kunsten kvit og frit kan tages med hjem. Med indkøbsposen i hånden har man kunnet samle på sig af bolsjer, badges, postkort, magneter, piller, plakater, t-shirts m.v., men de små dippedutter udgør selvfølgelig ikke et kunstværk i sig selv. I efterhånden klassisk relationel stil er det vores interaktion med værkerne og de refleksioner, det sætter i gang, som udgør værket.

Kunstens værdi
Pointen med den gratis kunst er at sætte kunstens værdi til debat. Skal den være dyrebar eller måske helt gratis – og hvad er det egentlig for omgang, vi har med genstande i vores liv? Forhold som bytteværdi og brugsværdi – og mere moderne begreber som deleøkonomi – skal strømme igennem vores hoveder, imens vi overvejer, om vi skal tage denne eller hin genstand med hjem eller evt. give noget tilbage. For der er også værker på udstillingen, hvor man kan bytte sig til ting eller på anden vis bidrage til ved aktivt at engagere sig i dem.

Re-make efter 21 år
Udstillingen har 21 år på bagen, siden den første gang blev vist på Serpentine Gallery i London – om end med et lidt andet udvalg af kunstnere. Dengang var den et frækt nyt indslag, hvor man gerne måtte tage (på) kunsten og ikke blot se på den med andægtighed. I dag er situationen anderledes. Til pressevisningen sagde kunsthallens direktør Michael Touber, at det blev interessant at se, hvordan folk her i Danmark reagerede på udstillingen. Da udstillingen blev vist i London turde folk nemlig næsten ikke tage noget, mens der nærmest var stemning af ophørsudsalg i Paris, hvor udstillingen blev vist sidste år.

Udstillinger er processuelle begivenheder
Imellem London og Paris er der da også sket en ekstrem forskydning af det generelle interaktive niveau på kunstudstillinger. I dag forventer man vel nærmest at blive involveret, om ikke andet så som publikum til tidsspecifikke performances og talks under udstillingsperioden. Udstillinger er blevet processuelle begivenheder, der egentligt ikke kan vurderes ud fra et enkelt besøg, men alligevel i praksis bliver det. I denne anmeldelse forsøger jeg at gøre noget andet. Jeg skriver ikke anmeldelsen på basis af et enkelt besøg, men på basis af tre besøg over en måneds tid. Det første var til pressevisningen, det andet to uger efter, og det tredje var da årets afgangselever fik mulighed for at byde ind på udstillingen i forbindelse med deres afgangsudstilling.

Gestus til afgangseleverne
Særligt det sidste greb med afgangseleverne synes jeg på forhånd ville blive interessant. For en udstilling, der skilter med sin generøsitet, lå der i hvert fald en vis generøs gestus i at invitere de unge kunstnere med ind. Man kan se, at relationel æstetik har sejret, når listen over deltagende kunstnere rummer den ene ’superstar’ efter den anden fra den internationale kunstscene, og det skader vel ikke at optræde på en gruppeudstilling sammen med dem.

Første indtryk var trættende
Samtidig ville det være interessant at se, om de nyuddannede kunstnere kunne byde ind med noget nyt i dette relationelle æstetik-felt. Ikke egentligt for at teste deres kompetencer, men snarere fordi det første indtryk af udstillingen faktisk var lidt trættende. Det var ganske vist mange efterhånden klassiske, og stadig fine, værker på udstillingen, som González-Torres’ bolsje-kvadrat og Daniel Spoerris marcipan-skelet. I sin massive mængde fremstod de gratis smagsprøver dog ikke særligt kritiske, men snarere som ethvert andet kommercielt foretagendes brandingstrategi, der samtidig sender tankerne videre hen til nutidens accelererende vækstøkonomi og produktionsmani. Hvad er det egentligt, vi bidrager til her?

Masseforbrugets konsekvenser
Man kan så indvende, at det er hele udstillingens formål at lægge op til denne refleksion, og det er der ganske givet en pointe i. At dømme ud fra udstillingen ser det bare ikke ud som om, masseforbrugets konsekvenser stod øverst på den kunstneriske dagsorden for 20 år siden. Men der er da et par værker, som anlægger et kritisk forbrugsperspektiv. Fx Carsten Höllers Pill Clock, hvor pillerne vedvarende drypper ned fra loftet og langsomt overtager udstillingsrummet som en slet skjult hentydning til nutidens forbrugssamfund som et ‘narkotika’. Dertil er der Jonathan Horowitz’ Freestore, hvor man kan bytte sig til nye ting efter parolen: “tag en ting, giv en anden tilbage”. Den installation lignede allerede to uger efter åbningen affaldet fra en fest, man ikke havde været inviteret til.

At værkerne får lov til at udvikle sig i løbet af udstillingsperioden, er interessant, men også kun en delvis holdbar udstillingsstrategi. Langt de fleste værker fyldes løbende op, så der ikke skal meldes udsolgt, i hvert fald ikke for tidligt i udstillingsperioden. På mit andet besøg på Take Me (I’m Yours) kunne jeg derfor ikke spore særlig megen aktivitet eller forandring. Anderledes fornyelse skete med afgangselevernes indtog, som både kastede mere generøse og mere kritiske bidrag af sig.

Afgangseleverne er generøse . . . 
I forhold til superstjernernes masseproducerede godbidder var der flere tilbud om unikke værker blandt de unge kunstnere. Jonas Theis’ originaltegning, som nævnt i introen, er måske det mest radikale (for så vidt han ikke driller og aldrig leverer det dér unikke kunstværk), men også Christine Overvad Hansens Pin-up lavet i korset shaper-materiale udgjorde et mere unikt kunstværk til hjembringelse end udstillingens typiske industriproducerede nips.

. . . og kritiske
Hele idéen om det positive i at få noget bliver samtidig taget til kritisk behandling af flere afgangselever. Troels Holmstrøm har lavet et popnummer, der kører på repeat, og som man ikke kan undgå at lægge ører til, ligesom Ann Sophie von Bülow sender duften af ‘ambre gris’ ud i udstillingslokalet, så den lægger sig på den besøgende og transporteres videre ud i verden.

Mange flere kunne nævnes, for afgangselevernes bidrag er gennemgående skarpe, humoristiske og i fin dialog med de andre værker på Take Me (I’m Yours) såvel som med kunstnernes eget bidrag til afgangsudstillingen.

Relationel kunst 2.0
Blandt de mere etablerede kunstnere på udstillingen er det interessant at se et skift fra en social gestus til en mere målrettet agenda. Wolfgang Tillmans værk tiltrækker sig særligt opmærksomhed her, for han har valgt at bidrage med plakater, der appellerer til de britiske vælgere om at blive i EU. I princippet kan alle få et eksemplar af plakaterne, men ikke her på udstillingen. I stedet skal man forbi hjemmesiden www.tillmans.co.uk, hvorfra man kan printe dem eller helt enkelt dele dem via sociale medier og på den måde bidrage til et specifikt politisk projekt. Måske er den relationelle kunst gået fra at ville noget sammen med publikum til at sætte en mere præcis retning på det samarbejde?