Kunsten at svimle

Vertigo på Aros er et brag af en udstilling, som tillader os for en stund at svimle. At gøre det er en åbning mod at leve mindre frygtsomt med en ubestandig, foranderlig verden, og en udstilling som Vertigo kan hjælpe med at kultivere en sådan åbenhed og større smidighed.

Hvem har ikke som barn snurret omkring igen og igen for til slut at falde, mens verden farer rundt og rundt? Og hvem har ikke kigget op i stjernehimlen og er blevet overvældet af en mental svimmelhed stillet over for det ufattelige uendelige rum?

Det er først og fremmest den sidste form for svimmelhed, det drejer som om i udstillingen Vertigo på Aros. For præmissen i den stramt orkestrerede udstilling med blot fem værker er netop at præsentere kunst, der som intention har at producere mental svimmelhed, og dertil er det tanken, at denne sansning kan ses som en slags tidsånds-spejling af den kompleksitet, samtiden – og fremtiden – synes at rumme.

Og ja, faktisk viser præmissen sig yderst produktiv. Både som overordnet rammesætning og som manifesteret form i flere af værkerne, man bare falder på røven af.

Man taber kæben

Det gælder ikke mindst Jeremy Shaws (f. 1977) Phase Shifting Index, 2020, der tager stikket hjem som hovedaktør, og som også helt konkret fylder mest, installeret i et kæmpemæssigt rum med grå tæpper på gulv og siddetribune, hvilket er med til at give en rumfornemmelse af ubestemmelig virtuelt karakter.

Shaw er optaget af tilstande, hvor mennesker overskrider normalbevidthedens grænser, og i tråd med det udforsker han, hvordan eksempelvis trosystemer, videnskab, stoffer eller subkulturer kan være porte til transcendentale zoner.

I den monumentale installation her på Aros er det dansen, der er omdrejningspunktet og midlet til at komme ud af sig selv – eller måske rettere at overgå sig selv.

Værket består af syv store videoprojektioner, der alle viser en gruppe mennesker i færd med at danse. Filmene er optaget med gamle teknologier og har en skramlet aura af 16 mm eller VHS over sig, der peger bagud i tiden, men overordnet – og sikkert ganske bevidst – er det svært at placere, hvor i tiden vi befinder os, for der er også noget futuristisk over det.

Det ligner dokumentarer fra ubestemmelige danse-studier, og koreografierne og udtrykkene minder om alt fra Linedance, Modern Ballet og Street Dance til tillids- og teambuilding-øvelser, alt imens danserne indimellem – som om de blev interviewet – kryptisk kommenterer på, hvad der er på spil i dansen/gruppen. Vi er vidne til en uoverskuelig kakofoni af bevægelse, musik og tale.

På et tidspunkt i det 36 minutter lange loop samles alle fortællinger og skærme efter en intens opbygning – ikke mindst lydmæssigt – i en fælles koreografi og et fælles rytmisk lydspor, der brager derudaf i en form for ekstase, indtil danserne på skærmene opløses i atomiserede, digitaliserede og psykedeliske bevægelsesspor på skærmene. Her har man allerede for længst tabt kæben.

Oplevelsen nærmer sig det sublime – forstået på den måde, at man står overfor noget voluminøst og uoverskueligt (lidt ligesom stjernehimlen). Man overvældes af det uden mulighed for at begribe det. Kunsten drives ofte netop i retning af at fremstille noget, der er ufremstilleligt, og når det gøres som her, bliver man klar over kunstens værdi og erkendelsespotentiale hinsides ord, konklusioner og paroler. Det går lige i kroppen og sansningen.

Pointen ligger i overlejringerne

Også Trisha Baga (f. 1985, USA) er en ret vild oplevelse. Hun deltager med værket Mollusca & The Pelvic Floor, 2018 (da: Bløddyr og Bækkenbunden), hvor to videoer i henholdsvis 2D og 3D projiceres oveni hinanden. Man ser værket i gamerstole iført 3D briller, og i rummet er der forskellige hverdagsgenstande, der belyses med mellemrum.

Således halvtliggende betragter vi en skøn blanding af håndholdte rejsevideoer, hvor vestlige turister fotograferes sammen med indfødte, optagelser fra en hule, hvor kunstneren sidder med sin computer, stumper af et foredrag med en vis professor Yen Ho, der er hjertespecialist, klip fra kiksede sci fi film – alt imens popsange, eksistentielle spørgsmål (“Who are you”?) og reportager om orkaner taler i munden på hinanden på lydsiden og i form af undertekster.

Samlet skabes en flydende, strukturløs fortælling, som er umulig at følge med i. Man kan indvende, at Baga bare overlæsser og frisætter sig for enhver forpligtelse til at skabe mening, men pointen ligger netop i værkets visualitet, i overlejringerne, i den lagdelte samtidighed, som både udvisker skellet mellem fiktion og virkelighed og ganske godt mimer informationssamfundets overflod af henvendelser og den spredthed, som den menneskelige bevidsthed har – og som man med rette kan sige, at netop kulturens info-mængder forstærker.

Jeg er ret optaget af, at et af installationens hverdagsobjekter er et ur, placeret på selve projektionsfladen. Midt i virvaret, midt i vægtløsheden er der et anker til et her og nu. Lige nu er klokken tre her i Aarhus! Selvom tiden også er en illusion, er det alligevel et anker, og det er en fin lille pointe.

Rundtosset film

I mere stram form er der også gode værker af Ann Lislegaard (f. 1962) og Julian Charrière (f. 1987). Førstnævnte viser det gamle værk, Crystal World, 2006, som flyder rundt i en 3D animeret arkitektur, mens sidstnævntes installation Vertigo, 2021, iscenesætter et magisk rum i det stroboscob-lignende lys fra en omdrejende beholder med huller i.

Og endelig er der også basis for at blive godt rundtosset rent mentalt, når man dykker ned i Cao Feis (f. 1978) gådefulde filmværk Nova, 2019, hvor nutid og fremtid og utopiske og dystopiske visioner om teknologisk ekspansion klapper sammen.

Svimmelhed er frugtbart

Udstillingen gør opmærksom på, hvor frugtbart et terræn svimmelheden er for kunsten. Kunsten er god til svimmelhed og god til at gøre os, der oplever den, svimle. Og vi har brug for det!

Behovet for fast grund under fødderne er legitimt, men hånden på hjertet – ofte stivner vi og bliver usmidige i fastlåste meninger og forståelser af tingene. Og verden er jo svimlende. Foranderlig, uforudsigelig og uoverskuelig. Sådan er det bare, selvom vi køber nok så mange forsikringspakker og forsøger at holde fast i tingene og regne den ud.

Det gælder i det personlige såvel som det globale perspektiv – mange mente ikke et militært angreb på Ukraine ville ske, og da det skete ændrede det som dominobrikker en hel række ellers sanktionerede strukturer.

At tillade svimmelheden er også en åbning mod at leve mindre frygtsomt med en ubestandig, foranderlig verden, og en udstilling som Vertigo kan hjælpe med at kultivere en sådan åbenhed og større smidighed.