Kunsten husker angsten i Tønder

En udstilling med titlen Angst kunne meget vel have været ensbetydende med versioneringer af Munch-skriget i metermål. Men på Kunstmuseet i Tønder får vi i stedet sat angsten i perspektiv – spirituelt, politisk, psykologisk og eksistentielt – i en øjenåbnende udstilling, der holdes i stærke og overraskende kuratoriske greb.

Der er nok at være bange for. Klimakollaps, krige, kriser. Angsten for det fremmede, det ukendte og uforudsigelige. Pandemier og præstationsangst, som symptomatisk for vores kultur er blevet en folkesygdom blandt unge gymnasieelever. For ikke at tale om den eksistentielle angst. Mennesket har en bevidsthed om sin egen midlertidighed, og hvad gør den viden lige ved os?

Udstillingen Angst på Kunstmuseet i Tønder vil vise aspekter af det, som vi foretager mange omveje omkring underholdning og distraktioner for at undgå at se på: Nemlig ubehaget, frygten, angsten, som altså – jeg er ked af at sige det – bare hører med til at være i live. Med kurator Rune Finseths ord insisterer udstillingen på “at huske, hvad nogen ønsker glemt”.

Kuratoren som orkesterleder

Udstillingen blander samtidskunstværker med ældre værker fra samlingen, og det gør den overraskende godt. Sammenstillinger og iscenesættelser gør det til en kompleks og kreativ handling at besøge udstillingen.

Det er en af den slags udstillinger, hvor kuratoren fungerer som en slags orkesterleder, og hvor de udstillingsmæssige greb er helt i front. Det er bestemt ikke altid, jeg er tilhænger af den slags udstillinger, men her går det i hvert fald i par af udstillingsrummene ret godt.

En virkningsfuld grøn lysstribe

En udstilling med titlen Angst kunne meget vel have været ensbetydende med et opbud af ekspressive værker. Man ser for sig i metermål forskellige versioneringer af Munch-skriget. Men udstillingen griber netop ikke til sådanne een-til-een løsninger.

Det skulle da lige være et maleri af Robert Storm Petersen, den kendte humorist og satiretegner, som her er repræsenteret med en anden, mørkere side. Men billedet Syfilis/Angst med det ekspressive og fortvivlede ansigt er fanget ind af en grøn lysstribe, der falder dramatisk gennem døråbningen, hvilket ikke alene forstærker uhyggen men også peger udover det personlige og sætter angsten i et mere science fiction agtigt eller kosmisk perspektiv.

Og netop det store perspektiv foldes ud i de to værker, som Storm P deler rum med. Edvard Munchs lille træsnit viser to figurer svævende i det tomme verdensrum, mens den nye upcomming verdensstjerne, norsk-congolenske Sandra Mujinga bidrager med en triptykon af en videoinstallation, der viser et fjeldlandskab filmet realtime i 8 timer. Dette mægtige, sublime urlandskab står der i en evighed og brydes kun, når menneskelignende aliens som små krusninger i videoskærmenes overflader flygtigt og gennemsigtigt træder frem og forsvinder igen. Set gennem såvel de store fjeldes som universets briller er vi døgnfluer.

Sådan et rum er stramt orkestret og skaber en ret subtil samtale om eksistensvilkår mellem tre værker, som ellers virkelig taler med hver sin tunge.

En sort hårkugle og en flok hvide babyer

I det sortmalede rum ved siden af har kurator Rune Finseth også virkelig været i gang og sat så forskellige kunstnere som Jeannette Ehlers, Agnes Slott-Møller, Melchior Lorck, Jens Juel og Sonja Ferlov Mancoba i stævne.

Ehlers’ kæmpe roterende ‘discokugle’ af afrohår dominerer rummet – også med sin summende lydside (We’re magic. We’re real #2, 2020). Kunstnerens mangeårige arbejde med at åbne det koloniale sår og blotlægge, at det stadig bløder ind i vores nutid, er her ikke alene en refleksion over kulturel uvidenhed og angst for ‘de andre’ og den sociale vold, der følger med. Discomusikken var oprindeligt en undergrundsgenre skabt i sorte queermiljøer og ligesom afrohåret et symbol på stolthed og modstand.

Det er lidt vildt at se den mægtige hårkugle i samme rum som Agnes Slott-Møllers altertavle, Fædrelandets vaar fra 1913, hvor en hob af blonde kvinder bærer deres nyfødte frem til dåb rammet ind af træsnit af stolte middelalderkrigere. Sloth Møllers nationalkonservative, vel næsten fascistoide benovelse for ‘den gammeldanske race’ taler fra en anden tid, jovist, men alligevel: effektfuldt og foruroligende er det.

På klods hold foran altertavlen står Sonja Ferlov Mancobas abstrakte skulptur, der blander afrikansk mystik med euro–modernisme og trods det ‘urene’ mix fremstår med psykologisk kraft og, ja, som helt, helt ren form. Sonja Ferlov Mancoba var gift med den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba.

I samme rum hænger så yderligere Melchior Lorcks grafiske skildringer af türkere fra 1550’erne. På det tidspunkt var der stor frygt i Europa for det Osmanniske Rige. Senere i 1700 tallet var frygten stilnet af, og ‘østen’ blev i stigende grad betragtet som eksotisk, hvorfor Jens Juel i 1790 kan male prinsesse Louise Augusta iført tyrkisk kåbe. ‘Det fremmede’ kan vække både frygt og fascination.

Man kan høre indvendingen: hører et udstillingsrum som dette ikke mere hjemme i en woke-udstilling end i en tematisk udstilling om angst? Nej, det er netop velberettiget her, fordi det på en ret øjenåbnende måde visualiserer, at frygt og uvidenhed – mere end ondskab – er en afgørende faktor i forhold til udfordringerne med at favne det multikulturelle.

Et flygtningecenter for brude

Det er de udstillingsmæssige greb i disse to rum, der for mig står stærkest, men der er meget andet, der spiller. Man er slet, slet ikke upåvirket i mødet med Miriam Kongstads fabelagtige kæmpefoster, der berører sit eget køn i installationen Onset of Fever (Feberstart). Den seksuelle feber, der truer med at omstyrte al orden – og derfor også kan være en skræmmende faktor – er der helt fra start!

Og i udstillingens største rum huserer Kunstnerkollektivet Signa (Ledet af Signa og Arthur Köstler), der er kendt for deres publikumsinddragende og konfrontatoriske performanceinstallationer, hvor publikum i samspil med performere opsluges i kafkaske narrativer i forladte bygninger.

I Tønder er der ingen performere, men gruppen har iscenesat en trøstesløs sovesal befolket af køjesenge og tilslørede brudefigurer, som leder tankerne i retning af et flygtningecenter. Det er et omfattende og detaljeret miljø, man træder ind i, skabt ud af det kæmpelager gruppen har opbygget af indsamlede genstande fra containere og markeder. I 1960erne kaldte Allan Kaprow netop sine værker for ‘enviroments’ (miljøer), mens Ilya Kabakow i 1980erne omtalte sine omfattende ruminterventioner som ‘totalinstallationer’.

Det er den tradition, Signa arbejder i forlængelse af, og her i marsklandet handler det vel om den angstfulde overgang fra pige til kvinde, fra dukkehuse, plysbamser og hyperfeminitet til den kuldsejlede fantasi om den lykkelige, forløste brud. Men også, tænker jeg, om den udsatte position kvinder befinder sig i verden. Selv i Danmark er kvinder bange for at gå alene ud om aftenen.

Søren Brostrøm på krukke

Et par vellykkede satellitter hører med til udstillingen. Niels Pugholms Coronakrukker er placeret øverst i vandtårnet, der er en del af museumskomplekset. Man tænker først, at det måske lige er en tand for konkret, at de klassisk formede krukker er dekoreret med billeder af Mette Frederiksen og Søren Brostrøm tillige med næsepodninger og vaccinestik.

Men så bryder man ud i et grin. Fra Mesopotamien til Maya- og Han-kulturer har lerkrukker leveret historiefortælling, og Pugholm bringer med den traditionstunge form og materialitet (som sikkert er noget mere stabil end de cloudbaserede teknologier) info til fremtiden. Hvad vil fremtidsvæsener, der graver potteskår fra disse krukker op om nogle århundreder, mon tænke ved synet af dem?

Autenticitet under pres

Coronaviruset var i et par år – og er det vel stadigvæk? – et epicenter for en hel verdens angst. Mere diffus eller snigende er angsten for det menneskeliges forvandling – eller måske ligefrem afvikling – i den stadig mere medierede og digitale verden, som amerikanske Xavier Cha tager fat i i sin videoinstallation abduct fra 2015 i pumpehuset ved siden af vandtårnet.

Her fremfører professionelle skuespillere et stort register af hastigt skiftende ‘store følelser’ i et hypersterilt miljø. I løbet af de tolv minutter videoen varer, sætter kvalmen sig i maven, for hvad er fremtiden for ægthed, autenticitet og dybe ‘menneskelige’ kvaliteter i den verden, vi uvægerligt trækkes ind i lige nu?

Det er en udstilling, der vil meget, og katalogteksterne af Rune Finseth og Jeppe Ugelvig er så ivrige efter at bringe allehånde aspekter ind, at de er på nippet til at vrøvle. Men hellere have mod og visioner end at køre med håndbremsen trukket, og udstillingen i sig selv er ikke fortænkt men tværtimod yderst levende i kraft af sine sære sammenstød og skarpe snit.

Man forlader Kunstmuseet i Tønder fortrøstningsfuld. Alt andet lige er det bedre at huske end at fortrænge. Og kunsten insisterer på at huske. Ikke mindst det svære.