Hvordan føles det at leve side om side med internettet — ikke bare som teknologi, men som økologi, spil og socialt rum? Det er nogle af de spørgsmål, der løber gennem kunstner, programmør og game designer Esben Holks praksis. Med udgangspunkt i kode, memes og deltagelsesbaserede softwaresystemer skaber han værker, hvor publikum inviteres til at hacke, lege og bidrage til de digitale verdener, der udfolder sig. Under Art Matter Festival udstiller Holk: Synthesizing Utopias og vi har talt med Esben Holk om internetkultur, kollektiv samskabelse og kunsten at gøre software blødt nok til, at andre kan spejle sig i det.
Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?
Det hele handler om kode - og leg. Først skriver jeg algoritme; og så leger jeg med input for at lave sjove outputs. Nogle gange - oftere og oftere - overlader jeg inputtet til jer andre. Outputsene er rhizomatiske collager, der væver artefakter fra internettet og mit personlige liv ind i ufuldstændige snapshots af internettet og livet online.
Jeg arbejder i et slags uløselig spænding mellem at ville nostalgisk arkivere og kortlægge internettet, de mennesker der medskaber det og de effekter det har, og så at skrive kaotisk proceduralt software som umuliggør ideen om noget som helst læsbart kort. Det hele er en slags storslået og forvirrende leg med databaserne, som i én regel prøver at ankomme til klarhed og med en anden, prøver at forvirre ontologien.
Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?
Jeg håber, at du griner - og jeg håber, du leger med: mange af mine værker indbyder til samskabelse gennem spil. Spil med ved at bidrage med billede, hacke med tekst eller kontrollere avataren. Jeg vil gerne at du prøver at hacke mig! Find værkets åbning for samskabelse og prøv dit bedste for at få mit bløde software til at spejle dig. Hæld dine ideer ned i databaserne, så median værdien af datasættet ligner dig allermest. Jeg vil gerne at vi mødes et sted i mimesis: dig og mig og alle vores venner, der stirrer os blinde i det her hyperobjekt, vi kalder internettet og tænker, at vi ligner hinanden af den grund.
Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?
Jeg synes memes kan noget helt særligt. De kan tilbyde en midlertidig metafor for at forstå en relation. “Omg den her kat er dig og mig når vi er sultne”. Pludselig er vi katte. Vi har 9 liv og elsker tun. Det her billede er mig og algoritmen. Pludselig er algoritmen min sugar daddy. Jeg tænker på dem som spilbare metaforer, som jeg kan lege med for at spekulere brugbare måder at se verden på. Hver metafor tilbyder et nyt råde- og forståelsesrum, som kan give mig magt, ømhed, sympati, eller hvad ved jeg. Mine værker starter i forslaget om en ny metafor: social media er en økologi, jeg kan spise mit feed, big data dom daddy er en digital dungeon master, min akavethed er et spil - jeg er en collage. Fra metaforen udfolder sig enten et spil eller noget software. Det er her, jeg koder reglerne for et proceduralt system: en slags databehandlingsdoktrin som tager ansvaret for det digitale udtryk. Programmering er en slags magi: med skrevne besværgelser fremmaner jeg et virtuelt rum, der opfører sig som foreskrevet.
Og så skal vi bare hælde data på maskinen. Jeg arbejder med mine egne arkiver, skrabede arkiver fra udnævnte sider eller fra deltageres dynamiske bidrag. Til udstillingen “Synthesizing Utopias” i samarbejdemed Art Matter har jeg inviteret 58 gymnasieelever til at bidrage med ideer om fremtiden, som min maskine kontekstualiserer som en interaktiv simulation, der hele tiden kultiverer, syntetiserer og sammenkoger en kollektiv utopi.
Hvad synes du om kunstmiljøet? - Og er der en udstilling, du ser frem til at se?
Kunstmiljøet er vidtspredt og spændende, men som programmør, kunstner og kurator synes jeg, at det vildeste sker, når ulige kunstpraksisser bliver kontekstualiseret ind i fuldstændige systemer. Fra mit situerede perspektiv synes jeg, at jeg kan genkende en voksende systemtænkning, og gen-artikulering er forholdet mellem værk og beskuer. Vi bliver til deltagere, spillere, agenter og legekammerater. Worldbuilding, fiktion og uvirkelighed bløder fra spilverdenen ind i kunsten, og jeg er vild med det. Jeg elsker at se videospil, digitalisering og kode få mere og mere plads i den internationale og danske kunstscene. Samlivet med computeren føles for mig som en uomgåelig tematik, så når jeg ser de større institutioner gøre plads til soft robots, kunstig intelligens, science fiction, spil, leg og online kultur, bliver jeg opløftet og revet med. På det seneste ser jeg rigtig meget interaktivt scenekunst, hvor f.eks. Aveny-T, Dansekapellet & Folketeatret laver datadrevne performances, hvor gæsternes interaktion med software afgør udkommet.
Inviter mig med til spil - så kommer jeg!
