Kunstneriske slægtskaber – Man behøver ikke være ens for at være forbundet

På tværs af generationer, erfaringer og forskellige kunstneriske udtryk forsøger de tre kuratorer at skabe nye forbindelser. Ikke for at bevise, at kunstnerne hører sammen, men for at undersøge, hvad der sker, når man ser dem i relation til hinanden.

Kunsthistoriker Bente Jensen har sat de tre kunstnere Peter Brandt, Selini Marie Halvadaki og Annarosa Krøyer Holm i stævne i en samtale om kunstneriske slægtskaber, feministiske perspektiver, nye blikke på kunsthistorien og om at skabe en udstilling sammen.

For de tre billedkunstnere og kuratorer begynder det hele med et bestemt blik. De har ikke forsøgt at indtage en neutral position uden for kunsten, men har taget udgangspunkt i deres egne erfaringer og kunstneriske praksisser.  

Med det udgangspunkt og ståsted indtager de en såkaldt subjektposition. Det betyder, at kunstneren tager udgangspunkt i sine egne erfaringer og sit eget blik på verden frem for at forsøge at være objektiv eller tale på vegne af alle. Vores blik formes blandt andet af køn, baggrund, klasse og den historie, vi er en del af. Det præger også den måde, kunsten bliver til på, og hvordan vi ser og fortolker verden.

Peter Brandt uddyber: ”Vi var interesseret i at kuratere en udstilling, hvor langt de fleste kunstnere talte fra en subjektposition. Vi talte om kunstnere og værker, hvis praksisser på forskellige vis resonerede med vores egne praksisser. Hvor vi så et slægtskab, noget fælles, et komplekst net af forbindelser mellem os og andre.”

For Selini Marie Halvadaki handler det om, at vi altid står i relation til noget, der allerede findes. Det gælder også kunstneren, som arbejder videre på en historie, der begyndte før hende.

”Vi står altid i relation til noget, der kom før os, men man kan arbejde mere eller mindre bevidst med dette. I denne udstilling bliver slægtskaberne forhåbentligt synlige i sammenstillingen af værker. Vi har valgt bestemte værker og peger dermed på forskellige lag af forbindelser mellem dem.”

Men hvad betyder det at se kunsten fra et bestemt sted? Halvadaki er kritisk over for forestillingen om, at subjektiv erfaring skulle være en ny eller privilegeret måde at forstå verden på. Historisk har nogle positioner haft mulighed for at fremstå som neutrale og universelle, mens andre er blevet betragtet som personlige eller særlige.

”Der findes ikke et neutralt blik,” fremhæver Halvadaki. 

Det betyder ikke, at kunst nødvendigvis skal være selvbiografisk. Også kunst, der umiddelbart virker abstrakt eller universel, er skabt af et menneske med en bestemt erfaring og på et bestemt tidspunkt.

For Halvadaki åbner det personlige perspektiv op for spørgsmålet om, hvem fortælleren er:

”Det personlige åbner altså ud mod noget større: Hvem fortæller historien, fra hvilket perspektiv, og hvilke erfaringer er blevet udeladt? Vi har været optaget af magtforhold og spørgsmål omkring, hvem og hvad der har værdi i kulturen?”

Det er en af udstillingens grundidéer, at et andet blik kan få øje på noget, som ellers ikke er blevet set eller synliggjort tidligere i andre sammenhænge. 

Feminismen er tæt forbundet med denne måde at arbejde på. Kuratorerne har ikke ønsket at lægge én bestemt feministisk teori ned over udstillingen. Feminismen fungerer snarere som en måde at stille spørgsmål på: Hvem får lov til at definere? Hvem bliver husket? Hvem bliver overset? Og hvem bestemmer egentlig, hvad der tæller som vigtig kunst?

Et centralt omdrejningspunkt er den amerikanske kunstner Hannah Wilke (1940–1993). Hun fik en særlig betydning for de tre gennem deres kuratoriske arbejde med udstillingen A Feminist Culture Reader i 2015. Peter Brandt peger på, hvordan kunstkritikeren Lucy Lippards ændrede vurdering af Wilkes kunst viser, at kunstnerisk værdi ikke er en fast størrelse. Den bliver også formet af kunstkritikere, institutioner og de magtforhold, der findes omkring kunsten.

Ifølge kuratorerne er det relevant at se på feminisme som noget mere end et bestemt kunsthistorisk tema. Det er også en måde at undersøge, hvem der har retten til at definere.

Selini Marie Halvadaki fortæller, at de ikke nødvendigvis deler den samme forståelse af feminisme:

”Vi er hver især formet af forskellige tænkere og kunstnere, vi er fra forskellige generationer og har forskellige erfaringer. Det fælles ligger snarere i feminisme som kritisk metode, blandt andet som en måde at undersøge magt og definitionsret på”.

Der findes altså ikke én bestemt feminisme i udstillingen. I stedet mødes forskellige erfaringer og perspektiver. Det passer godt til udstillingens overordnede idé om slægtskab: Man behøver ikke være ens for at være forbundet.

Annarosa Krøyer Holm fremhæver da også de konkrete kunstneriske praksisser frem for bestemte teorier. Hannah Wilke fungerer som et kunstnerisk anker, mens Pia Arke viser, hvordan det personlige og det politiske kan flettes sammen. Derfor er Arkes essay Etnoæstetik fra 1995 også med som læseeksemplar i udstillingen.

Læs også: Peter Brandt: “Det er det, man gør med kvinder: Man brænder dem på bålet”

Det feministiske blik bliver særligt tydeligt, når man ser på de tre ældre kunstnere i udstillingen. Pia Arke, Eva Sørensen og Astrid Noack bliver ikke præsenteret som isolerede kapitler i kunsthistorien, men sat i dialog med nulevende kunstnere.

Dermed opstår forbindelser, som en traditionel kunsthistorisk fortælling ikke nødvendigvis ville have fremhævet.

Peter Brandt peger blandt andet på Pia Arke som en pioner inden for kunstnerisk arbejde med kolonihistorie og forskning. Eva Sørensen er i dag mindre kendt, selv om hun repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen i 1982. Astrid Noack er derimod blevet en etableret del af den danske kunsthistorie.

For Annarosa Krøyer Holm blev mødet med Eva Sørensens kunst en øjenåbner. Hun kendte ikke kunstneren, før Brandt introducerede hende for hendes arbejder. Det blev en anledning til at se Sørensens kunst på ny og overveje, hvad der sker, når en kunstner placeres i en anden sammenhæng.

Det samme gælder Astrid Noack. I udstillingen vises en studietegning af en stående kvinde sammen med et fotografi af Noack og hendes søn Stefan, som døde, da han kun var halvandet år gammel. Noack var i sin samtid kendt som ”den barnløse, der portrætterede børn og kvinder”, mens erfaringen med at have mistet sit barn i mindre grad har været en del af fortællingen om hende.

For Krøyer Holm er det interessant at undersøge, hvad der sker, når man giver plads til sådanne ufortalte forbindelser. Men det er også vigtigt at være opmærksom på, at man fortolker.

”Vi kan jo ikke vide, hvad Eva Sørensen eller Astrid Noack ville tænke om at blive skrevet ind i denne sammenhæng, men for os handler det ikke bare om at videreføre kunsthistorien, men om aktivt at være med til at åbne op for nye læsninger af den eksisterende.”

Det handler altså ikke om at skrive én ny og endelig kunsthistorie. Det handler om at åbne døren til flere mulige fortolkninger og fortællinger.

De tre kuratorer arbejder ikke alene kuratorisk, men alle i en praksis som billedkunstnere – en dobbeltposition, der har haft stor betydning for udstillingens tilblivelse.

Der har ikke været en færdig plan fra begyndelsen. I stedet har udstillingen udviklet sig gennem flere år med samtaler, besøg på udstillinger og diskussioner om kunstnere og konkrete værker.

Peter Brandt fortæller:

”Vi har haft en proces på et par år, hvor vi jævnligt mødtes og talte om vores egen praksis, andre kunstnere, vi var optaget af, specifikke værker, vi blev ved med at kredse om, og så har vi set en hel mængde udstillinger sammen, og ud af denne meget langsommelige proces begyndte vi at udvælge bestemte værker til udstillingen”.

Udstillingen er vokset langsomt og dynamisk frem gennem vedvarende samtaler snarere end ud fra en fastlagt idé.

Det gælder også flere af de værker af nulevende kunstnere, som er med. Nogle har tidligere kun været udstillet én enkelt gang. For Annarosa Krøyer Holm hænger dette valg sammen med et ønske om at stille spørgsmål ved kunstverdenens krav om hele tiden at producere noget nyt.

Et værk bliver ikke nødvendigvis mindre aktuelt, fordi det har været vist før. At genvise værket giver tværtimod mulighed for, at det bliver set på en ny måde. Samtidig er det et mere økonomisk og bæredygtigt alternativ til konstant nyproduktion af værker.

For Peter Brandt er det relationelle mellem de tre kuratorer en væsentlig del af udstillingen:

”Udstillingen har sin oprindelse i et mangeårigt samarbejde, båret af kollegial sparring og venskab mellem os, og vi håber, at det relationelle mellem os også er blevet en del af udstillingen”.