Landet ud af skabet

Kontekst udgøres af en håndfuld kunstnere, hvis samarbejde i de senere år har resulteret i en række udstillinger, der bl.a. har haft det landskabelige som tema. Kontekst er jo et vidt begreb og navnet røber også, at der ikke er tale om et samarbejde baseret på et snævert regelsæt: Konteksten kan både referere til den sociale kontekst kunsten skabes og fungerer i, til historiske, biografiske eller måske biologiske sammenhænge.

De 5 medvirkendes kunstneriske udtryk er også ganske forskelligartede.

Landskaber under forvandling
Marianne Tingholm og Bjørn Kromann-Andersens værker demonstrerer gruppens spændvidde meget fint. Tingholm bidrager med frodigt grønne fotocollager, mens Kromann-Andersen byder på skulpturelle indslag i form af urtepotter! Mange små – og en enkelt meget stor.

Tingholms collager er nok det indslag på udstillingen, der appellerede mest til undertegnede: Hundredvis af udklip fra boligannoncer: kun det grønne – velklippede plæner, hække, figurklippede buksbombuske, stynede træer og så videre – er komponeret til grønne organiske mosaikker, der dog efterlader amorfe hvide huller midt i billederne.

Det tager sig kønt ud, men er mere end det: Det er en meget underfundig leg med forholdet mellem kunsten, det kunstige og naturen. Den veltrimmede friskt grønne parcelhusidyl er hr. og fru Jensens private version af naturen, deres æstetiserede microlandskab. Brudt op til nær ukendelighed forvandler kunstneren denne kontrollerede natur til noget organisk vildtvoksende, der dog grundet kunstnerens mellemkomst netop ikke bliver til natur på ny, men snarere kan siges at blive gjort kunstig i 2. potens.

Det synes som om, at der ikke er nogen vej tilbage til et uberørt landskab, der lader sig kontemplere af det romantiske sind – men måske kan den kunstneriske bearbejdning revitalisere et stivnet blik på et landskab, der nu har karakter af ´readymade´.

Thingholms arbejder peger for mig at se på landskabet som ”Work in progress”. Der er ikke noget, der kan fikseres, intet centrum, hvor vi finder den uforanderlige, uspolerede idyl: Det er et landskab, hvor grænserne mellem natur og kultur eroderes, men hvor erosionen kan være en mulig grobund for nyskabelse.

“Killer” kaniner
Bjørn Kromann-Andersen vender nærmest bøtten: Her er der et centrum, et befæstet holdepunkt. Hans urtepotter i bronze kan, bevogtede af bevæbnede kaniner som de ofte er, fremstå som små Fort Knox. Titlen Skyder haren er jeg død antyder på humoristisk vis, at den tæmmede natur, der er begrænset til urtepotten måske alligevel ikke er helt ufarlig.

Måske er det naturen, der indskrænket til dette rudimentære landskab påbegynder en guerillakrig eller måske er kaninen os selv, en lille ligusterfacist, der forsvarer det private landskab.

Kromann-Andersen har også installeret en kæmpeurtepotte. Det er fristende at kravle op ad stigen (obs. – det er den ikke lavet til!) for at udforske det landskab, man kan forestille sig potten gemmer: Poesien i et diminutivt landskab er dragende, måske for nogen så dragende, at man føler sig fristet til at trække stigen op og bevæbne sig for at forsvare sit lille habitat.

Thingholm og Kromann-Andersens værker er udstillet i samme lokale og drager derfor fordel af at fungere som dialogpartnere. Men de 5 kunstneres værker supplerer i det hele taget hinanden fint og ophængningen er vellykket.

Hvis man skal komme med en indvending må det være, at gruppen på denne udstilling kunne have udfordret sig selv mere i forhold til de kunstneriske medier, der gennemgående er ret traditionelle: En vedvarende reaktualisering af landskabet i kunsten kræver givetvis også en fortløbende udforskning af alternative medier, der lader landskabet fremstå på nye måder.