LeWitt i hvidt

New York til Esbjerg
På Esbjerg Kunstmuseum vises en udstilling af ekstraordinær karakter, der kan få det til at gibbe i folk med interesse for den nyere kunsthistorie. ONE More er en hyldestudstilling til Sol LeWitt, som i en alder af 79 år døde sidste år, og udstillingen præsenterer – foruden LeWitt selv – navne som Carl Andre, Robert Ryman og William Anastasi. Alle kunstnere, der var hovedfigurer indenfor konceptkunsten og andre af de nye former, kunsten indtog i tresserne på New Yorks gallerier. Og alle kunstnere, som kendte Sol LeWitt personligt.

I den hvide kube

I ONE More er to værker af hver af de fjorten kunstnere opsat i et stort hvidt rum. De små og enkle værker svæver nærmest rundt i dette både markerede og helt uvirkelige rum. Med imponerende og klædelig effekt. Det er ganske enkelt et imponerende rum at overgive sig til, og denne notorisk tunge og svært tilgængelige kunst får et direkte let og legende præg her.

Ide og objekt
Minimalisme rimer ellers på tonstunge, tavse objekter og konceptkunst på overvejelser om, det overhovedet er relevant at lave værket! Det var kunst, der ikke skulle være æstetisk i traditionel forstand og heller ikke underholde med special effects, fortællinger eller andre farverige tiltag. I stedet skulle denne kunst i sin enkle utilnærmelighed foranstalte nye måder at se på verden og kunstens rolle i den. Både i forhold til kunst som ide og som formet objekt.

De lettede ting
Værkerne, der vises her, er sådan set lige så kompromisløse og lukkede for enhver kommentar som altid. Alligevel er de i dette rum ‘lettet’ og står som en stilren, men uformel udfordring til betragteren. Denne kan så se hvilken reaktion, der opstår i mødet med Carl Andres 19 metalfliser, med monokrome malerier eller med Sol Lewitts små hvide skabeloner. William Anastasis lille ophængte lod lige i midten af rummet eller hans One gallon high gloss enamel, poured, der helt bogstaveligt består af en mængde maling hældt ud over væggen, virker næsten dramatiske i dette afdæmpede, men alligevel ladede rum.

Tæmmet tribut eller triumf?
Man kan spørge, om denne ubekvemme kunst er tæmmet for meget i dette rums harmoniske kontekst. Og om en tribut til den ‘afdøde mester’ er passende i forhold til en kunst, der netop ville bryde med fokuseringen på det subjektive og persondyrkende. Disse kunstnere er blevet legender, hvis navne fremkalder genkendelsens respekt, og da værkerne netop er så tavse i sig selv, kan det være svært at se dem uden denne auras vingesus.

Tak for tiltaget!
Jeg er dog ærligt imponeret: Over oplevelsen af udstillingen og over, at det er muligt at se disse navne i Esbjerg – direkte fra New York. Denne udstilling må være et absolut must i kunstens sommerland, og man skal ved besøget absolut også opleve museets fine sær-ophængning af værker fra den faste samling og det åbne arkiv, huset rummer!