Den skandinaviske kunstfestival LIAF åbnede den 20. september i det arktiske Lofoten, og Art Matter var inviteret med til at opleve kunstnere fra både lokalmiljøet og hele verden udstille værker, der tog afsæt i den historie, der former det unikke nord.
I det arktiske klima, hvor dramatiske fjorde møder bjerge og himmel, og vinteren byder på mørke 24 timer i døgnet, overtog kunsten det utæmmede landskab til Lofoten International Art Festival (LIAF). Festivalen foregår hvert andet år i Lofoten, men genopfindes hver gang med en ny kurator på nye lokationer i området.
“LIAF er ikke knyttet til en fast beliggenhed eller et specifikt rum, men genopfindes hver gang ved at infiltrere og indtage allerede eksisterende strukturer. Dette kan være alt fra en garage, et bibliotek, et skur, en bunker, et tørrestativ til fisk, et privat hus, en butik eller et gammelt lager,” skriver det norske kunstcenter.
Et internationalt fællesskab af både lokale og internationale kunstnere samlede sig til festivalens åbningsweekend (20.-22. september), der begyndte med en parade gennem Svolværs (Lofotens ‘hovedstad’) små gader, ledet af et stort marcherende band.
Kunst med tilbageblik
Kunstner og filmskaber Astrid Ardagh præsenterede sin 20 minutters kortfilm On Air på den gamle Kraftholmen i Svolvær. Filmen tager afsæt i det cyberangreb, der ramte Norges arktiske øer i kølvandet på invaderingen af Ukraine. Den viser, hvordan en gruppe pensionister, der tidligere arbejdede for landets meteorologiske institutioner, nu kommunikerede over amatørradio og morsekode for at opretholde områdets backup-kommunikationssystemer. Filmen reflekterer over vores stadig store behov for analog teknologi i en skrøbelig digital verden.
Elisabeth Bruns videoværk, Big Tech Blues (2024), undersøger også den nye teknologis betydning for samfundet. Hendes værk fortæller om, da Elon Musk gennem skuffeselskaber køber hendes gamle skole for at bygge satellitter. Det viser, hvordan hendes samfund reagerer, og den kamp, der følger med, for at bevare deres historie.
I installationen Kinobox Kiosk har inspirationen været den gamle pasfoto-automat, som ofte er gemt væk eller helt fjernet fra stationer. Kinoboxen er en mikrobiograf på Lofotens Havneterminal, der afspiller kunstfilm i loop fra kl. 5 om morgenen til kl. 22 om aftenen. Dette opfordrer besøgende til at lægge telefonen væk og i stedet blive intimt bekendt med kunsten – måske endda starte en samtale med medpassageren?
Et kunstnerisk stemmebånd
Festivalen genfødte også et 50 år gammelt projekt, nemlig værket Island Eye, Island Ear.
I 1979 tog komponisten David Tudor (1926 –1996) til øen Knavelskår i Sverige med et hold af kunstnere for at skabe en omfattende installation, hvis mål var, at give øen øjne og ører. Over et år optog David Tudor lyde fra de forskellige sæsoner og afspillede dem andre steder på øen.
Holdet omfattede Henri Matisses barnebarn, Jackie Matisse, ballerinaen fra New York Ballet, Margaretha Åsbjerg, og den japanske Fujiko Nakaya. Sammen forsøgte de at skabe installationen, der skulle bestå af lyde, spejle og drager. Det endte dog med at mislykkes. Senere udtalte Tudor: "Hvis installationen ikke lykkedes, vil der være et hul i min astrale krop".
Astralhullet skulle dog blive lukket på en ø, der ikke geologisk adskiller sig meget fra Knavelskår. Over det seneste år har der været optagelser fra Lofoten, som nu bliver spillet i højttalerne på forskellige steder på øen. De fungerer som øens stemme, og You Nakai, der har skrevet en biografi om Tudor, har overtaget hans rolle i projektet.
“Lydene skal skabe en følelse af rumlig forskydning. Vi har optaget lyde på hele øen, og hvad der bliver spillet et sted, er optaget et andet sted. Vi optager vores lyde til installationen i forskellige sæsoner; for eksempel er lydene af arbejdere, der hænger torsk, optaget i marts, men først afspillet her til åbningsweekenden i september,” fortæller You Nakai.
Ifølge Nakai er den rumlige og tidsmæssige forskydning med til at tvinge os til at reflektere over, hvad vi faktisk hører, og hvad øen fortæller. Holdet har også medbragt originale lyde af David Tudor der taler, som er optaget for 50 år siden for at inkludere ham i installationen.
Installationens drager, ligger henslængt på de store klipper og venter utålmodigt på at komme i luften. De er Jackie Matisse’ originale drager fra 1974. Motiverne på dragerne er inspireret af Matisse’ rejser og møder med forskellige kulturer, og de holdes ved lige af hendes svigerdatter, Gill Eatherley. De skal flyves af hendes søn, Robert Monnier.
“Landskabet på Lofoten er meget lig Knavelskår i Sverige. Hvis du studerer bugten og klipperne vil du se, at de minder meget om Knavelskår,” fortæller Gill Eatherley.
Dragerne skulle ikke blot tegne linjer på himlen; i Svolvær fik børnene også udleveret drager, som de udsmykkede efter Jackie Matisse’ praksis. De mange drager blev udstillet i det lokale indkøbscenter.
Fragmenter af virkeligheden
De mange kunstnere involveret i Island Eye, Island Ear var samlet til artist talk, hvor vi fik indsigt i installationens spejle, der fungerer som øens øjne. De viser øen fra forskellige vinkler og får lyset til at danse i takt med Lofotens lyde. Spejlene stammer fra den oprindelige installation i 1979.
De mange kunstnere involveret i Island Eye, Island Ear var samlet til artist talk, hvor vi fik indsigt i installationens spejle, der fungerer som øens øjne. De viser øen fra forskellige vinkler og får lyset til at danse i takt med Lofotens lyde. Spejlene stammer fra den oprindelige installation i 1979.
De er medbragt af Margaretha Åsbjerg, som også deltog i projektet på den svenske ø i 1979, og de er blevet placeret forskellige steder i det utæmmede landskab, nøje koreograferet af den tidligere balletdanser. På artist talk tog Margaretha udgangspunkt i en medbragt digtsamling, for at forklare, hvor hendes inspiration til spejlene udsprang fra.
“Bare se på et ord længe nok, og se hvordan det åbner op for et helt hav af fragmenterede handlinger,” læste Margaretha op for det fyldte bibliotek i Svolvær og så ud på publikum, mens hun afsluttede sin del af talken: "Regndråberne bliver for øjet til fragmenter gennem spejlene".
Samerne og Lofoten
Laceringsfesten, der blev afholdt i en hangar, hvor fiskerbåde blev repareret, blev indledt af Viktor Bomstad og Magnus Holmen med et audiovisuelt værk Devil’s kin om myter og historiske skildringer af samerne, Norges oprindelige folk.
Samernes betydning for Lofoten og LIAF var et gennemgående tema i festivalen, hvor der blev udstillet en bred vifte af samiske kunstværker. Eksempelvis viste Hans Ragnar Mathisen unikke træsnit, som Cry Of The Orphan, i det norske kunstcenter.
Det var også samisk musik, der bød os farvel efter en oplevelsesrig åbningsweekend, da vi samledes til fællesmiddag for kunstnere, pressefolk, organisatorer og kuratorer. Foruden taler sluttede aftenen af med spontan samisk sang fra Hans Ragnar Mathisen, hvis dybe rungen fyldte hele det lokale kunstnerhus i Svolvær.