“Med ethvert kunstværk følger en drøm om at ændre noget i verden”

Sophia Kalkau er aktuel med udstillingen Stoffet og ægget på Kunsten i Aalborg. I den anledning bringer vi et uddrag af museumsinspektør Caroline Nymark Zachariassens interview med kunstneren til udstillingens katalog.

Værkerne der er med på udstillingen Stoffet og ægget repræsenterer et spænd på 20 år af din kunstneriske karriere og kredser blandt andet omkring tilblivelse og transformation som tematik. Kan du fortælle lidt om dine tanker og ideer bag udstillingen, og nogle af de fællestræk der er blandt de værker, du har valgt at tage med?

“Udstillingstitlen er dobbelttydig; den kan læses både abstrakt og konkret. Stoffet er det begreb, jeg bruger om mit materiale, det jeg arbejder med, men samtidigt er stof også det, jeg vikler og draperer om kroppen. Jeg forestiller mig, at jeg fisker og sier stof ud af mørket, op ad ursuppen. Jeg folder verdener ind i stof.
Ægget er livets oprindelse – min oprindelse og samtidig også en form, jeg undersøger og har undersøgt. Jeg startede med en begejstring for ellipsoider – I flere år insisterede jeg på at kalde dem ellipsoider, alligevel kaldte folk dem konsekvent for æg. Værkerne på udstillingen er valgt efter deres forhold til udstillingstitlen Stoffet og ægget”.

Du bliver i mange sammenhænge først og fremmest beskrevet som billedhugger, men også fotografiet har gennem mange år indtaget en væsentlig position i din praksis. Hvordan betragter du forholdet mellem de forskellige kunstneriske medier, du beskæftiger dig med, og hvilken betydning har mediet for dine værker?

“Jeg tror, at de er tæt forbundne. Mediet afhænger af stoffet, og den sammenhæng værket skal indgå i. Mange af mine fotografiske arbejder er blevet til som en art performative fotografier, en interaktion mellem objekt og krop. Set i bakspejlet indgår mine objekter og skulpturelle forarbejder ofte som elementer, rekvisitter og attributter i mine fotografier, og nogle gange springer de tilbage igen som skulpturer i et kredsløb”

Der er noget meget ydmygt og uprætentiøst i den måde, du arbejder på. Du agerer både model og fotograf, printer selv dine fotografier i dit atelier, og materialet bag mange af dine skulpturer er mdf. Hvad betyder selve processen bag, og de materialer du bruger?

“Det er i processen, mit stof finder sin form. Jeg afprøver og undersøger muligheder og umuligheder. Jeg leger mig frem, forfølger et spor og så et andet. Det er det, der fører mig nye steder hen. Jeg eksperimenterer… Træ, ler, gips, papir, maling er billige og uprætentiøse materialer. Det giver mig en frihed, en ubekymret tilstand. Det er let at kassere, kaste noget væk og begynde forfra. Jeg kan godt lide at begynde forfra, starte igen”.

Du optræder selv i mange af dine værker, ofte poserende med dine skulpturelle objekter eller som en kropslig skulptur svøbt i draperede tekstiler. Det er dog sjældent, at man får dit ansigt direkte at se, hvormed din optræden forekommer mere eller mindre anonym. Hvordan betragter du brugen af dig selv og din krop i dine værker? Ligger der et selvbiografisk greb bag?

“Jeg bruger kroppen som en proportion/en skala/en skulptur, jeg placerer i et rum. Skulpturen udsiger noget om rum og kroppen siger noget om tilstande. Med en draperet krop trækker jeg linjer til billedhuggerkunsten. En stående krop viklet ind i et lagen bliver let til en dorisk søjle, eller en stående krop bærende på en tolvkant til en karyatide (Top Suite, 2007), fordi de billedreferencer ligger indlejret i os.
I fotoværket Solen er Hvid (2014) ligger jeg på en isabellafarvet skive indhyllet i stof i samme farve med en lille kugle i favnen – en hvileløs krop. I princippet kunne det være en helt anden, der lå under stoffet eller står med en top over hovedet. En krop uden ansigt bliver til en hvilken som helst krop. Jeg bruger det, jeg møder, transformerer det, jeg løber ind i. Så ja, det er et greb. Det biografiske er klart et brændstof”.

Hvorfra udspringer dine titler, og hvordan arbejder du med dem i forhold til dine værker?

“Som regel er jeg meget utålmodig og det kan godt tage lang tid at fange titler. Andre gange går det let. Et af de nye værker på udstillingen har titlen Preparing for a Revolution. En titel må meget gerne rumme en overraskelse – noget der bringer én et andet sted hen og som samtidigt fører én ind i værket. Titler er gode, hvis de er flertydige og kan fungere både abstrakt og konkret.
I værket Preparing for a Revolution ser du en mørk plint med en hvid hylde på, plinten står foran en hvidkalket murstensvæg. På plinten ligger en krop i hvidt tøj, hvide bomuldshandsker, hvide strømpebukser og hvid matrostrøje med kantebånd på ærmerne. Du kan se fødder, skød, ben, hænder og arme, men overkroppen og hovedet forsvinder ind i en tolvkant.

Revolution har flere betydninger, Preparing for a Revolution – forberedende en omdrejning. Jordens rotation om sin akse. En drejning omkring et centralt punkt eller en omvæltning. Med ethvert kunstværk følger en drøm om at ændre noget i verden. Hver gang tænker jeg, nu sætter jeg alt i stå, om lidt vil intet være helt som før”.

Jeg ved, at du i arbejdet frem mod udstillingen blandt andet har været inspireret af museets bygning, der er tegnet af den finske arkitekt Alvar Aalto. Hvad har du fundet særligt inspirerende ved Aaltos arkitektur, og er det noget, der konkret ses afspejlet i denne udstilling?

“Det er svært ikke at blive grebet af Alvar Aaltos snehvide marmorbygning og alt det lys, der akkumuleres og suges ned i salene. I udstillingssalene har lofterne form som drivende skyformationer og store hvide snedriver. I underetagen, i det store nye udstillingsrum, er der derimod intet udsyn, ingen vinduer, ingen sne. Et af de nye værker, der er med på udstillingen, Blow an Egg, kom næsten af sig selv. Jeg har ladet lidt hvidt dryppe ned i hulen, i den varme bug, ned i underetagen – en transformation af Aaltos snehvide stof”.